Festival

Dansk band tæt på at misse deres egen koncert - og så røg strømmen

Trioen Off Bloom måtte stoppe for en stund, da et strømkabel pludselig satte ud under deres koncert i P3 Teltet på Smukfest.

Der skal mere end en strømforbrydelse til at tage pusten fra Off Bloom. Det beviste de, da de lørdag spillede på Smukfest 2018. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Selvom lørdagens koncert på Smukfest var én, de havde set frem til med spænding, begyndte dagen ikke helt efter planen:

- Der var et fly, der var forsinket, en biludlejer, der var lidt langsom, og så ramte vi en masse trafik, fortæller Alexander Flockhart fra Off Bloom efter koncerten.

- Og da vi så endelig kom ind på festivalen, fik vi at vide, at vi skulle ind ad indgang E. Den eksisterer så åbenbart ikke, men den kørte vi i lang tid rundt for finde. Det endte med at være riiimelig close på det tidspunkt, vi skulle stå på scenen, supplerer Mette Mortensen grinende.

  • Med en intens tilstedeværelse sørgede forsanger Mette Mortensen for, at ingen i publikum følte sig overset. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Himlen åbnede sig midt under koncerten, hvilket fik P3 Teltets publikummer til at rykke lidt tættere på scenen for at undgå den fossende regn. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Selvom Off Bloom er en elektronisk popgruppe, kom der også instrumental forstærkning undervejs i koncerten i form af tidligere bandmedlemmer. Det var en hyldest af 10 års jubilæet for Mads Christensen og Alexander Flockharts debut på selv samme scene. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Mads Christensen (tv), Mette Mortensen og Alexander Flockhart på scenen i P3-teltet. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
1 / 5

De stressende omstændigheder op til koncerten, afløses desværre af tekniske udfordringer, da de tre venner er næsten halvvejs igennem deres optræden.

Et strømkabel på scenen afbryder koncerten midt i hittet 'Falcon Eye'. Et nummer som ellers lige har fået det lidt eftermiddagssløve publikum i dansehumør:

- Technical issues, griner Mettte Mortensen til publikum fra scenen, mens bandmedlemmerne Mads Christensen og Alexander Flockhart kigger rådvildt på skiftevis hinanden og deres udstyr.

Strømmen kommer tilbage.

- Er I klar på at starte forfra, spørger Mette Mortensen fra scenen.

- Fuck it, nu fester vi, konkluderer hun mens 'Falcon Eye' for anden gang strømmer ud af højtalerne. Denne gang uden problemer.

- Det har været sygt stresset, opsummerer Mads Christensen dagen, da dr.dk møder bandet kort efter deres koncert.

Fra P3 Guld til Fifa 18

Off Bloom var det store overraskelsesmoment til P3 Guld i 2016.

I 2017 vandt de den prestigefyldte European Border Breakers Award, som blandt andre Mø, Adele og Lukas Graham gjorde det før dem.

Og så har de spillet på festivaler i både ud- og indland, har en single, ’Falcon Eye’, på soundtracket til spillet Fifa ’18 og barsler i øjeblikket med en masse ny musik.

Så Mette Mortensen, Mads Christensen og Alexander Flockhart har nok at se til.

Alexander Flockhart (tv), Mette Mortensen (mf) og Mads Christensen (th) udgør gruppen 'Off Bloom'. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Ude godt - hjemme skide sjovt

Midt i et intenst regnskyl på årets Smukfest, og tekniske udfordringer til trods, spiller de deres første koncert i bøgeskoven.

Det passer faktisk ikke helt, viser det sig.

- I år er det ti år siden, vi spillede på Skanderborg for første gang. I et andet band, altså, forklarer Mads Christensen.

For ti år siden stod Mads Christensen og Alexander Flockhart nemlig på scenen i musikkonkurrencen 'Starfighter', som dengang var en del af opvarmningen på Smukfest.

Det blev markeret ved at invitere nogle af bandvennerne fra dengang med på scenen i dag.

- Men den primære grund til, at vi var spændte på at spille i dag, var, at det er skide sjovt at spille en stor festival i Danmark, siger Mads Christensen.

Alexander Flockhart havde dette budskab flagrende bag på jakken under koncerten. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

For at spille på dansk grund er ikke nogen selvfølge for bandet.

- Vi har ikke spillet så meget i Danmark. Og derfor er i dag bare helt vildt speciel og nervepirrende, for det betyder helt vildt meget for os at få lov til at spille i Danmark. Så derfor bliver det også lidt mere spændende, end det normalt gør, siger Mette Mortensen.

Den måske bedste sang i 2018

I juni udgav gruppen deres seneste single, 'Not Sorry'. En sang som Mette Mortensen på scenen fortæller står deres hjerte meget nær.

Hvorfor?

- Fordi det er måske én af de bedste sange, der udgivet i 2018, konstaterer Mads Christensen hurtigt.

Med et grin bløder Alexander Flockhart konstateringen lidt op ved at uddybe:

- Den er ægte. Den kommer fra en følelse, som var meget oprigtig, da vi skrev den.

- Sangen handler i virkeligheden om, hvad vi som band handler om. At man bare skal være sig selv og have det godt med det. Og så prøve at lade være med at være så bange hele tiden. Det er især vigtigt i denne her branche, hvor alle er bange. Det er vi også selv hele tiden, så det er ligeså meget en reminder til os selv, siger Mads Christensen.

Da bandet for fire år siden gerne ville have branchens opmærksomhed, opfandt de deres egen fiktive manager, Summer Anderson. Et træk der var en spontant idé fra Mads Christensen og Alexander Flockharts side, men som banede vejen for den succes bandet oplever i særligt udlandet i dag. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Det er faktisk en meget ligefrem oversættelse af, hvordan vi havde det, da vi skrev den, fortæller Mette Mortensen.

- Vi var i Los Angeles og havde det stramt over at skulle lade som om, at vi syntes alle mulige ting og at have det på en bestemt måde.

- Den har ramt en følelse meget bedre end nogle af vores andre sange har, afslutter Alexander.

Se desuden Off Bloom optræde med nummeret 'Love Actually' til deres koncert ved Smukfest 2018 sammen med venner:

Facebook
Twitter