6 vanvittige begivenheder, der har givet heavy metal et ry, den faktisk ikke fortjener

Fordommene om heavy metal er blevet langt færre de seneste årtier, siger ekspert.

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Advarsel: Der er beskrivelser af ret voldsomme begivenheder i den følgende tekst, som måske kan virke ubehageligt for nogle.

Heavy metal laves af nogle farlige typer, som alle sammen tilbeder djævlen og spiser cornflakes med blod på om morgenen.

Der har bestemt ikke været mangel på fordomme gennem store dele af metal-genrens 50 år lange historie. Men selvom langt de fleste af dem slet ikke holder stik, er det måske ikke så underligt, at mange mennesker gennem tiden har fået en lidt skæv opfattelse af, hvad det hele egentlig går ud på.

Gennem tiden har en række spektakulære enkeltsager i metal-miljøet, som du kan læse om herunder, nemlig ofte fået stor opmærksomhed.

Men fordommene har aldrig stemt overens med virkeligheden, mener Steffen Jungersen, der er stor metal-fan og rockredaktør på BT gennem mere end 25 år.

- I gamle dage var der mange, der ikke kunne lide det. Dengang var det os mod verden. Men det dårlige ry har aldrig passet, hverken dengang eller i dag.

Ifølge Steffen Jungersen er fordommene i dag dog heldigvis langt færre, for nu er der heavy metal-fans gennem tre generationer - og det betyder, at langt flere har et forhold til genren.

- I dag tror jeg, de fleste har fundet ud af, at folk i metal-miljøet faktisk er ret fredelige. Der er jo advokater og bankdirektører, der er fans nu.

- Jeg tør næsten ikke sige det, men det er jo familieunderholdning, meget af det.

Familieunderholdning kan man dog absolut ikke kalde begivenhederne herunder, som alle gennem tiden har været med til at påvirke genrens ry.

1

Ozzy Osbourne bider hovedet af en flagermus under koncert

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Den 20. januar 1982 er 17-årige Mark Neal til koncert med Ozzy Osbourne i Des Moines, Iowa.

Med i lommen har han en flagermus, som hans lillebror havde fanget et par uger forinden. Den var afgået ved døden i brødrenes varetægt, men skulle vise sig at blive den måske mest omtalte flagermus i verdenshistorien.

Osbourne har året inden bidt hovedet af to duer under et møde hos et pladeselskab, så Mark Neal ved udmærket godt, hvad han vil opnå, da han smider den døde flagermus op på scenen.

Det går, som Mark håber: Den engelske heavy metal-sanger samler flagermusen op og bider hovedet af den.

Den legendariske episode er siden blevet nærmest synonym med Ozzy Osbourne, og sangeren er blevet spurgt ind til episoden så mange gange, at han i 2001 udtalte, at "når jeg er død, graver de mig op og spørger mig om det igen".

Steffen Jungersen er en af dem, der har interviewet Ozzy Osbourne om hændelsen og fortæller, at publikum i den periode ofte kastede ting op til Osbourne, når han spillede.

- Folk begynder at smide alt muligt ragelse op på scenen for at se, hvad der ville ske, fortæller Steffen Jungersen.

Han tilføjer, at Osbourne var overbevist om, at flagermusen var lavet af plastik. Det var den ikke, og efter koncerten blev han hastet på hospitalet.

- Jeg kan ikke huske, hvor mange stivkrampevaccinationer han underholdte med, at han havde fået i røven efter den tur der, men det var ret mange.

I dag er der lidt mindre rock'n'roll over Ozzy Osbourne, der tidligere havde et alkohol- og stofmisbrug gennem fire årtier. I januar i år fejrede han 37-året for flagermusebiddet ved at udgive en plysset flagermusedukke med aftageligt hoved.

2

Norsk black metal-gruppe brænder kirker af

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Den 23. august 1992 brænder Holmenkollen kapel i udkanten af Oslo ned til grunden.

