Danmarks største festivaler går sammen om stor koncertdag: 'To år uden festivaler har været en hård omgang'

Koncerten 'Tilbage til live' har foreløbig Tessa, D-A-D, Suspekt og Dizzy Mizz Lizzy på plakaten.

Publikum til Roskilde Festivals Summer Days i weekenden. Snart bliver der endnu mere livemusik, når landets største festivaler til september går sammen om at afholde Tilbage til live. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)

To somre i træk har vi måttet undvære festivaler og alt, hvad de indebærer af lunkne fadøl, urinstøv og kæmpestore folkemængder.

Heldigvis er der ikke længe til, at coronarestriktionerne bliver ophævet, og det skal fejres.

Det mener i hvert fald landets største festivaler og koncertarrangørerne Live Nation, der har slået sig sammen om koncertdagen 'Tilbage til live', som bliver afholdt den 4. september 2021 på Refshaleøen i København.

På plakaten finder man indtil videre D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Suspekt og Tessa, men flere navne kommer til senere.

- To år uden festivaler har været en hård omgang for hele musikbranchen. Ikke kun for os arrangører, men også kunstnere, publikum, frivillige og leverandører, der bidrager til festivaloplevelserne. Tilbage til live er en måde for os arrangører at blive ved med at stå sammen for at komme gennem coronakrisen, lyder det fra Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør, i en skriftlig kommentar til dr.dk.

  • Rapkometen Tessa er blandt de kunstnere, der indtil videre er annonceret til Tilbage til live. Her ses hun til Roskilde Festivals Summer Days i lørdags. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • Også D-A-D melder sig klar til koncerten på Refshaleøen. (Foto: THOMAS RUNGSTRØM)
  • Tilbage til live finder sted 4. september, hvor Suspekt også er på plakaten. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen i front skruer op for 90'er-nostalgien, når de gæster koncertdagen til september. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)
1 / 4

Tilbage til live er arrangeret af Roskilde Festival, Northside, Heartland, Copenhell, Smukfest, Tinderbox, Jelling Musikfestival, Nibe Festival og Grøn. Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

Afholdes efter ophævelse af restriktioner

Tilbage til live finder sted få dage efter, at nogle af de sidste coronarestriktioner står til at blive ophævet den 1. september.

Det drejer sig blandt andet om forsamlingsforbuddet for indendørs arrangementer samt restriktioner omkring stående arrangementer. Disse restriktioner bliver nemlig fjernet denne dag, mens det efter planen er helt slut med coronapas per den 1. oktober.

Derfor er Tilbage til live også et vigtigt arrangement i forhold til at blive klogere på, hvad der sker med den eventuelle smitte, når restriktionerne ophæves, mener arrangørerne.

- Vi har behov for at indsamle viden om sundhed og tryghed, når de nuværende coronarestriktioner bliver ophævet til september. Det er uundværlig viden om covid-19-tiltag på store livearrangementer, som vi får brug for, når vores festivaler vender tilbage næste år, lyder det fra Signe Lopdrup fra Roskilde Festival.

Festivaler har skaleret ned

Flere af landets største festivaler har denne sommer præsenteret alternative arrangementer. Roskilde Festival har i de to foregående weekender afholdt koncertrækken Summer Days, mens Nibe Festival i den netop overståede weekend har afholdt Lyden af Nibe.

Til Summer Days har publikum været inddelt i sektioner af 200 og 500 i henholdsvis juni og juli, og både koncerter og talks foregik foran et stående publikum.

Fra den 30. juli til den 7. august afholder Smukfest det ligeledes det mindre, corona-tilpassede arrangement Småfest.

De alternative festivalarrangementer er opstået som reaktion på den genåbningsaftale, der i begyndelsen af maj de facto gav dødsstødet til årets festivaler. I hvert fald som vi traditionelt kender dem.

Både på Summer Days og til Lyden af Nibe har blandt andet Tessa og Suspekt været på plakaten, mens alle fire Tilbage til live-navne - D-A-D, Suspekt, Dizzy Mizz Lizzy og Tessa - kan opleves til Småfest senere på sommeren.

Billetterne til Tilbage til live bliver sat til salg onsdag den 7. juli klokken 10 og koster 500 kroner plus gebyr. Det er endnu ikke offentliggjort, hvor mange billetter der sættes til salg.

Facebook
Twitter