Han er 23 og et af Danmarks største musiktalenter: Måske er der lidt en fuck dig-attitude i det

Siden han fik en saxofon i hånden, har Oilly Wallace blæst sig op i toppen af dansk jazz.

(Foto: Martin Fält © dr)

- Det lød faktisk af lort.

Oilly Wallace var bare 14 år gammel, da han første gang gik på scenen med sin saxofon.

Omgivet af erfarne jazzrotter til søndags-jamsession på La Fontaine i det indre København. Men helt uden begreb om, hvad det faktisk kræver at spille jazz.

Hans far fangede seancen på video, og Oilly Wallace har ikke gode minder om den optagelse.

- Men det var også en motivation for mig; jeg vil fandeme være god til det her, siger han.

Lyder som en gammel jazzplade

Jeg møder den 23-årige saxofonist en formiddag i Kødbyen i København. Det er her, hans øvelokale ligger. Her, han blandt andet gør sig klar til årets Copenhagen Jazz Festival, hvor der står Oilly Wallace på plakaten til hele 11 koncerter.

Ni år efter den fatale begyndelse på musikscenen har han udgivet to roste album og er blevet udråbt som et af de største talenter i dansk jazz.

Hans navn lyder også umiskendeligt som noget, der kunne stå på en gammel jazzplade: Thelonius Monk, Miles Davis eller Chick Corea.

Men der var altså ikke noget jazz skrevet ind i Oilly Wallaces gener. Hans engelske far hedder bare Wallace til efternavn, og hans danske designer-mor synes, Oilly så godt ud på skrift.

Hør 'Wide Range' fra Oilly Wallaces debutplade, 'Fiol Sessions', mens du læser videre:

0:00

Rytmen svingede heller ikke så meget, da Oilly Wallace som barn spillede tromme i Tivoli-Garden. Det var mere 1-2, 1-2, fremad, march... Men da han blev teenager, stillede garden ham over for et valg: Han skulle lære at spille saxofon – eller tuba.

- Så tænkte jeg: ok, saxofon er måske lidt sejere at spille, forklarer Oilly Wallace.

Fra Aristoteles til Britney Spears

Den beslutning har bestemt retningen for Oilly Wallaces liv siden da. Han begyndte straks at lytte til nogle af de bedste saxofonister for at lære af deres stil og tricks. Og de bedste? Det var åbenlyst jazzsaxofonisterne, mente han.

- Jeg tog på biblioteket og gik på nettet og prøvede at lære om jazzmusik. Så fyrede jeg bare alt ind på min computer og begyndte at lytte.

På den måde fandt Oilly Wallace frem til to af sine store forbilleder; jazzsaxofonisterne John Coltrane og Cannonball Adderley. Han hørte også trompet-geniet Miles Davis og kiggede i albumnoterne efter de andre musikere for at kunne finde flere album med dem.

- Jeg havde prøvet det før. Jeg havde lavet sådan en leg, hvor jeg begyndte et sted på Wikipedia og skulle et andet sted hen. Altså, hvordan kan man gå fra for eksempel Aristoteles (filosof i det antikke Grækenland, red.) til Britney Spears?

- Selvom jeg måske ikke syntes, det var så fedt i starten, så var jazz lige pludselig bare det eneste, jeg lyttede til. Så blev det en del af min identitet og dna; Det er det, jeg gør. Det er den, jeg er, siger Oilly Wallace.

Fascineret af den forpinte kunstner

Vi sidder på en vejrbidt bordbænk i formiddagssolen på det til stadighed hipster-kreative Vesterbro. Vi drikker overraskende billig fiterkaffe af papkrus, og Oilly tænder endnu Camel.

Jazzen er ikke kun til stede i musikken. For Oilly Wallace var det især attituden hos musikerne på de 'ultra seje', gamle pladecovers, der var en vigtig vej ind i universet.

- Den der forpinte kunstner, det syntes jeg også var sejt. Jeg læste om jazzmusikere og deres liv. Der var meget af den der livsstil, som fascinerede mig: En jazzmusiker, der står på en bar sent om natten med en smøg i hånden. Han har måske en lille hat på, smiler Oilly Wallace.

Oilly Wallace spillede første gang sammen med andre jazzmusikere til et søndags-jam på en klub i København. Det lød af lort, siger Oilly selv om oplevelsen. (Foto: Martin Fält © dr)

På trods af fascinationen har han dog aldrig selv rigtig været en rebel, indrømmer han blankt.

- Jeg har virkelig været en mors dreng på mange måder. Men måske var der lidt en 'fuck dig'-attitude i at vælge jazzen. Det var lidt noget med at være anderledes.

- Jeg tror også, det er fordi, jeg ikke var særlig god i skolen. Det med at spille musik var det, jeg kunne prale med. Alt det andet sejlede rimelig meget, selv sport kunne jeg ikke finde ud af, siger han med et grin.

