25-årige Sharon provokerer med pik-rap på Smukfest: - Vi havde det fucking sjovt

Finalen i årets Karrierekanonen blev skudt i gang med et brag på Smukfest. I dag offentliggøres vinderne.

- Got a nose job but you're staring at my dick, staring at my dick, staring at my dick.

Tonerne brager ud af højttalerne på campingområdet Kærligheden på årets Smukfest, da det første band i årets Karrierekanonen-finale går på.

Onsdag bliver det afsløret, hvem der er årets tre vindere af Karrierekanonen.

Lyt med på P3 fra klokken 12-14.

Lyt til alle otte finalister til Karrierekanonen 2018 HER.

Navnet er Ravi Kumar, en duo, der består af 25-årige Sharon Kumaraswamy og 27-årige Aske Knudsen, to venner, der har lavet musik sammen i et par år.

Selvom solen bager og flere festivalgæster sidder dovent og kigger op mod Live Camp-scenen inden koncerten går i gang, går der ikke lang tid, før publikum bliver fanget af de hårdtslående tekster, og området foran scenen bliver mere og mere fyldt.

- Jeg har altid ledt efter sådan en 'badass' kvindelig rapper at lave noget sammen med. Og så mødte jeg Sharon, siger Aske Knudsen. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Vi har givet alt på scenen

I de 25 minutter, Ravi Kumar på lige fod med alle de andre finalister havde på scenen, blev festen kun vildere, publikum sang med, og der blev 'headbanget' selv om temperaturen næsten sneg sig op på 30 grader.

Sveden løb da også af både Sharon og Aske efter at have fyret den af i en halv time.

- Vi havde det så fucking sjovt, lyder det fra Sharon.

- Og det er vigtigt, at man føler, men har givet alt på scenen. Og sådan har jeg det, supplerer Aske kort efter, de havde sagt tak til publikum og forladt scenen igen.

Jeg har altid ledt efter sådan en 'badass' kvindelig rapper at lave noget sammen med. Og så mødte jeg Sharon.

Aske Knudsen

Vidste ikke hvad Karrierekanonen var

Men vejen til de 25 minutter på Smukfest-scenen tirsdag eftermiddag har varet næsten i et år for Ravi Kumar.

I efteråret 2017 uploadede de et nummer til Karrierekanonen - uden helt at vide, hvad det var.

- Jeg havde ligesom lyst til at gøre et eller andet for at se, om jeg kunne sætte lidt skub i vores 'reach' - så flere ligesom kunne finde ud af, hvem vi er, siger Aske Knudsen.

Det resulterede i, at Ravi Kumar i september blev 'Ugens Kanon' - og det kan du læse mere om HER - og nummeret, som de sendte ind, kan du lytte til her:

Ravi Kumar - Fuck This Shit I'm Gonna Be A Princess

- Først derefter gik vi i gang med at undersøge, hvad det egentlig var, det der Karrierekanonen, siger Sharon Kumaraswamy.

- Måske havde vi faktisk noget at byde på, når nu de havde valgt os, siger hun.

Der var ingen nervøsitet at spore hos Sharon Kumaraswamy, kort før hun skulle på scenen. (Foto: Kasper Månsson © dr)

- Nu vil vi virkelig gerne vinde

Og succesen fortsatte. For Ravi Kumar blev også udtrukket som et af de 12 bands, der skulle spille på Spot Festival, og gik så igen videre til finalen på Smukfest.

- Egentlig synes jeg, vi hele vejen har taget den lidt med ro, men da vi først gik videre efter Spot Festival, så gik det bare op for os, at vi virkelig gerne ville vinde, siger Aske Knudsen.

- Nu har vi været på workshops, fået coaching i at spille live, og ja... Nu vil vi bare så gerne det her, siger Sharon Kumaraswamy.

Udover på Smukfest, har man også kunnet høre Ravi Kumar på Carpark Festival i København og de kan senere i august både høres på Uhørt Festival og Egmont Festival.

- Men Smukfest er jo ret vildt. Ingen af os har været på Smukfest nogensinde, men det er stort at få lov at spille her nu, siger Sharon Kumaraswamy.

Fuck this shit, I'm going a cappella

Men på trods af, hvor glade Ravi Kumar var for at få lov til at spille på Danmarks anden største festival, to de det med ophøjet ro inden deres koncert.

Selvom der ikke kommer ret mange, så skal dem, der kommer jo have det for fedt alligevel.

Sharon Kumaraswamy

Humøret var højt, og selvom de synes, det var hårdt at være det første band på scenen i stegende hede, kunne duoen stadig se det positive.

- Så kan vi jo se alle de andre spille og slappe af bagefter. Men vi håber bare, at der kommer nogen. Men selvom der ikke kommer ret mange, så skal dem, der kommer jo have det for fedt alligevel, lød det kort før de gik på fra Sharon Kumaraswamy.

Hos Aske Knudsen viste der sig dog en smule nervøsitet kort før P6 Beat-vært Carsten Holm og P3-vært Pelle Peter Jensen præsenterede Ravi Kumar på Kærligheden.

- Tænk nu, hvis teknikken ikke virker! Altså så tager det jo lang tid for at få det til at virke, og så er der jo ikke noget musik og..., lød det.

- Ej, så siger jeg bare 'Fuck this shit, I'm going a cappella, griner Sharon Kumaraswamy.

Men teknikken virkede, Sharons dansemoves sad i skabet og Ravi Kumar blev mødt med masser af rosende ord backstage efter koncerten.

- Fuck, en åbner!!

- Det der var sindssygt godt. Virkelig 'badass'!, lød det fra flere af scenefolkene.

Og Ravi Kumar var også selv svært tilfredse.

- Det var pissefedt. Folk var virkelig med, og der var ret mange, og det var sjovt. Og nu skal vi have en øl, lød det fra duoen, mens de pakkede deres sceneting sammen.

Bandnavnet Ravi Kumar er en forkortelse af Sharons fars navn, Ravindran Kumaraswamy. - Han synes, det er ret sjovt, vi bruger hans navn. Min mor forstår det ikke helt, siger Sharon Kumaraswamy. (Foto: Kasper Månsson © dr)
  • KarriereKanonen bliver arrangeret af Smukfest, Bandakademiet og DRs radiokanaler P3 og P6 Beat og er blevet holdt siden 2002.
  • Året igennem kåres 'Ugens Kanon' hver uge på P3, hvor der løbende bliver lyttet til materiale fra alle, der har indsendt.
  • Alle kandidater finkæmmes og vurderes løbende, så der ved forårets Spot Festival i Aarhus kun er 12 finalister tilbage. Her indsnævres feltet endnu engang, og otte går videre til finalen, der holdes på Smukfest.
  • På festivalen kåres tre vindere, der vinder en koncert på Smukfest næste år, et skræddersyet talentforløb og airplay på P3 eller P6 BEAT.
  • Af tidligere vindere kan blandt andre nævnes The Minds of 99, Magtens Korridorer, Marie Key og Katinka.