Festival-veteran udpeger: 5 fede Roskilde-navne du måske burde lytte mere til

Hundredvis af nye, danske kunstnere optræder i disse dage på Roskilde Festivals scener. Vi guider dig til fem af de mest interessante.

Iris Gold og Heilung er blandt de nyere navne på årets Roskilde-program, du bør give et lyt, mener Carsten Holm. (Foto: Thomas Rasmussen/Søren Christian Bech © Ritzau Scanpix)

Det er som bekendt ikke størrelsen, der er afgørende - heller ikke, når det kommer til kvalitetsmusik.

For selvom store navne som Eminem, Nick Cave og Bruno Mars står øverst på årets Roskilde-plakat, så gemmer der sig en hel skov af yngre, nyere talenter længere nede, som absolut er værd at stifte bekendtskab med - uanset om du er på Roskilde eller ej.

P6 Beat-vært og Roskilde-veteran Carsten Holm er dykket ned i navnene med små bogstaver og har fundet fem af de fedeste, som du straks skal tjekke ud på din foretrukne streamingtjeneste.

Og lad os bare sige, at der vist er noget for enhver smag.

(Foto: Peter Troest © Ritzau Scanpix)

Holm

- Svimlende og skæve melodiøse guldkorn, der ligger på en hårfin grænse mellem forfinet sangskrivning og galskab. Den unge Mikkel Holm Silkjær er en musikalsk entreprenør, der under overskriften Holm bliver eksponeret for et større publikum under Roskilde Festival.

- Han er dog langt fra ukendt med et større publikum – for ved siden af Holm er han frontmand i det punkede Yung, der også tidligere har spillet på Roskilde.

- Holm sætter fokus på melodiøse passager i en stærk varieret musikalsk verden, og Mikkel formår at stå frem som en håndværksmester, der er sjældent set på den danske scene.

(Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

Lydmor

- Bag navnet Lydmor finder vi Jenny Rosander. En kvinde, der igennem flere år har nørklet med produktioner på sin computer i jagten på sin unikke lyd.

- Samtidig har hun forfinet sine kreative gener, så hendes koncerter nu står klart med farverige popsange, der trækker spor fra det liv, hun lever.

- At halvdelen af hendes tid ofte bliver brugt i Shanghai skinner igennem – både i teksterne og den lyd, hun sætter til sine popnumre, og som publikum forlader man hendes koncerter med indtrykket af, at man har fået en ny bedste ven.

(Foto: Per Lang © Ritzau Scanpix)

Yangze

- Elektronisk ekvilibrisme, der udfordrer konventionerne om, hvordan man strikker et fedt poptrack sammen.

- Bag nævnet Yangze gemmer sig den 23-årige musiker Jakob Littauer, som ikke er bleg for at blande en smørblød elektronisk Sade-guitarfigur ind i en hvirvlende synth-flade eller et tungt hiphop-beat.

- Musikken kan være abrupt eller flyde som vandet i en stille å – akkompagneret af Jakob Littauers lyse og højtpitchede vokal. Alt er effekter – alt cirkulerende om flotte temaer og smukke vokallinjer.

- Jakob Littauer er selv wingmand på andre, nyere danske popartister som Soleima, Liss og Goss og har i sine spæde teenageår været en del af den elektroniske duo Elektrojuice.

(Foto: Søren Christian Bech © Ritzau Scanpix)

Heilung

- Dette er et fænomen, som har sit udspring i Danmark – men som Danmark aldrig har lagt muld til tidligere.

- Både musikalsk og visuelt er Heilung et godt stykke over det, vi vil kalde for normen. Lyd og sceneshow er bygget op omkring et hedensk vikingeunivers, hvor bandets medlemmer både er musikere og statister i et spektakulært og eventyrligt skuespil.

- Med to album bag sig begav Heilung sig ud på deres første koncerter nogensinde for under et år siden - koncerter, der siden er blevet delt og set over fem millioner gange på diverse streamingtjenester.

(Foto: Thomas Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Iris Gold

- Frisind pakket ind i sjælefuld hiphop.

- Iris Gold er vokset op på Christiania, og man fornemmer straks et lille hvæs af flower power-følelsen i hendes farverige optræden.

- Med sig på scenen har hun et solidt band, der kender deres soul, funk og hiphop, og som er en solid rygrad for Iris Gold, så hun kan slå sig løs med sin store stemme og sit nærværende blik for og mod publikum.

- Hun har allerede delt scene med Taylor Swift, Miguel og Robbie Williams og rejst rundt med sin musik i flere afkroge af verden. En sikker og klar fest.

Facebook
Twitter