'Et absurd scenarie': Nøgen gæst smadrer stort kunstværk på festival

Kunstværket 'Stjernen' blev fredag ødelagt på Heartland Festival.

Her ses 'Stjernen', da den var opstillet på Skovsøen i Odense i 2018. (Foto: Magnus Fuhr © Chaos Engine)

Midt ude i en sø på Heartland Festival ved Egeskov Slot var en stor, lysende stjerneinstallation placeret.

Den var nemlig én blandt festivalens kunstinstallationer.

Men kunstværket, der ganske enkelt hedder 'Stjernen', fik fredag uventet besøg af en nøgen festivalgæst, der var hoppet i søen og svømmet ud til kunstværket.

Om formålet med besøget var hærværk, vides ikke, men det var ikke desto mindre det, der var resultatet.

For da gæsten tog fat i stjernen, brækkede kunstværket nemlig og faldt sammen.

Herunder kan du se, hvordan 'Stjernen' så ud i mørke – før den blev ødelagt.

Magnus Fuhr, der er del af kunstgruppen Chaos Engine, der står bag 'Stjernen', havde endnu ikke selv besigtiget skaderne, da P4 Fyn fik fat i ham lørdag, men han havde haft en kollega til at vurdere skaderne. Og der er umiddelbart grund til optimisme.

- Umiddelbart ser det ud til, at vi godt kan få det fikset igen og få den til at lyse i aften, fortæller Magnus Fuhr, mens hans partner fra kunstgruppen, Jesper Bogaard, lige nu er ved at reparere på kunstværket.

Og selvom det er ærgerligt, at kunstværket er blevet beskadiget, så er Magnus Fuhr ikke helt slået ud. Han er i stedet lidt træt af, at han ikke selv overværede det.

- Jeg ville jo egentlig gerne selv have set det. Jeg tror, det har været et pænt absurd scenarie: En nøgen mand, der havarerer en lysende stjerne, griner han.

- Men udover det, så har det jo været lidt trist. Vi har brugt rigtig mange timer på kunstværket, fortæller han om værket, der tidligere har været opstillet i Odense.

Ingen erstatningskrav, men...

Selvom Magnus Fuhr ikke forventer, at sagen vil ende med et erstatningskrav til den nøgne mand, så kommer han dog med en klar opfordring:

- Han kan jo komme ned på værkstedet og sætte glasmosaikker på et af vores kommende kunstværker for at gøre lidt bod på det.

Her ses søen lørdag formiddag, efter den ødelagte stjerne er blevet fjernet. (Foto: Betina Garcia © dr)

Og så tilføjer han i øvrigt et generelt tip, man kan tage med sig ud i festivalsommeren:

- Hvis man har tendenser til at lave sådan nogle vilde stunts, så skal man måske slappe af med at drikke så meget.

Magnus Fuhr lader altså til at være mere ærgerlig end vred over mandens ødelæggelse.

Han formår endda at komme et kunstnerisk perspektiv på hele situationen.

- På en eller anden måde kan man jo godt sige, at den nøgne mand bygger videre på vores kunstværk, siger han.

Efter Magnus Fuhrs interview i P4 Fyn lørdag, gik der ikke længe, før en brødebetynget festivalgæst kontaktede ham.

- Han har ringet til mig og undskyldt mange gange i dag. Han var virkelig ked af det, siger Magnus Fuhr til dr.dk.

Så måske ender det altså med, at Magnus Fuhr og hans kunstværksted får en ekstra hjælpende hånd i nær fremtid.

- Ja, det kan sagtens være, griner Magnus Fuhr.

Ingen sikkerhedsændringer på vej

Heartland Festival er selv ærgerlig over episoden.

- Vi er meget ærgerlige og kede af, at 'Stjernen' er gået i stykker. Den er meget porøs, og jeg tvivler på, at ham, der svømmende ud til den, var klar over, hvor følsom en konstruktion stjernen er, fortæller Janne Villadsen, der er talskvinde for Heartland.

Manden, der, ifølge Janne Villadsen, var meget ked af den skade, han havde forvoldt, blev dog anmeldt til politiet og fik klippet sit armbånd fredag.

Oplevelsen får dog ikke festivalen til at ændre på deres sikkerhedsforanstaltninger fremover.

- Vi har ikke nogle planer om at sætte hegn op omkring søen, som i øvrigt kun er omkring 1,5 meter dyb. Både fordi vi ikke er forpligtet til det, og fordi Beredskabsstyrelsen, der gennemgik festivalpladsen i onsdags, godkendte hele pladsen til topkarakter.

Facebook
Twitter