Få uger inden Roskilde: Eminem skaber panik under koncert – og får nu kritik

Den amerikanske rapper brugte skudlignende lyde under en koncert i Tennessee i weekenden og kritiseres nu af flere blandt publikum.

Eminem under weekendens Bonnaroo-festival. (Foto: Daniel DeSlover © Ritzau Scanpix)

Der udbrød tilsyneladende vild panik blandt publikum under en koncert med hiphop-legenden Eminem, da han i lørdags gav koncert ved Bonnaroo-festivalen i Manchester, Tennessee.

I slutningen af nummeret 'Kill You' lød der nemlig skudlignende lyde fra scenen, hvilket fik adskillige publikummer til at skrige og dukke sig i panik, da de troede, der blev skudt.

Lyt til 'Kill You', mens du læser videre:

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Time Magazine.

Brugen af de realistiske skudlyde, som du kan høre lidt af i klippet her, har efterfølgende sendt den amerikanske rapper ud i lidt af et stormvejr på de sociale medier.

- Jeg havde en fest under Eminems koncert, lige indtil han afspillede realistiske skudlyde. Alle i publikum dukkede sig, og jeg har aldrig følt mig mere traumatiseret og var ved at gå i panik. Virkelig upassende, skriver brugeren Sandwa på Twitter og bakkes op af Brad King på samme medie:

- Mindre end et år efter Vegas, og Eminem synes det er en god idé af bruge lydeffekter, der lyder som skud på scenen ved en musikfestival? Dårlig beslutning med dette hovednavn, skriver han og henviser til en episode fra oktober sidste år, hvor en mand åbnede ild under en countrymusikfestival i Las Vegas og dræbte 58 mennesker og sårede mere end 800.

Siden sit store gennembrud i 1999 har Eminem udgivet i alt otte studiealbum i eget navn, senest 'Revival' i december sidste år. Han har blandt andet vundet 15 Grammyer og en Oscar-statuette. (Foto: Daniel DeSlover © Ritzau Scanpix)

Har brugt lydene i årevis

'Kill You' er åbningsnummeret på Eminems tredje album, 'The Marshall Mathers LP' fra 2000, og netop nummerets mange år på bagen får da også flere fans til at tage Eminem i forsvar på de sociale medier.

Nummeret har nemlig altid haft de nu omdiskuterede skudlignende lyde, når han har optrådt live, og flere undrer sig derfor over publikums voldsomme reaktion ved weekendens Bonnaroo-festival.

- Eminem har gjort det her i årevis, og hans musik handler om mishandling, han voksede op med skud… dette er det virkelige liv, skriver brugeren Molly eksempelvis på Twitter.

En talsperson for Eminem understreger efter mediestormen, at Eminem i adskillige i år - også tidligere i år - har gjort brug af de særlige lydeffekter og derfor ikke forstår kritikken.

- I modsætning til, hvad der fremgår af de ukorrekte beskrivelser, har Eminem ikke brugt skudlignende lydeffekter under hans koncert. Den effekt, der blev brugt under hans koncert på Bonnaroo, var en pyroteknisk rystelse, der giver et stort brag. Han har brugt denne effekt – ligesom hundredvis af andre kunstnere har det – ved sine koncerter i mere end ti år, inklusiv ved andre festivaler i USA tidligere i år uden klager, lyder det fra Eminems talsmand.

Eminem er blandt hovednavnene på årets Roskilde-festival, hvor han indtager Orange Scene onsdag den 4. juli. Det er Eminems første koncert nogensinde i Danmark.

Facebook
Twitter