To af landets største festivaler melder udsolgt: Her kan du stadig få festivalbilletter

Både Roskilde Festival og Jelling Musikfestival melder udsolgt af partoutbilletter. Vi gør status over, hvilke af sommerens store festivaler du kan nå endnu.

Festivalsæsonen går snart i gang, og ikke alle billetter er blevet solgt endnu. (© Scanpix)

Der er stadig et par uger til årets festivalsæson skydes i gang, når Jelling Festival som årets første festival løber af stablen. Men drømmer du om en tur på landets tredjestørste festival, så skal du til at slå til nu.

Jelling Musikfestival melder nemlig om udsolgt af festivalens partoutbilletter.

- Det betyder meget, at vi igen i år er lykkedes med at få udsolgt. Det fortæller os, at folk virkelig vil vores festival og at vi har et loyalt publikum, lyder det fra direktøren for Jelling Musikfestival, Lars 'Charlie' Mortensen.

I år fejrer Jelling Festival 30 års jubilæum. Det, der startede med en lille scene og publikum på en fodboldbane, har vokset sig til landets tredje største festival med over 38.000 besøgende.

- I år er billetsalget gået en anelse hurtigere end tidligere, og det er klart, at når vi smider sådan et navn som Nickelback, så ryger der ekstra mange billetter, lidt hurtigere.

Der er dog stadig ledige endagsbilletter til festivalen, der løber af stablen fra d. 24. - 27. maj.

Roskilde: 80.000 partoutbilletter er udsolgt

Arcade Fire på Orange scene på Roskilde Festival 2017. Festivalen åbner for selve pladsen onsdag 4. juli. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Også sommerlandets største musikfestival, Roskilde Festival, har haft succes med billetsalget i år. Alle 80.000 partoutbilletter til årets Roskilde Festival er nu solgt efter et historisk hurtigt billetsalg.

Det er det hurtigste billetsalg i 20 år – og det næsthurtigste i festivalens 47-årige historie. Kun i 1996 blev festivalen udsolgt hurtigere.

Også endagsbilletterne til onsdagen – dagen hvor Eminem spiller på Orange Scene – er blevet revet væk, men der er dog stadig endagsbilletter tilbage til torsdag, fredag og lørdag.

Lyt til Eminems og Beyoncés'Walk On Water' herunder.

Smukfest: Skriv dig på ventelisten

Smukfest foregår i Skanderborg fra 8. til 12. august. Billedet her er fra sidste år. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Smukfest satte ny rekord i at sælge ca. 28.000 partoutbilletter, da de blev sat til salg 13. december sidste år. Det tog blot halvanden time, så var alle billetter revet væk – og det på trods af, at billetten for fest i bøgeskoven ved Skanderborg er steget med 300 kr.

Hvis man ikke har givet op, så kan man ifølge festivalchef Poul Martin Bonde blive skrevet op på ventelisten på Smukfest.dk. Her kan man handle sikkert med billetter med andre festivalgængere.

- Det er jo fantastisk, at folk er så klar på at tage til Smukfest. Vi har et godt arrangement, som publikum har tillid til, siger Poul Martin Bonde.

Der er stadig endagsbilletter til onsdag og lørdag, samt en billigere billet til søndag – da musikprogrammet denne dag, traditionen tro, er mindre. Alle endagsbilletter giver samtidig adgang til camping på festivalen alle dage.

Northside: Køb din billet i dag

Björk kommer i år til Northside i Aarhus. (Arkivbillede) (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Talsmand for Northside i Aarhus, John Fogde, melder om udsolgt på endagsbilletter fredag 8. juni og lørdag 9. juni.

Festivalen ønsker ikke at melde konkrete salgstal ud, men fortæller, at selvom der stadig er partoutbilletter og endagsbilletter til torsdag den 7. juni til salg, så forventer man at kunne melde udsolgt, inden festivalen skydes i gang.

- Vi kan se, at det gode sommervejr har sat ekstra skub i billetsalget, så så jeg ville købe en billet i dag, hvis jeg ville sikre mig en tur til Northside, lyder opfordringen fra John Fogde.

Lyt til Björks 'Blissing Me' her.

Tinderbox: Torsdag udsolgt

Tinderbox foregår fra 28. til 30. juni. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Udenfor Odense ligger Tusindårsskoven og et areal, der fra 28. juni til 30. juni vil huse 35.000 til 40.000 publikummer under overskriften Tinderbox. En festival, der har et klart formål – at præsentere den brede musik for folk.

Her er endagsbilletterne til torsdag udsolgt, mens der er stadig billetter til fredag og lørdag samt partoutbilletter.

I alt 250.000 gæster kommer til at besøge landets fem største musikfestivaler i løbet sommeren.

Facebook
Twitter