Britisk succes-band overrasker: Vi elsker at feste i København

Britiske Bastille gæstede torsdag Tinderbox Festival i Odense, men har også et særdeles godt øje til ét særligt sted i den danske hovedstad.

Britiske Bastille gæstede torsdag Tinderbox Festival på Fyn. Fra venstre ses Will Farquarson, Dan Smith, Kyle Simmons og Chris “Woody” Wood. (Foto: Allan Hansen © dr)

Siden gennembruddet i 2013 har de indtaget hitlisterne med sange som ’Pompeii’ og ’Laura Palmer’, og torsdag indtog det britiske popband Bastille så den fynske muld, da de gæstede Tinderbox Festival i Odense.

Lyt til 'Pompeii' her, mens du læser videre.

Torsdagens koncert var bandets første på Tinderbox, men gruppen har tidligere gæstet store danske festivaler som Smukfest, Roskilde og Northside ligesom bandet flere gange har spillet koncerter i København.

- Vi elsker at være i Danmark! Vi har det altid sjovt, når vi er her, fortæller en begejstret Kyle Simmons, der spiller keyboard i bandet, da da DR møder gruppen inden deres koncert.

- Vi bor tit i København, når vi er her. Så hænger vi meget ud og fester i det der slagteriområde… Kødbyen!

- Og så har I ret mange fede festivaler her. Det er altid et højdepunkt for os, når vi kommer til Danmark, siger forsanger Dan Smith, der under koncerten fyrede et par danske gloser af til stor jubel for publikum.

'Vi er en flok idioter'

Blandt publikum til Bastilles koncert i den fynske sol havde mange af de unge, som netop i disse dage bliver færdige med deres uddannelser, taget plads helt foran scenen. Og netop de nybagte studenter har gruppen et helt særligt råd til.

- Tag ikke tingene så tungt. Alle de beslutninger, du tager lige nu omkring din fremtid, føles kæmpestore og vigtige, men du kan altid ændre mening, siger Dan Smith og fortsætter;

- Du tror måske, du skal én ting med dit liv og efter nogle år indser du så måske, at det ikke var det rigtige alligevel – og det er helt okay. Det sker for rigtig mange.

Den tankegang er Kyle Simmons enig i.

- Find noget, som du nyder at lave, for du skal muligvis lave det resten af dit liv. Og hey, vi er en flok idioter, der er havnet i et band. Hvis vi kan klare os igennem, så kan alle, siger han med et grin.

Dan Smith fyrede den af på scenen sammen med resten af Bastille. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Nyt album med et pift af 90'er-magi

Bastille blev dannet tilbage i 2010 og brød for alvor igennem med kæmpehittet ’Pompeii’, der i 2013 gav dem instant stjernestatus - og i skrivende stund er blevet spillet næsten 3.000 gange på DRs radiokanaler.

Siden har gruppen udgivet to studiealbums og en række EP’er, og barsler lige med deres tredje plade.

Efter torsdagen koncert på Tinderbox flyver bandet faktisk hjem til England for at finpudse og færdiggøre det kommende album.

Særligt kæmpehittet 'Pomepeii' fik fynboerne - og forsanger, Dan Smith - til at kridte danseskoene. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Og skal man tro forsanger Dan Smith bliver den nye skive både en følsom og særdeles dansabel affære.

- Sangene på den nye plade er meget mere intime denne gang, men trækker også tråde til noget af 90’ernes rå dancemusik.

Det er en kombination der tidligere har vist sig at være særdeles succesfuld.

I 2013 hittede de stort med sangen ’Of The Night’ der faktisk var et mash-up af to af 90’ernes største popbaskere, nemlig nummeret ’The Rhythm Of The Night’ af gruppen Corona fra 1993 og ’Rhythm Is A Dancer’ fra 1992 af den tyske gruppe Snap!

Dyk dig ned i de glade halvfemsere med Bastilles 'Of The Night' her.

Bastille har endnu ikke løftet sløret for, hvornår den nye plade kommer på gaden.

Facebook
Twitter