Bruno Mars scorede publikum på Roskilde Festival: - Det var som perfekt sex!

Årets store popfest på Roskilde Festival blev leveret af Bruno Mars, og publikum var for en sommeraften sjaskforelskede i den hawaiianske sanger.

(Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Torsdag aften var Roskilde Festival et flammende hav af forelskelse.

Den 32-årige Hawaiianer Bruno Mars stod for at levere en festlig kærlighedsrus af en koncert. Bistået af tirader af fyrværkeri over Orange Scene fik det personer af både det ene, andet og tredje køn til at falde i svime.

Lyt til Bruno Mars, mens du læser.

0:00

Sangeren har leveret hitlistemusik siden sin debut i 2009, og det forblændede publikum foran Orange Scene var da heller ikke sene til at give stemmelæberne luft og skrålede lystigt med på sange som ’Grenade’, ’Locked Out of Heaven’ og ’Uptown Funk’.

Emil Moritzen Bak var en af dem, der oplevede magien inde midt i publikum. Og han var særligt betaget af den showman, Bruno Mars viste sig at være.

- Det var fuldstændig sindssygt. Det var et show af dimensioner, de kører. Han er sindssygt sejt. Han synger for sindssygt. Danser for sindssygt. Spiller sprødt guitar. Det er imponerende, hvor højt et energiniveau, de holder. Og folk danser bare med og hvirvler støvet op.

Emil Moritzen Bak er til daglig heteroseksuel, men kunne for en aften ikke få øjnene fra Bruno Mars. (Foto: © Kasper Månsson, dr)

Han så koncerten sammen med Helene Friis, der var af samme opfattelse. Hun var bare ikke stor fan af, at showet bar præg af at være omsat fra stadion-koncert til festival.

- Når det bliver for langt med klaversoloer og lignende, bliver det kedeligt. Det er for eksempel også lidt ligegyldigt, når der står 40-50.000 mennesker og fester, at vi lige skal have præsenteret bandet hen mod slutningen. Det egner sig måske bedre til en normal stadion-koncert, siger hun.

Helene Friis havde sunget så kraftigt med, at hendes stemme nærmest var ikke-eksisterende efter koncerten. (Foto: © Kasper Månsson, dr)

På trods af dette var de to alligevel enige om, at Bruno Mars var en forrygende danser med en velsmurt hofteskål.

- Jeg er forelsket i ham nu, lyder det fra Emil Moritzen Bak.

- Han gjorde mig liderlig, lyder det samstemmende fra Helene Friis.

'Det var som perfekt sex'

Der var ikke sparet på hverken fyrværkeri eller det farverige sceneshow, og krudtskyerne hang tungt i luften over dyrskuepladsen.

Men det var hverken kulørte lamper eller nytårskrudt, der rykkede i Nomi Forchhammer og Adam Madslund, der også stod langt inde i den store menneskemængde.

Nomi Forchhammer sammenligner koncerten med en noget nær dyrisk oplevelse.

- Det var som perfekt sex. Man starter ud med alle de moves, man godt kender. Man føler sig tryg og i godt selskab. Og derfra udvikler det sig. Man bliver overrasket og finder ud af, hvad man godt kan lide, og hvad man ikke kan lide. Og så kommer den store granat til sidst, siger hun.

- Det var bare helt perfekt!

Nomi Forchhammer havde sit livs aften med en koncert, hun sammenligner med perfekt sex. (Foto: © Kasper Månsson, dr)

Helt så forelsket var Adam Madslund, som også så koncerten dog ikke.

Men selv som ikke-fan måtte han alligevel overgive sig til den hawaiianske sangers charme og talent.

- Generelt har Bruno Mars altid irriteret mig. Men det var virkelig bare en kæmpestor popfest. Og man kan jo ikke løbe fra, at man kender alle hans sange. Energien var virkelig god, og bandet var også rigtig fedt, siger Adam Madslund, der dog også har en enkelt indvending:

- Han skal stoppe med at have en DJ til at varme op for sig. Det fungerer ikke så godt på en festival at have et opvarmnings-gig med, siger han.

Adam Madslund var umiddelbart ikke den store fan inden koncerten, men måtte snart se sig selv stå at synge med på alle Bruno Mars' hits. (Foto: © Kasper Månsson, dr)

Begejstrede anmeldere

Det er dog ikke kun publikum, der kaster om sig med kærlighed til Bruno Mars.

Blandt anmelderne var der også særdeles god stemning efter årets store popbrag på Roskilde Festival.

Således kvitterer B.T. med fem ud af seks stjerne og kalder koncerten ”ren ekstase foran scenen” og pladsen foran Orange Scene for ”landets vel nok største dansegulv.”

Ekstra Bladet og Jyllands-Posten kaster fire ud af seks stjerne efter sangeren og Thomas Treo fra Ekstra Bladet roser ham for at levere ”et show, der var velsmurt som en perfekt Nutella-mad.”

Gaffa døber Mars "den funky fyrværkerimester" og skyder fire ud af seks stjerner i popstjernens retning, mens Soundvenue med en topkarakter på seks stjerner kalder torsdagens koncert for "den mest overdådige popfest, Roskilde Festival længe har set".