Favoritterne Fyr & Flamme vinder Melodi Grand Prix - hør vindersangen her

Bookmakerfavoritten Fyr & Flamme vinder Dansk Melodi Grand Prix 2021 med 'Øve os på hinanden'.

Fyr & Flamme blev vinderne, da Dansk Melodi Grand Prix lørdag blev afholdt for 51. gang. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Der var tæt løb om sejren, da vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2021 skulle kåres lørdag aften.

Det blev dog Fyr & Flamme og sangen 'Øve os på hinanden', der er skrevet af duoens ene medlem, Laurits Emanuel, som endte øverst på vinderpodiet.

Med stærke farver, højt humør og festlige 80'er-toner sang de sig ind i danskernes hjerter og sikrede sig med 37 procent af seerstemmerne årets Grand Prix-trofæ.

Mens Fyr & Flamme - der også var favoritter hos bookmakerne forud for lørdagens finale - altså strøg helt til tops, gik aftenens andenplads til den tidligere 'X Factor'-deltager Jean Michel med nummeret 'Beautiful', der fik 34 procent af stemmerne.

Chief 1 og Thomas Buttenschøn og 'Højt over skyerne' blev nummer tre med 29 procent af stemmerne.

Se Fyr & Flamme synge deres vindersang 'Øve os på hinanden' her:

Holder fast i at synge på dansk

Lørdagens sejr betyder, at det er Fyr & Flamme, der til maj skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest, som i år afholdes i Rotterdam i Holland, hvor op imod 200 millioner seere fra hele verden forventes at følge med.

Men selvom de altså nu stiller op i en international konkurrence, holder duoen fast i, at 'Øve os på hinanden' beholder sin danske titel og præcis som i det danske Melodi Grand Prix skal fremføres 100 procent på dansk.

Det bekræfter duoen over for DR umiddelbart efter sejren.

- Det er en sang, der er lavet efter nogle skandinaviske traditioner. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan vi skulle kunne oversætte den. Så vi holder fast i det danske, siger Jesper Groth til DR og tilføjer:

- Og de senere år har vi også set flere lande gøre det rigtig godt på deres modersmål - med henvisning til Portugals sejr i 2017 og Ukraines sejr året inden.

Det er første gang siden 1997, hvor Kølig Kaj sang 'Stemmen i mit liv', at en sang bliver sunget udelukkende på dansk i den internationale konkurrence.

Jesper Groth og Laurits Emanuel i Fyr & Flamme er naturligvis i corona-boble sammen, så de krammede løs med trofæet i hænderne, da sejren var i hus. (Foto: Martin Fält © dr)

En barndomsdrøm går i opfyldelse

Fyr & Flamme, der sidste år udsendte debutsinglen 'Menneskeforbruger' og siden også har udgivet 'Kamæleon', har aldrig lagt skjul på, at det har været en barndomsdrøm for dem at stille op i Dansk Melodi Grand Prix. Og derfor var det da også et lykkeligt makkerpar, der endelig kunne opleve drømmen gå i opfyldelse lørdag aften.

- Det her er noget andet end at få spillet en sang i radioen. I Grand Prix'et stemmer man på et budskab, en sceneoptræden og måske på et statement. Der er så meget ved Melodi Grand Prix, der er anderledes, og jeg tror, der er nogle flere, der nu har fået øjnene op for os, og det er fedt, lyder det fra Jesper Groth, mens Laurits Emanuel tilføjer:

- Ja, nu er folk tvunget til at høre på vores sange. Det er helt overvældende lige nu!

Duoen har også tidligere udtalt, at de især drømmer om at få den i Grand Prix-sammenhæng famøse topkarakter douze points - 12 point - fra særligt Malta. Men efter sejren lyder nu et lidt mere ydmygt ønske.

- Vi tror måske, det er mere realistisk med toppoint fra Norge, ha ha.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk