Roskilde Festival 2018

Festival

Av! Rapper brækkede ribben og punkterede lunge ved fald fra Roskilde-scene

Rapperen Del the Funky Homosapien er fortsat indlagt på sygehuset i Roskilde, fortæller Gorillaz-forsanger.

- Jeg tænkte først, han var okay. Men det var han virkelig ikke, fortæller Damon Albarn om Del the Funky Homosapiens fald fra Orange Scene på Roskilde. Her ses Gorillaz-forsangeren kigge efter ham efter det pludselige fald. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Jens nøRgaard Larsen)

Den amerikanske rapper Del the Funky Homosapien, der faldt ned fra scenen, da Gorillaz lørdag spillede på Roskilde Festival, fik brud på syv ribben, en punkteret lunge samt en ridse på den anden lunge.

Det fortæller forsanger Damon Albarn ifølge musikmediet Pitchfork til radiostationen Beats 1.

- Det var bare et fald fra en scene. Det har jeg prøvet masser af gange fra scener, der var meget højere. Jeg har været så heldig.

- Da han faldt ned, kiggede jeg på ham og tænkte: "Kom nu op, 80.000 mennesker kigger, og vi er nødt til at gøre koncerten færdig."

- Jeg tænkte først, at han var okay. Men det var han virkelig ikke, siger Damon Albarn til Beats 1.

Legendarisk koncert på trods af fald

Uheldet skete kort inde i koncertens sidste nummer under hittet "Clint Eastwood". Her faldt rapperen ud over scenekanten, og Gorillaz afbrød straks sin optræden.

På trods af den meget bratte afslutning høstede koncerten mange stjerner hos anmelderne.

Blandt andet gav Politiken Gorillaz fire ud af seks hjerter, ligesom Ekstra Bladets kvitterede med fire ud af seks stjerner.

Soundvenue kaldte koncerten for "legendarisk" og sendte seks stjerner afsted mod bandet.

/ritzau/

Facebook
Twitter