Fra ukendt sønderjyde til ustoppelig rockstjerne: Min største frygt er tomgang

For mindre end to år siden var han en ukendt sønderjyde med en guitar, en dyb stemme og et talent. I dag indtager Jacob Dinesen Bøgescenen på Smukfest og er på vej med sit tredje album.

Han har allerede spillet i to timer. 45 minutter længere, end han er booket til. Men han kan ikke stoppe igen.

Jacob Dinesen, der står i sine stramme jeans, en sort skjorte og med guitaren foran sig, vender sig om mod sit band på den lille scene i baggården ved Flensborg Hus.

- Johnny B. Goode… den går i A, siger han med sin karakteristiske dybe stemme og tæller for.

Bandet er på med det samme, omend det gamle Chuck Berry nummer ikke er en del af sættet. Ligesom det næste nummer Whole Lotta Shakin' Goin' On med Jerry Lee Lewis heller ikke er.

(Foto: Louise Mandrup © (c) DR)

Dinesen elsker at skabe lidt kaos og tage røven på sine bandmedlemmer. Og sig selv.

- Der er ikke noget, der hedder rutine i mit band. Rutine er det værste. Så jeg kan godt finde på at ændre i sætlisten bare for at fucke med mit band. Posen skal rystes, bandet skal rystes, og jeg skal rystes, siger han.

Det handler om nærvær, levende musik og ægthed. Det er de ord Jacob Dinesen tænker på, når han tager de sidste skridt op ad trappen, inden han træder ind på en scene, når han sætter sig ned for at skrive den næste sangtekst, og når han møder sine fans før en koncert.

- Når du laver levende musik, er der nærvær. Det skal der være uanset hvad. Publikum kan mærke, hvis du ikke er der. Det værste er at miste nærværet, siger han, da vi sidder på en bagtrappe i Flensborg Hus inden koncerten.

Han tænder endnu en smøg. Den første blev skoddet for få minutter siden.

- Der er et kæmpe forventningspres. Men vi er jo mennesker, så vi kan også sagtens have en dårlig dag. Men jeg kæmper for at være nærværende og holde mig selv oppe.

Fans fortjener nærvær

Publikum begynder at strømme forbi os på trappen.

-Hey!, råber han til en hel familie, der kommer forbi.

Han kender deres navne og deler krammere ud til dem alle, hvis t-shirts viser et spejlbillede af ham selv. I fem minutters tid står han og sludrer med familien. På engelsk. Familien kommer fra det sydlige Tyskland og har været til en del af hans koncerter.

- De trofaste fans er så gode og søde. Man kan mærke, at det man laver virkelig interesserer dem.

Jacob Dinesen er meget begejstret for Ed Sheran, der den ene dag kan lavet stort pophit, mens han den anden dag laver et skønt folknummer. Den alsidighed er den danske sanger meget inspireret af. Sangen Take Her Away er faktisk inspireret af Ed Sherans Castle On The Hill - han ville gerne fange den samme sommervibe, fortæller han. (Foto: Louise Mandrup © (c) DR)

Flere gange afbryder Jacob Dinesen interviewet, fordi han får øje på en af de faste fans. En storsmilende og lidt genert pige på 13-14 år kommer hen til foden af bagtrappen med sin mor. Jacob Dinesen genkender hende straks og flyver ned for at give hende et knus.

- Jeg har set hende til nogle andre koncerter, men har aldrig fået hilst på hende. Det skulle jeg have gjort noget ved, fortæller han, da de er gået videre.

Det begyndte med en guitar fra jem & fix

Som 12-årig fik sønderjyden sin første guitar. En billig guitar fra jem & fix med plastikstrenge. Han øvede otte-ni timer om dagen indtil guitaren var hele smadret.

- Jeg kunne bare mærke, at her havde jeg et våben, som, hvis jeg spillede mine kort rigtig, ville gøre mig ustoppelig. Vi var en symbiose.

Når Dinesen tænker tilbage på barndomshjemmet i Tønder er der flere soundtracks, som hører til. Blandt andet You Can't Always Get What You Want med Rollings Stones. Hans far er ligesom Jacob Dinesen selv stor fan af den gamle rockgruppe.

I det hele taget har Dinesens far haft stor indflydelse på sønnens interesse for musik.

- Hver lørdag, når der skulle gøres rent i Dinesen-hjemmet og min far skulle støvsuge hele huset, blev der sat plader på. Men han fik aldrig støvsuget, for når jeg så kom ned og satte mig i sofaen fik jeg et musikforedrag. 'Nu skal du høre dem her. Hør, hvordan han synger. Lyt til hans guitarspil.' Sådan er det stadig, når jeg kommer hjem til Tønder.

