Amerikanske rockstjerner: Danmark er det dejligste sted i verden, når solen skinner

Brødrene Aaron og Bryce Dessner fra The National er meget glade for Danmark. Fredag er de tilbage på den danske festivalscene.

Først en cykeltur til stranden og så ellers op på scenen for at optræde foran titusindvis af glade, danske festivalgæster.

Sådan udspillede koncertdagen sig for den amerikanske musiker Bryce Dessner, da han sammen med sin tvillingebror Aaron og resten af indierockbandet The National var i Aarhus for at optræde på Northside i juni.

- Når vejret er sådan her, er Danmark det dejligste sted på kloden. Det er altid det dejligste sted på kloden, men især når solen skinner, sagde Bryce Dessner, da DR talte med brødrene på en varm sommerdag under Northside.

Nu er de to musikere tilbage i Danmark – denne gang fordi de er med til at arrangere festivalen Haven på Refshaleøen i København, der åbner for musikken i dag.

Lyt til The National, mens du læser videre:

Klar til at købe sommerhus i Danmark

Danmark er i det hele taget et sted, som de konstant vender tilbage til. Ikke kun på grund af Haven, men også fordi, at Aaron Dessner er gift med danske Stine, som han har to børn med.

- Danmark har været et slags andet hjem for os i lang tid. Vi har boet her lidt indimellem de senere år, men nu bor vi tilbage i New York. Men vi er her tit og prøver at købe et sommerhus her, siger Aaron Dessner og tilføjer:

- Det er uden tvivl et af de rareste lande i verden. I har rent faktisk et socialt system, der virker. Her er smukt, rent og I passer godt på jeres kyster. I virker til at være langt foran os i USA.

De 42-årige tvillinger Aaron og Bryce Dessner fra The National er arrangører af Haven-festival sammen med kokken Claus Meyer og Mikkeller-grundlægger Mikkel Borg Bjergsø. Her ses de to under en koncert i 2016. (Foto: Kris Connor © Getty Images)

Hans bror Bryce har også fundet kærligheden uden for staterne, og er lige så begejstret for vores lille land.

- Jeg bor i Frankrig, for min kone er fransk, og det er spændende at opleve, hvor innovative danskerne er i forhold til franskmænd. 'Se hvad de har gang i i København', hører man tit fra franskmændene, fortæller musikeren.

- De danske tilskuere er frygtløse

Allerede i juni glædede de to brødre sig til festivalen Haven, som de har skabt sammen med den kendte kok Claus Meyer og Mikkel Borg Bjergsø, der står bag bryggeriet Mikkeller.

I år skal de dog ikke optræde med deres band The National på festivalen, sådan som de gjorde sidste år. Til gengæld dukker de op på scenen med symfoniorkestret Det Kongelige Kapel.

- Publikum her er helt sikkert nogle af de mest passionerede tilskuere i Europa.

- De danske tilskuere er frygtløse – og de er meget ekspressive og glade for musik og kropslige. Man skulle tro, at de var fra Syditalien, for de er helt løsslupne, siger Bryce Dessner og suppleres af sin bror:

- Og sådan er det ikke i resten af Skandinavien. I er anderledes.

Sådan er de ikke i Sverige og Norge?

- Ikke for at fornærme svenskere og nordmænd, men de er mere reserverede. I hvert fald vores publikum, siger Aaron Dessner.

Festivalen Haven fylder Refshaleøen med musik, mad og øl fredag og lørdag. På plakaten finder man blandt andet kunstnere som Arcade Fire, Kraftwerk, Den Sorte Skole, Katinka og Nils Frahm.

Facebook
Twitter