24-årige Karl William droppede at synge i otte år: 'Nervøsiteten holder mig på mange måder i gang'

Fredag var Karl William hovednavn på Musik i Lejet, men han øver sig stadig i at nyde rampelyset.

Man tænker ikke lige over det, når man ser Karl William stå på scenen og synge om kærlighed og breakups med sin genkendelige, silkebløde stemme.

Men den 24-årige sanger fra Aarhus har faktisk kæmpet med nervøsitet, lige siden han som ni-ti-årig skulle synge et stykke af 'Ain't No Mountain High Enough' foran sin skoleklasse.

Her blev han så nervøs, at der ikke kom så meget som en lyd ud af ham.

- Det var ligesom at få en mavepuster. Der kom ingen lyd ud.

Oplevelsen satte så dybe spor i den unge Karl William, at han valgte helt at droppe sangen i otte år, hvor han i stedet helligede sig trommerne.

Nervøsiteten bor stadig i ham i dag.

- Nervøsiteten holder mig på mange måder i gang. Det er stadigvæk et ret ømt punkt det der med at skulle synge sine sange. Når man skal vise noget frem, så er det ligesom dér, det tæller, siger Karl William, som fik modet til at begynde at synge igen, da han var omkring 18 år.

Og fredag talte det igen for Karl William. Her spillede han nemlig som ét af de absolutte hovednavne på dette års udgave af strandfestivalen Musik i Lejet.

- Man kan altid finde et eller andet at være nervøs over. Men jeg øver mig bare i at nyde det også.

Lyt til 'Blind igen', mens du læser videre:

Karrieremæssigt har der også været nok at nyde, siden Karl William valgte at tage bladet fra munden efter de otte års pause fra sangen, der fulgte i kølvandet på den dårlige oplevelse med 'Ain't No Mountain High Enough' i skolen.

Siden debuten i eget navn i 2014 er det blandt andet blevet til to album, to ep'er og to P3-priser; og både anmeldere og publikum er vilde med den rødhårede fyr fra Aarhus.

Det beviste publikum på Musik i Lejet også, da de fredag aften sang taktfast med på alle hans største hits.

Vi fulgte i hælene på Karl William før, under og efter hans koncert på Musik i Lejet.

  • Der er omkring to timer til koncertstart, og Karl William tager et pusterum nede ved Tisvildes smukke sandstrand: - Jeg synes, at nogle dage er mere nervepirrende end andre. I dag er jeg egentlig ret spændt og har også været det i dagene op til, fortæller den aarhusianske sanger. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    1 / 13
  • Solen rammer Karl Williams røde hår og fregnede ansigt, mens han funderer over den særlige disciplin, det er at spille på festival. - Festivalkoncerter er som regel overdrevet fede, fordi der er et eller andet frigjort ved mennesker, når man er på festival. Man har den der 'let's go'-hat på. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    2 / 13
  • Karl William med sin manager og gode ven Frederik Jørgensen (til venstre) i backstageområdet inden koncerten. - Jeg har lavet et fællesskab med dem, som er med i bandet, og jeg producerer musikken med. Vi har holdt sammen i seks år nu. Det giver en ro. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    3 / 13
  • Den 24-årige sanger har 'sumpet rundt' hjemme hos sin mor i Aarhus i dagene op til koncerten på Musik i Lejet. - Jeg har kunnet mærke, at det her er én af de koncerter, hvor man tænker: 'Fuck, jeg glæder mig'. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    4 / 13
  • Karl William i backstageområdet inden koncerten. - Vi har været på Musik i Lejet før, og det er ét af de dér flueben i forhold til, hvor man gerne vil spille koncert. Det er samme scene og nogenlunde samme tidspunkt i år som sidst. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    5 / 13
  • Lyden bliver tjekket bag scenen inden koncerten. På tatoveringen på hånden står der Hukaos, der er navnet på hans musikalske familie, der blandt andet tæller sangskriverne Carl Emil Johansen (har blandt andet skrevet musik for Ukendt Kunstner og Lord Siva) og Emil Hesselbæk (har blandt andet skrevet musik for Thøger Dixgaard). I Hukaos er de både hinandens venner, men laver også musik sammen. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    6 / 13
  • Der er under en time til koncertstart, og Karl William går koncentreret rundt og øver sig. - Rummet imellem scene og publikum er altafgørende for, hvordan koncerten forløber. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver rigtig dope i dag. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    7 / 13
  • Karl William har brug for ro og for at omgive sig med mennesker, han kender, for at trives og være kreativ. - Nogle dage har man det ikke lige så godt, som man har andre dage, når man går på scenen. Men i dag har jeg det nice. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    8 / 13
  • Karl William har indtaget scenen; koncerten er i gang. - Der er ikke en facade, men der er alligevel en eller andet hat, man skal tage på, når man går på scenen. (Foto: Kasper Månsson)
    9 / 13
  • Publikum synger taktfast med, når Karl William disker op med hits som 'Om igen' og 'Blind igen'. Det er tydeligt, at kærligheden til den unge aarhusianer er stor på Musik i Lejet. Karl William afslørede inden koncerten, at der kommer ny musik fra ham inden for de kommende måneder. (Foto: Kasper Månsson)
    10 / 13
  • Karl William synger ud til publikum, men er også i konstant kontakt med sit band under den timelange festivalkoncert. - Jeg føler, jeg har et godt skjold og et godt hold, der står bag mig, når vi spiller. (Foto: Kasper Månsson)
    11 / 13
  • Der er proppet foran Musik i Lejets største scene, Strandscenen, mens Karl William spiller fredag aften. I baggrunden ses strandens rolige vand og en perfekt, lyserød solnedgang. - Den er timet og tilrettelagt, den her festival. Det er hyggeligt at være her, og folk har det lækkert, mener Karl William om Musik i Lejet. (Foto: Kasper Månsson)
    12 / 13
  • - Det var sindssygt! Publikum var meget begejstrede, og der var helt pakket. Det er bare et sygt sted, det her. Der sker bare et eller andet, siger Karl William efter koncerten. Han lover at komme tilbage til festivalen alle de gange, han får lov til det. (Foto: Kasper Månsson)
    13 / 13
Facebook
Twitter