Der blev spillet alt fra Rock, Blues og Gospel til Pop, Heavy Metal og Folk hos far og mor-Dinesen. Alt hvad der fandtes på en plade. Den alsidige lyd, der blæste ud af højtalerne derhjemme, forsøger han også i dag at ramme med sin egen musik.

- Jeg gider ikke puttes i en bås. Jeg spiller folk, rock, pop og soul. Der er ikke noget værre, end at lægge beslag på en genre, siger han.

”Jeg er perfektionistisk”

En sang Dinesen altid kommer i tanke om, når han tænker på Sønderjylland er Tom Pettys Southern Accent fra 1985.

There's a southern accent, where I come from The young 'uns call it country The Yankees call it dumb I got my own way of talkin' But everything is done, with a southern accent Where I come from

- Den handler om at komme fra syd. Om at løfte i flok, at arbejde og tænke på samme måde. Nede ved os hersker Janteloven. Du opdrages til at være ydmyg – og hvor er jeg dog glad for det. Det handler om at være ydmyg i det, man laver og også ens arbejdsdisciplin. Der skal knokles for de penge, jeg tjener.

C.V. Jørgensen er ifølge Jacob Dinesen Danmarks bedste sangskriver. - Han er jo lidt skyld i, at jeg ikke tør skrive på dansk. Når man har mestre som C.V. Jørgensen skal man eddermame oppe sig, fortæller Dinesen. (Foto: Louise Mandrup © (c) DR)

Inden Dinesen udgav sit andet album Brace Agains the Storm valgte han at kassere 29 af de 30 sange, han havde skrevet til albummet. Den 30. sang han skrev var ifølge ham selv meget bedre end de andre. Den niveauforskel kunne han ikke affinde sig med, og han skrottede derfor resten af sangene og begyndte forfra.

Jacob Dinesen nøjes ikke med "fint nok", hverken med teksterne, på scenen eller med ambitionerne.

Jacob Dinesens næste album kommer til at lyde lidt anderledes end gennembrudsalbummet Brace Against the Storm. Nye producere har været inde over denne gang, og sangene vil været ret forskellige, røber han. (Foto: Louise Mandrup © (c) DR)

- Jeg er perfektionistisk, når det handler om flow og feel. Det skal rulle og føles godt. Jeg er ligeglad med, om der bliver spillet G i stedet for C i en overgang, eller om koret ikke udtaler et ord rigtigt. Jeg kunne ikke være mere skideligeglad. Så længe musikken og koncerten lever, så er det som om skyerne går fra hinanden og Gud kigger ned.

Forandring er lig med udvikling

Sidste år spillede han mere end 70 koncerter – mange var udsolgte. Hans store gennembrudsalbum Brace Against the Storm er solgt i mere end 30.000 eksemplarer og har indbragt platincertificering. Han har i år spillet på to store arenaer og den udsolgte koncert i Flensborg er den mindste i år med 1000 mennesker.

Denne sommers turné lakker mod enden, og om lidt går han i studiet for at gøre sit tredje album færdigt. Hvis planen holder udkommer albummet, der stadig ikke officielt har et navn, til november.

Jacob Dinesens karakteristiske mørke stemme og den sikre performance slører hans unge alder. 22 år og han er allerede blandt toppen af den danske musikscene.

Tænker du på, hvordan du skal holde dig selv i gang, så folk ikke falder fra?

- Ja, det tænker jeg meget over. Derfor er det vigtigt for mig at vise den udvikling, som min sangskrivning og min musik tager. Hvert album skal kunne noget for sig selv. Min allerstørste frygt er at gå i tomgang.

Forandring er lig med udvikling stilstand er lig med afvikling. Sådan lyder en læresætning Jacob Dinesen for nylig har fået af sin far. Men lige nu er der ikke noget, der tyder på hverken tomgang eller stilstand i den unge sønderjydes liv.

- Ja, det kører stærkt. Men det kører i det tempo, jeg gerne vil have. Jeg vil hellere arbejde 24 timer i døgnet, så jeg kan mærke det, end at arbejde fra klokken 8.16 og jeg ikke kan mærke en skid. Så længe der ikke går stilstand i lortet. Så længe det ruller. Det behøver ikke rulle stærkt hele tiden, men bare det ruller lidt.

Blå bog: Jacob Dinesen

  • 22-årig sanger, sangskriver og guitarist.

  • Opvokset i Tønder, bosat i Aarhus.

  • Har læst Engelsk på Syddansk Universitet i halvanden måned.

  • Udgav i 2015 debutalbummet 'Count the Ways'.

  • Brød for alvor igennem med sit andet og seneste album 'Brace Against the Storm' fra 2016, der har solgt over 30.000 eksemplarer.

  • Hans tredje album udkommer til november.

Facebook
Twitter