Gorillaz-rapper faldt ned fra scenen på Roskilde: Her er hans første ord fra hospitalet

Rapperen Del the Funky Homosapien er stadig indlagt efter et dramatisk styrt på Orange Scene lørdag nat.

Damon Albarn løb straks hen mod scenekanten, hvor Del the Funky Homosapien faldt ned. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Ritzau Scanpix)

Festen på Roskilde Festivals største scene, Orange, fik natten til lørdag en dramatisk afslutning.

For da tegneseriebandet Gorillaz med Damon Albarn i front fik besøg af den amerikanske rapper Del the Funky Homosapien under det allersidste nummer, 'Clint Eastwood', faldt rapperen nemlig, efter at have rappet blot få linjer, ud over scenekanten og landede i scenegraven.

Han blev straks tilset af en læge på stedet og blev efterfølgende kørt til hospitalet.

Og her ligger han stadig søndag formiddag, fremgår det af et opslag, han selv har delt på Twitter.

- Tak for al jeres kærlighed! Jeg har det okay, men jeg bliver på hospitalet et stykke tid endnu. Plejen her er dog fremragende. Masser af kærlighed til Gorillaz for at tage mig med på scenen - jeg vender snart tilbage, skriver han i opslaget.

Del the Funky Homosapien (tv.) nåede blot at rappe et par linjer, inden han faldt af scenen. En chokeret Damon Albarn (th.) afbrød derefter koncerten. (Foto: Erling Brodersen © Ritzau Scanpix)

Afbrød straks koncerten

Gorillaz-koncerten, som altså næsten havde nået sin afslutning, da uheldet skete, blev med det samme afbrudt af en lidt forvirret Damon Albarn.

- Desværre faldt Del ligesom dér ned. Det er en virkelig mærkelig måde at slutte en smuk aften på, men han skal nok klare den. Vi er nødt til at slutte nu, så tusind tak for en smuk aften. Vi ses snart igen, lød det fra Gorillaz' forsanger.

Roskilde Festival ønskede natten til søndag den uheldige rapper god bedring på deres Facebook-side, men har endnu ikke forholdt sig til, hvordan uheldet overhovedet kunne ske. dr.dk forsøger at indhente en kommentar.

Facebook
Twitter