Og det er ikke den eneste kirkelige bygning, der i løbet af 1992 bliver udsat for ildspåsættelse. I alt bliver der sat ild til seks historiske kirker i Norge.

Det viser sig, at de skyldige skal findes i det norske black metal-miljø.

Miljøet er centreret omkring Øystein Aarseth, der går under navnet 'Euronymous'. Han er guitarist i black metal-bandet Mayhem og har en pladebutik, der hedder 'Helvete', hvor metalhovederne hænger ud.

En af personerne i kredsen er Varg Vikernes, der udgiver plader på Euronymous' pladeselskab.

I januar 1993 står Varg Vikernes anonymt frem i en artikel, hvor han under pseudonymet 'Count Grishnackh' fortæller, at han og hans venner står bag kirkeafbrændingerne - og et mord i Lillehammer. Han fortæller også, at de tilbeder djævlen og har tænkt sig at fortsætte kirkeafbrændingerne.

Vikernes har senere fortalt, at meningen med interviewet var at skræmme folk, skabe opmærksomhed omkring black metal og få kunder i Euronymous' pladebutik. Han har også fortalt, at det med djævletilbedelsen var opdigtet.

Forbindelsen mellem heavy metal og satanisme går helt tilbage til genrens begyndelse, som ifølge Steffen Jungersen er, da Black Sabbath udgiver deres selvbetitlede debutalbum i 1970.

Inde i albummets cover havde deres pladeselskab uden bandets viden lavet et layout med et omvendt kors, og det fik mange til at tro, at de var satanister.

Men i dette og mange andre tilfælde har det med djævletilbedelse altså ikke haft noget på sig, fortæller han.

- Hvis man læser Black Sabbaths tekster, især fra dengang, så er det jo faktisk rendyrket kristendom, så det er jo det rene vrøvl.

3

Norsk band bruger billede af forsangers lig på albumcover

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Svenske Per Yngve Ohlin flytter i 1988 fra Sverige til Norge for at være forsanger i black metal-bandet Mayhem.

Den 19-årige sanger har en særlig fascination: døden.

Han er fascineret i en sådan grad, at han går under kunstnernavnet 'Dead'.

På scenen fører Dead for alvor sin dødsfascination ud i livet. Før koncerter begraver han sit tøj og lader det ligge under jorden, indtil det begynder at rådne. Så graver han det op og tager det på, så han kan få den helt rigtige lugt af død.

Når han ikke er på scenen, er Dead noget af en sær snegl, der helst holder sig for sig selv.

Han har længe fantaseret om at begå selvmord, og i 1991 gør han alvor af det. Han tager livet af sig selv i det hus, hvor han bor med to band-medlemmer.

Euronymous, der er guitarist i Mayhem, kommer hjem og finder Deads lig. I stedet for at ringe til politiet, tager Euronymous straks ind til en butik i nærheden og køber et engangskamera, så han kan fotografere liget. Det makabre billede bliver senere brugt som albumcover på et af Mayhems koncertalbum.

Euronymous lader det dog ikke blive ved det. Han samler fragmenter af Deads kranie og laver en halskæde ud af dem.

Men heavy metal og den type opførsel har ingen sammenhæng, mener Steffen Jungersen:

- Det har ikke en kæft med musik at gøre. Det er nogle unge knægte, der har været fuldstændig afsporet.

4

Belgisk-hollandsk band laver album kun med skrig fra patienter på psykiatrisk hospital

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Bag det besynderlige navn 'Stalaggh' gemmer sig en samling belgiske og hollandske black metal-musikere, der i 2007 har planer om at lave et album med den mest ulidelige støj nogensinde.

De drømmer om at genskabe lydbilledet fra de tyske koncentrationslejre under Anden verdenskrig.

Et af bandets medlemmer arbejder på et psykiatrisk hospital i Holland, og det er sådan, idéen om at optage patienternes skrig opstår.

Bandet ville have, at de smertefulde skrig skulle være så ægte som muligt.

