Festivaler aflyser på stribe: 'Det er en trist dag'

Genåbningsplanen for sommerens kulturliv får mange danske festivaler til at aflyse.

Genåbningsaftalen betyder maksimalt 2.000 deltagere ved festivaler mellem 21. maj og 1. august. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

I nat kom den.

Genåbningsaftalen, der giver det endelige svar på, om du kan tilbringe din sommer foran festivalscenen sammen med dine venner, og om du igen kan bevæge dig frit til koncerter på de danske spillesteder.

Svaret er et klart "nej".

Og det har allerede fået flere store festivaler til at aflyse.

Hos Dansk Live, der er en interesseorganisation for danske spillesteder og festivaler, er der heller ikke meget håb at spore:

- Det er en trist dag i dag, udtaler sekretariatschef Ebsen Marcher.

Stemningen hos medlemmerne i Dansk Live er, som de mange festivalaflysninger også viser, "nedtrykt":

- Man vidste godt, at man ikke ville kunne gennemføre store ting, som man plejer. Men man havde så håbet på, at der ville blive mulighed for at lave noget alternativt. Nu står man tilbage med meget, meget få muligheder, hvilket er super ærgerligt og meget demotiverende.

Ligesom det er tilfældet i dag, kræver din deltagelse i koncerter, festivaler og teatre desuden stadig et coronapas, hvor du skal kunne fremvise en negativ pcr-test eller lyntest, der maksimalt er 72 timer gammel.

Her er listen over de aflyste festivaler. Overblikket opdateres løbende.

1

Roskilde Festival

Det bliver heller ikke denne sommer, at du kan stå skulder ved skulder med dine venner foran Roskilde Festivals Orange Scene. (© Roskilde Festival)

Den orange musikfest, der for mange har været en gulerod gennem mere end et år i pandemiens tegn, har været nødsaget til at aflyse for andet år i streg:

- (...) det er meget ulykkeligt, og vi er knuste over, at vi ikke får mulighed for at samles igen på vores festival og bidrage til at genskabe de fællesskaber, som coronakrisen har ødelagt for landets unge. Det er der brug for nu, skriver Signe Lopdrup, der er administrerende direktør for Roskilde Festival-gruppen, blandt andet i pressemeddelelsen, der aflyser årets orange musikfest.

- Aflysningen er meget alvorlig for vores forening og et hårdt stød for kulturens vækstlag og den værdikæde, der er med til at skabe festivalen, tilføjer hun.

Festivalen skulle have fundet sted 26. juni til 3. juli.

2

Northside + Tinderbox

Det har lange udsigter at sidde på det solsvedne græs og nyde en kold øl med vennerne til tonerne af livekoncerter på Northside. Det er konklusionen efter nattens genåbningsaftale, der nu har fået den aarhusianske festival til at aflyse. Billedet er fra 2017. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Det er en sorgens dag, for at være helt ærlig. I det mindste kom der en melding. Det var så sandelig også på tide.

Sådan siger Brian Nielsen, der er festivalleder for Northside og Tinderbox.

Festivallederen for de to store musikfestivaler i henholdsvis Aarhus og Odense er mest af alt ærgerlig over den langstrakte proces.

Han mener, at politikerne har gjort det unødigt besværligt for de danske festivaler.

- På alle måder har politikerne været for sent ude. De nedsatte den hurtigtarbejdende ekspertgruppe alt for sent. Derefter kom ekspertgruppen med sin rapport en uge for sent den 23. april, og nu skriver vi den 4. maj, hvor vi endegyldigt må aflyse. Det er virkelig et utilfredsstillende forløb, som jeg ikke forstår.

- Og det sker samme dag, som politikerne melder ud, at der kan være 16.000 tilskuere til EM-fodboldkampe. Jeg synes, det er en klar nedprioritering af kulturen i forhold til sporten. Andet kan det ikke være, siger Brian Nielsen til dr.dk.

Northside skulle have fundet sted 3. til 5. juni og Tinderbox 24. til 26. juni.

3

Smukfest

Bøgescenerne kommer med stor sandsynlighed til at stå tomme denne sommer, når Smukfest "som vi kender det" er aflyst, som festivalens talsmand, Søren Eskildsen, formulerer det.

Festivalen i Skanderborgs bøgeskov meddeler også, at der i hvert fald ikke bliver en Smukfest, som man kender den, denne sommer:

- Med de restriktioner, der er meldt ud her, så må vi sige, at Smukfest anden weekend i august ikke er muligt. Vi er vildt ærgerlige og vildt skuffede. Det er en aflysning af Smukfest, som vi kender den, siger Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest.

- Vi forstår selvfølgelig, at festivaler aldrig skal gå på kompromis med folkesundheden, men vi forstår simpelthen ikke, hvornår det er planen, at vi skal vende tilbage til et normalt samfund. Alle restriktioner var sat til at bortfalde 1. august, og det er helt uforståeligt, at den politiske udmelding her er mere restriktiv end ekspertgruppens anbefalinger, siger Søren Eskildsen til DR.