Kæmpe røvfuld for at improvisere

Mens han spillede i Tivoli-Garden, var der ikke så god plads til den lille hat, til det anderledes.

I forlystelsesparkens orkester fik Oilly Wallace lov til at spille solo engang imellem, men ellers skulle han holde sig strengt til noderne.

- Jeg begyndte at improvisere lidt, når vi gik parade. Det fik jeg en kæmpe røvfuld for. De sagde: 'Hvis vi hører dig spille noget, der ikke står i noderne, kan du ikke gå med næste gang!'.

I stedet fandt den 14-årige Oilly Wallace frem til La Fontaine, syv minutters gang fra Tivoli i det indre København. Hver søndag afholder den legendariske jazzbar en jamsession, hvor musikere bare møder op og spiller med på skift.

- Jeg var sådan: 'Arh, jeg skal tidligt op i skole i morgen, så må jeg ikke bare spille med et par numre?' Jeg kendte ikke rigtig numrene, det var bare sådan: 'hvad er tonearten?', og så begyndte jeg at spille.

- Jeg kan bare huske, at det lød så stinkende dårligt.

Trods nedturen, så vendte Oilly Wallace tilbage til La Fontaine. De andre musikere fortalte ham, at han skulle få bedre styr på teknikken. Lære akkorderne - altså hvilke toner, der passer sammen. Finde et personligt udtryk - og en jazzet saxofonlærer.

- Al den undervisning, jeg så fik, blev ligesom forberedelse til, at jeg kunne gå ned på La Fontaine næste søndag og være lidt bedre end sidst, siger Oilly Wallace.

- Jeg tænkte først, at man bare lukker øjnene og spiller, men sådan er det overhovedet ikke. Når du spiller jazz, så kommer der pludselig en mur, som du skal over. Når du kommer over den mur, så er du virkelig glad i et par uger, men så lige pludselig - bum! - så kommer der en ny mur.

- Sådan bliver det bare ved. Det er et livsprojekt, og jeg er slet ikke nået til vejs ende endnu.

- Man kan kun komme et nyt sted hen ved at dyrke det, der allerede har været, siger Oilly Wallace. Han og flere jævnaldrende spiller jazzmusik inspireret af den bebop-stil, der første gang kom frem for en menneskealder siden. (Foto: Martin Fält © dr)

Efter et par år på musikuddannelser har han de seneste to år levet som fuldtidsmusiker med base i Danmark.

- Jeg lever ikke supergodt, men det går. Huslejen bliver betalt, siger han og giver et fif til alle med musikerdrømme:

- Det gælder om at sige ja til alt. Også hvis det er et guldbryllup, hvor du skal spille brudevalsen. Det er bare det med at tage ud, møde andre musikere, gør dig bemærket, så folk ringer til dig.

Ny musik med gammel lyd

I 2015 udgav Oilly Wallace sit debutalbum, fik fem stjerner i Berlingske og en nominering til Danish Music Awards. Året efter kom albummet 'Easy Living' sammen med den unge guitarist Johannes Wamberg.

Her mod slutningen af interviewet fortæller jeg Oilly Wallace, at begge udgivelser er virkelig gode – for det synes jeg faktisk. Men, siger jeg, de lyder også som noget, der kunne være udgivet for 60 år siden.

- Det er bare den musik, jeg synes, lyder fedt. Man kan kun komme et nyt sted hen ved at dyrke det, der allerede har været. Man kan ikke starte noget nyt af ingenting, svarer Oilly Wallace.

Han fortæller, at han midt i alle koncerterne lige har startet et nyt band op. Her skriver han nogle musikstykker, der peger i en lidt anden retning, med en anden stil, et andet groove, men stadig med det samme udgangspunkt.

- Jeg tror ikke, jazz dør på noget tidspunkt. Det er en stilart, som kommer til at blive ved i evigheder, siger han.

Sidste måned udkom Anton Langebæk Quintets album - med Oilly Wallace på saxofon. Lyt til nummeret 'Dodoma' her.

0:00

Vi rejser os op fra solskinspletten i Kødbyen. Oilly skal i sving i øvelokalet, jeg skal tilbage til tasterne. Vi går i samme retning, da jeg får fortalt ham, at jeg har læst dansk på universitetet.

- Så må du vide, hvad jeg skal læse i sommerferien?

- Jamen, du skal da læse Jack Kerouacs 'On The Road', svarer jeg straks.

Det er en road trip-roman fra 1957. En 300 sider lang, improviseret sprog-solo på sax.

Færdigt arbejde: Oilly Wallace og band spillede på jazzfestivalens første dag foran Charlottenborg lige ved Nyhavn. Når det ikke er jazztid, siger den unge musiker ja til mange slags job - også som guldbryllups-musikant. (Foto: Martin Fält © dr)
Facebook
Twitter