Som et ekstra krydderi foregår optagelserne i kapellet på et gammelt kloster, der ikke længere er i brug. Her er akustikken og atmosfæren perfekt.

De fortæller klosterets ejer, at de skal udføre en slags skrigeterapi med patienterne for at få lov til at optage i kapellet.

Det er ikke kun bandets udgivelser, der er uhyggelige - det er deres navn også.

Stalaggh referer til det tyske navn for koncentrationslejr - stalag. De sidste to bogstaver i bandets navn - gh - står for 'global holocaust'.

I et interview i 2011 udtalte bandet, at de ikke kan lide at blive kaldt kunstnere, fordi kunst er kreativt, hvorimod de er destruktive.

5

Marilyn Manson tager morddømt kultleders efternavn

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo, Getty Images)

Heavy metal-sangeren Brian Hugh Warner, bedre kendt som Marilyn Manson, har gennem hele sin karriere været genstand for nervøse amerikanske teenage-forældres fordømmelse.

Ved første øjekast kan det da også virke sindssygt at tage navn efter en af verdenshistoriens mest berygtede forbrydere, den morddømte kultleder Charles Manson. Første del af navnet refererer i øvrigt til et andet 60'er-ikon: Marilyn Monroe.

Men faktisk er der mere tanke bag navnet Marilyn Manson, end man umiddelbart skulle tro.

Det er ifølge Manson selv en kommentar på, hvordan berømtheder skabes i USA. Han vil udstille det absurde i, at både Marilyn Monroe og Charles Manson har været på forsiden af Life Magazine og på den måde er blevet sidestillet.

Marilyn Manson er langtfra den eneste i heavy metal-miljøet med et vildt navn. Faktisk er heavy metal-bands generelt kendt for at have nogle vanvittige bandnavne, og det er der en grund til, siger Steffen Jungersen.

- Navnet skal passe til stilen. Når man hedder sådan noget som 'Cannibal Corpse' eller 'Morbid Angel', så er det jo ikke fordi, man står og synger om røde roser med akustiske guitarer.

- Det nytter heller ikke noget at hedde 'Kaj og de glade geder', hvis man spiller heavy metal.

6

Judas Priest bliver beskyldt for at opfordre til selvmord

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

I december 1985 sidder vennerne Raymond Belknap på 18 år og James Vance på 20 og hører Judas Priest-albummet 'Stained Class' i Nevada i USA.

De sidste seks timer har de drukket tæt og røget pot.

Det er dog ikke så hyggeligt, som det lyder, for de to venner har planer om at slå sig selv ihjel.

Det lykkes for Belknap, der skyder sig selv i hovedet med et haglgevær. Det samme gør Vance - men overlever med nød og næppe. Han bliver vansiret og får alvorlige skader og dør tre år senere.

I 1990 lægger Vances forældre sag an mod Judas Priest, fordi de mener, at der i sangen 'Better By You, Better Than Me' kan findes skjulte meddelelser om at tage livet af sig selv, hvis man spiller den baglæns eller i et højere tempo.

I USA, hvor retssager er hverdagskost, må Judas Priest møde op i retten ad flere omgange for at forsvare sig. Her bliver sangen spillet bagfra, fordi man angiveligt skulle kunne høre ordene 'do it' gentaget nogle gange.

- Det sjove ved den sang er, at det slet ikke er Judas Priest, der har skrevet den. Det er et gammelt engelsk bluesband, der hedder Spooky Tooth, forklarer Steffen Jungersen.

Det ender med, at Judas Priests sanger må sidde i retten og synge nogle af bandets sange acapella. Bandet blev til sidst pure frifundet, men det var ifølge Steffen Jungersen en stor sag, der tog lang tid.

Han har ikke meget til overs for den.

- Den sag er åndssvag på så mange planer.

Kilder: Des Moines Register, Instagram, burzum.org, metalinjection.net, vice.com, interview med Stalaggh (Wayback Machine), Interview med Marilyn Manson om hans navn, rollingstone.com.