Festivalen skulle have fundet sted 4. til 8. august.

4

Jelling Festival

I 2018 så det sådan ud, da 90'er bandet Aqua startede deres tourné på Jelling Festival. (Foto: Martin FäŠlt © DR)

Blandt festivalsæsonens første festivaler er Jelling Festival, hvor restriktionerne gør det umuligt at lave et alternativ til festivalgæsterne:

- Vi må nok officielt erkende, at der ikke bliver nogen Jelling Festival denne sommer. Og de andre planer, vi havde denne sommer, ser også svære ud med de restriktioner, som vil være der på daværende tidspunkt. Vi skal for eksempel lave en sundhedsplan, og det kan vi simpelthen ikke nå at få lavet og godkendt, udtaler festivalleder Lars Charlie Mortensen fra Jelling Festival til DR.

- Det er vigtigt for mig at sige, at vi selvfølgelig ærgrer os i festivalledelsen, men det er værre endnu for alle de 5.000 frivillige. Og det er en lang fødekæde, som aflysningen går ud over, fordi de igen går en sommer uden indtjening i møde.

Festivalen skulle have fundet sted 20. til 23. maj.

5

Copenhell

Metalhoveder til Copenhell da festivalen sidst kunne invitere til metalfest i København. Nu beder festivalen sine gæster om at sætte et "sort" kryds i kalenderen til næste år i stedet. (Foto: PYMCA © Gonzales Photo/Christian Hjorth)

Det er også en sort dag for den københavnske metalfestival, der aflyser:

- Vi er i dag nødt til at bringe den kedelige meddelelse: Copenhell 2021 er aflyst. Sikkerhed og tryghed for vores publkium, festivalansatte og bands har vores højeste prioritet, og vi følger til enhver tid myndighedernes retninglinjer, skriver metalfestivalen.

Festivalen skulle have fundet sted 16. til 19. juni.

6

Heartland

Der bliver heller ikke, som her på billedet fra 2019, fællesyoga på Heartland Festival i år. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

På plænerne omkring Egeskov Slot vil det for andet år i streg heller ikke være muligt at deltage i koncerter og talks, meddeler Heartland på Facebook:

- Vi er meget kede af at meddele, at Heartland desværre ikke finder sted i år.

- Vi havde virkelig glædet os til tre magiske dage på Egeskov, men grundet regeringens forlængelse af forsamlingsforbuddet, står det klart, at det ikke er muligt at samles på Fyn til maj.

Festivalen skulle have fundet sted 27. til 29. maj.

7

Grøn

Her spiller Dizzy Miss Lizzy på Grøn på Tiøren i København tilbage i 2019. Om der bliver mulighed for at feste på Grøn manér overvejer folkene bag i øjeblikket. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Koncertkaravanen Grøn, som Tuborg og Muskelsvindfonden står bag, kom for nogle uger siden med en plan, som indebar 10.000 gæster inddelt i ti sektioner af hver 1.000.

Men den plan var for offensiv i forhold til det, der senere blev aftalt om den yderligere genåbning af Danmark.

Her er deltagerloftet til at starte med 2.000 deltagere, og det kan senere hæves til 5.000 deltagere 1. august. Og det har fået Grøn til at aflyse årets koncerter.

- Det er enormt ærgerligt at trække stikket på en helt utroligt gennemarbejdet idé og model, som jeg til enhver tid vil stå på mål for. Vi er meget stolte af det arbejde, vi har lavet helt frem til det sidste sandkorn i timeglasset, og med så stor og positiv feedback fra så mange sider burde vores afviklingsmodel have fået chance, udtaler Theis Petersen, som er indsamlingschef i Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.

- At Folketinget vælger at afvige i så væsentlig grad fra ekspertpanelets anbefalinger er dybt skuffende - særligt taget i betragtning af, at man har valgt at sige god for at gennemføre andre arrangementer med større publikum i samme periode.

Grøn var planlagt til at ramme otte danske byer fordelt på 16 dage mellem 8. juli og 1. august.

8

Musik i Lejet

Der bliver ikke sand under fødderne, rosé i glasset og lyden af livemusik i Tisvildeleje denne sommer. I hvert fald ikke i form af festivalen Musik i Lejet, meddeler festivalen:

- Vi er utrolig kede af igen at skulle aflyse årets festival, og vi havde håbet indtil det sidste, at en udrullet vaccineplan og retningslinier for større events ville være lempet i en grad, der gjorde det muligt at forsamles til Musik i Lejet, skriver formand for Musik i Lejet, Peter Maarbjerg, på festivalens hjemmeside.

- Men set i lyset af situationen med Covid-19 og de retningslinier, der stadig gælder for større forsamlinger, så er en aflysning desværre den eneste løsning. Nu er vores fokus rettet mod at få samlet skårene sammen med alle de skuffede deltagere, frivillige og leverandører, skriver Maarbjerg.

Festivalen skulle have fundet sted 22. til 24. juli.

