Gadefestivalen Distortion udskydes som følge af coronavirus

Københavnsk festival bliver afholdt til august.

(Arkivfoto) Distortion på Vesterbro i juni 2017. I år bliver festiavelen afholdt i august. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Den københavnske gadefestival Distortion bliver udsat til august på grund af coronavirus.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Oprindeligt skulle Distortion løbe af stablen den 3. til 7. juni, men nu er det rykket næsten tre måneder til den 26. til 30. august.

- Vores festivalplads i den lille skov på Refshaleøen var ledig, og arbejdet med at flytte hovednavne ser lovende ud.

- Samtidig håber vi, at vores beslutning kan lempe lidt af presset på myndighederne.

- Lige nu har kommunens embedsmænd og politiet vigtigere opgaver end forberedelsen af Distortion, siger Distortions direktør, Thomas Fleurquin, i pressemeddelelsen.

Myndighedernes beslutning om at "lukke Danmark ned" sker i et forsøg på at holde antallet af patienter, der er syge samtidig, nede:

Han oplyser endvidere, at festivalen har brygget på idéen i mere end uge. De er sikre på, at beslutningen er den rette, lyder det.

Kulturlivet hårdt ramt

Tiltagene på grund af corona-virus har allerede haft store konsekvenser for kulturlivet.

En hel stribe af koncerter, foredrag og teaterforestillinger er aflyst de næste 14 dage.

Nordisk Film har lukket sine biografer midlertidigt, og dokumentarfestivalen CPH:DOX har måtte aflyse sin gallaåbning og forestillinger til fordel for digitale fremvisninger.

I Aalborg er forfatterfestivalen Ordkraft, der skulle være afholdt i midten af april, aflyst.

Og i USA er musikfestivalen Coachella, der skulle være foregået 10.-12. april og 17.-19. april, blevet udskudt til oktober.

/ritzau/