Dansk gadefestival scorer kæmpenavne: 'Vi har aldrig haft så stærkt et lineup'

Dj's fra allerøverste hylde lægger til sommer vejen forbi Distortion i København.

To af de største kvindelige dj's lige nu, sydkoreanske Peggy Gou og belgiske Charlotte de Witte, skal sørge for nattefesten på dette års Distortion Ø. (Foto: Gabriel Miranda © Distortion)

Er du fan af elektronisk musik, kan du godt begynde at glæde dig over det foreløbige program til denne sommers Distortion.

Den københavnske festival har netop offentliggjort de første 16 navne til plakaten for Distortion Ø, og man har kapret en perlerække af de allerstørste internationale dj's og urban-kunstnere.

Den tyske mastodont Solumon, spanske John Talabot og danske Kölsch er blandt de store trækplastre, der skal sørge for nattefesten på Refshaleøen i København, når kalenderen rammer juni.

Men det er også iøjnefaldende, at det er lykkedes at kapre to af de hotteste kvindelige dj's netop nu - sydkoreanske Peggy Gou og den belgiske technostjerne Charlotte de Witte.

Lyt til Peggy Gous største hit 'Starry Night', mens du læser videre.

0:00

- Peggy Gou og Solomun er nogle af verdens mest eftertragtede dj's. Vi fatter stadig ikke, at de har takket ja til at spille i den lille skov på Refshaleøen. Og så er Charlotte de Witte verdens største technonavn - som jeg glæder mig allermest til. Vi har aldrig haft så stærkt et lineup, udtaler Distortions direktør, Thomas Fleurquin, i en pressemeddelelse.

Den sydkoreanske stjerne-dj Peggy Gou er en af verdens mest efterspurgte dj's. Til sommer gæster hun for første gang Danmark, når hun spiller på Distortion Ø. (Foto: David Wolff - Patrick © Getty Images)

Vinder af technoens svar på Oscar

Navne som Peggy Gou og Charlotte de Witte er måske ikke nogle, som har den største og bredeste appel i Danmark, men i udlandet er de blandt hovednavnene på de største elektroniske festivaler i Europa og Nord- og Sydamerika.

Festivaler, som tiltrækker lige så mange mennesker som Smukfest og Roskilde Festival.

- Peggy Gou har en meget legesyg og tropisk stil henad disco- og housegenren, mens Charlotte De Witte spiller benhård techno, fortæller Mikkel Skov, der er en af Distortions bookere.

- Sidste år vandt Charlotte de Witte prisen som årets bedste technonavn til DJ Awards på Ibiza, hvilket er dj-industriens svar på Oscar-uddelingen. Hun er simpelthen en af de allerstørste technonavne, der findes lige nu, så det gør os rigtig stolte, at hun finder vej til vores lille skov på Refshaleøen.

Er der også en signalværdi i det for jer at booke de største kvindelige dj's, eller har I booket dem, fordi de er blandt de bedste?

- Først og fremmest er de booket, fordi de er sindssygt dygtige dj's og elektroniske kunstnere. Dernæst er vi selvfølgelig rigtig glade for, at syv ud af de 16 navne, vi præsenterer i dag, er kvindelige kunstnere. Det er noget, der kommer mere og mere fokus på i branchen, og det er også noget, vi arbejder på, lyder det fra Mikkel Skov.

Folk stimler sammen og fester til langt ud på natten foran Rave-scenen på Distortion Ø i 2018. (Foto: Ekvidi Jason Kruger © Distortion)

Britiske raptalenter på plakaten

Det er ikke kun etablerede house- og technokunstnere, der i dag er blevet meldt ud fra Distortions side.

Den britiske rapstjerne Octavian har også meldt sin ankomst med sin blanding af grime, rap og house.

Det samme har hans landsmand Bakar, der kommer til at debutere i Danmark med sin blanding af indie, rock og rap.

Distortion afholdes i år fra 3.-7. juni. Du kan læse mere om alle kunstnerne på Distortions hjemmeside.

Herunder kan du se et kort over Distortion Ø samt alle de 16 offentliggjorte kunstnere.

(© Distortion)
Facebook
Twitter