9

Vig Festival

Nordvestsjællandske Vig Festival melder også aflyst:

- Det er med stor ærgrelse, at vores grønne hjerte endnu engang springer et slag over i 2021. Efter regeringens udmelding er vi blevet nødt til at rykke jubilæumsfestivalen fra 2020 til 2021 og nu igen til 2022, skriver festivalen, der i 2020 kunne have fejret 25-årsjubilæum.

Festivalen skulle have fundet sted 8. til 10. juli.

10

Thy Rock

Der rockes desværre heller ikke i nordjyske Thisted til sommer, hvor Thy Rock har aflyst:

- Ingen kan styre en pandemi, og selvom vi er ærgerlige over at måtte flytte, ser vi til gengæld frem til at afvikle et brag af en fest i 2022, når vi vender tilbage for fuld skrue, skriver festivalens formand, Hans Peter Jarl Madsen, på Facebook.

Festivalen skulle have fundet sted 25. til 26. juni.

11

Nibe Festival

Der bliver heller ikke mulighed for synge med foran scenen på Nibe Festival i år:

- Vi har kæmpet for det, og troet på det, og de seneste uger mest af alt håbet på det. Det håb blev mindre, da ekspertgruppen for få dage siden meldte deres anbefalinger ud. Nu er det så en realitet, at vi ikke kan afholde vores elskede festival til sommer. Nibe Festival 2021 er aflyst, udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival på festivalens hjemmeside.

- Det er selvfølgelig voldsomt trist og frustrerende, at vi er så tæt på forløsningen, men alligevel har tabt kapløbet med tiden. Ligeledes, at genåbningsplanen udfordrer os udendørsarrangører hele sommeren – også i mindre formater, siger Peter Møller Madsen.

Festivalen skulle have fundet sted 30. juni til 3. juli.

12

Ringsted Festival

Hos Ringsted Festival har de også valgt at aflyse. Det giver nemlig ikke mening at afvikle festivalen med de vilkår, der er nu, siger direktør Anders Sørensen.

- Det er i festivalernes DNA, at gæsterne kan overnatte og samle sig omkring vores scener og madboder, og hvis de ikke kan det, så kan vi ikke lave en festival, siger han til DR Sjælland.

Festivalen skulle have fundet sted 5. til 7. august.

13

Langelandsfestival

Langelandsfestival i Rudkøbing har nu også meldt ud, at corona-restriktionerne umuliggør afholdelse af festivalen i år.

- Endelig modtog vi den officielle udmelding fra myndighederne, som vi har savnet og efterspurgt. Det blev desværre en udmelding med restriktioner, der umuliggør at afholde Langelandsfestival 2021, skriver de på festivalens hjemmeside og Facebook-side.

Festivalen skulle have fundet sted 18. til 25. juli.

14

Samsø Festival

Formanden for festivalen, Thomas Jakobsen, har til TV2 Østjylland udtalt, at man som udgangspunkt aflyser årets festival:

- Som udgangspunkt aflyser vi det, vi kender som Samsø Festival, og så skal vi nu se på, om vi kan lave noget alternativt.

- Det kan ikke lade sig gøre, som det plejer, da vi ikke kan lave overnatning og camping. Nu skal vi mødes i ledelsen og se på, om vi kan lave noget på en anden måde med dagskoncerter eller lignende, siger Thomas Jakobsen.

Festivalen skulle have fundet sted 21. til 24. juli.

15

Wonderfestiwall

- Vi håbede til det sidste, at vi kunne gennemføre en festival i august, hvor størstedelen af befolkningen ville være vaccineret. Men sådan skulle det ikke være. Regeringen har valgt at lave så stramme restriktioner, at det ville være umuligt at arrangere en Wonderfestiwall, der ligner sig selv.

Sådan lød det blandt andet fra Daniel Mühlendorph, formand for Foreningen Wonderfestiwall, i en pressemeddelelse i forbindelse med aflysningen af årets Wonderfestiwall på Bornholm.

Festivalen kunne til gengæld løfte sløret for næste års datoer, nemlig den 18. - 21. august 2022.

Festivalen skulle have fundet sted 19. til 22. august.

16

Skyland Beach Festival

Festivalen skulle have fundet sted i uge 28 og 29.

17

Radio ABC Beach Party

"Strandfesten" skulle have fundet sted 17. juli i Grenå.

18

Kløften Festival

Festivalen skulle have fundet sted 24. til 26. juni i Haderslev.

19

Herning Rocker

Festivalen skulle have fundet sted 28. til 29. maj.

20

Vilde Vulkaner:

Børnefestivalen skulle have fundet sted 29. til 30. juni i Vordingborg.

21

Bork Festival

Festivalen skulle have fundet sted 28. juli - 1. august.

22

Sjællandsfestivalen

Festivalen skulle have fundet sted i Slagelse 27. maj, men bliver nu afholdt som livestream.

23

Stevning Musikfestival

Festivalen skulle have fundet sted 5. juni på Als.

24

Owen Luft Kånsert

Festivalkoncerten skulle have fundet sted 26. juni ved Varde.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk