De glemmer aldrig den koncert på Northside. Det øjeblik, hvor de fik fornemmelsen af at ramme bunden. Året var 2017, og Folkeklubben var på plakaten til Northside, som det år druknede i regn.

Stemningen var ellers på sit højeste før koncerten for de tre bandmedlemmer Kjartan Arngrim, Rasmus Dall og Rasmus Jusjong, der skulle åbne samme scene, som Frank Ocean havde spillet på dagen før.

De glædede sig helt vildt og havde kørt hinanden op over, hvor stor en koncert det ville blive. Men denne dag var pladsen så mudret af regn, at festivalen havde massive problemer med at lukke folk ind på pladsen, da den åbnede.

- Det pissede ned, der var ikke købt flis nok, og alt var galt. Og da vi trådte ud på scenen, var der nul mennesker. Vi var sådan 'hertil og ikke længere'. Der ramte vi lavpunktet, fortæller forsanger Kjartan Arngrim.

- Men så kom vi i tanke om, at vi i starten med Folkeklubben havde spillet så mange håbløse steder, at vi bare sagde 'fuck it' og spillede, som om pladsen var fuld, som han siger.

I løbet af de 70 minutter, koncerten varede, blev folk lukket ind og stimlede sammen foran scenen, og koncerten endte med at blive det brag, de havde håbet på.

- Det var faktisk sundt at blive slået tilbage. 'Så er det hjem, kammerat', som han siger.

- Det var ekstremt frifindende, lyder det fra trommeslager Rasmus Jusjong om den regnfulde dag.

Hilser nedturen velkommen

Oplevelsen fik dermed Folkeklubben til at reflektere og sætte oplevelserne i perspektiv.

Og det er netop det, titelsangen på deres nyeste album 'Sort Tulipan' handler om, forklarer forsanger Kjartan Arngrim. En frisættende erkendelse af, at livet ikke varer evigt.

Hør nummeret 'Sort Tulipan' her, mens du læser videre:

- For det øjeblik du erkender, du skal dø - at du erkender, at der ikke er nogen overordnet mening med Folkeklubben eller din egen lille eksistens, bliver du sat fuldstændig fri til at tømme livet for dens muligheder og leve fuldt og helt. Om der bliver udsolgt eller ikke udsolgt, er pludselig helt komisk, set i det perspektiv, siger forsangeren.

- Når nedturen kommer, bliver det mega spændende. De største kunstnere har haft nedture, og det er først der, man bliver helt vildt sej.

Skiftet musikstil

Der er sket meget, siden jeg første gang interviewede Folkeklubben på Smukfest for seks år siden.

De tre spillemænd havde da været i gang i to år og havde spillet 250 koncerter. Jeg mødte dem lige før deres koncert i Skanderborg, der var deres største til dato.

Nu møder jeg Folkeklubben igen på Wonderfestiwall på Bornholm, og meget er sket siden den augustdag i 2013. Drengene er blevet til voksne familiefædre på 39 år, som samlet set har fået fem børn. De har turneret Danmark tyndt med noget, der ligner 700 koncerter, udgivet fire albums og har planlagt deres største koncert i 2020, hvor de skal fylde hele K.B. Hallen.

Bandet har langsomt men sikkert skiftet stil fra folkmusik til rock. Det har deres seneste album 'Sort Tulipan' slået fast.

- Gradvist er pladerne blevet mere rockede. Det var som om, vi lige skulle finde vores stil undervejs. Heldigvis er 'Sort Tulipan' blevet taget så godt imod og blevet lidt et nyt gennembrud, som har gjort det nemmere at skifte stil. Det har naturligt gjort, at vi nu tager den vej, siger forsanger Kjartan Arngrim.

Folkeklubben har mange trofaste fans i alle aldersgrupper. De har heldigvis taget deres stilskifte mod det mere rockede over al forventning, fortæller trommeslager Rasmus Jusjong.

- 'Gud, I kan jo rent faktisk spille!' Det er sådan nogle reaktioner, vi har fået. Før har den måske kørt lidt på charmen, men nu lægger folk virkelig mærke til musikken og tager os seriøst, siger han.

Forsanger Kjartan Arngrim supplerer:

- Da vi gik sammen i Folkeklubben, var det måske lidt som om, vi tågede rundt i starten og havde hver vores udfordringer. Vi var alle blevet 30, og det var egentlig lidt for sent og måske i virkeligheden en dårlig ide. Men med årene er vi blevet en god idé.

En kvinde i mandeklubben

Det nye skifte har resulteret i en stor ændring i Folkeklubben, da der pludselig opstod et behov for en bassist i gruppen. Valget faldt på 32-årige Ida Duelund, der som noget nyt turnerer rundt med spillemændene i år. Aftalen kom i stand i januar, men faktisk havde Folkeklubben udset sig hende for flere år siden, da de så bassisten på scenen med Vinnie Who til en koncert i Oslo.

- Det var en vild energi, der udgik fra hende. Vi tænkte, at hvis vi nogensinde skulle have en bassist med, var det hende, husker Kjartan Arngrim.

Sidste år var Folkeklubben så i Haderslev og spille, og så stod hun på scenen igen med Soleima.

- Det var et tegn. Hun kendte os ikke, men vi holdt et møde med hende, og hun ville gerne med os på turné. Ida har muliggjort vores transformation fra folk til rockorkester med trommer, bas, guitar og sang, siger Kjartan.

Ida Duelund havde aldrig selv sat bandets plade på, men hun var nysgerrig efter, "hvad fanden det var for en snegl."

- Så jeg sagde ja, forklarer Ida Duelund, som straks gik igang med at spille bas, som hun syntes, det lød fedest, over deres gamle sange.

Og det blev taget godt imod.

- Det er fedt, at der er bevægelse i de gamle sange, så man ikke bliver sådan et museum, der rejser rundt, siger Rasmus Dall.

- Det var som at få frisk vand ind i et akvarie. Der er ikke noget fællesskab, som ikke har brug for luft og inspiration udefra, ellers udpiner man jo jorden. Vi var klar over, at det ville være en fed ting at bringe et nyt menneske i spil i gruppen, der spiller improjazz og kommer fra et helt andet miljø, siger Kjartan Arngrim.

Det friske pust udefra har være tiltrængt for Folkeklubben, som især efter deres andet og tredje album var pressede.

- Vi spillede sindssygt meget det år. Vi havde små børn, der engang imellem var syge med indlæggelser og pis og papir. Når man ser billeder af os fra dengang, ligner vi simpelthen hængte katte. Det er skægt at være spillemænd, men der er en pris for den livsstil, som gør, at vi til tider har været nede at ligge og var helt udpinte, husker Rasmus Dall. Han tilføjer:

- Men det er det hele værd. For vi lever drømmen.