I aften indtager Björk Danmark: Her er 5 sider du skal kende af det islandske musikgeni

Det islandske musikikon Björk spiller på NorthSide Festival i Aarhus torsdag aften. Læs om, hvordan hun har udfordret populærmusikkens rammer.

Både i sin musik og selviscenesættelse har Björk været stilskabende.

I 1993 gav den islandske musikstjerne Björk en legendarisk koncert i Aarhus, lige efter udgivelsen af solodebuetn 'Debut'.

I aften vender hun for første gang siden da tilbage til Østjylland - 25 år ældre, otte albums stærkere og med noget større forventninger til koncerten.

Hvorfor? - spørger du måske. Fordi Björk gennem sin karriere både har skabt funklende clubhits og kringlede kompositioner. Fordi hun altid har været en fornyer og opdagelsesrejsende i musikkens landskab. Og fordi hendes koncerter både kan være en kæmpe fest og en kunstnerisk performance.

Her er fem sider af Björks musikalske geni, hvor både rutinerede lyttere og nybegyndere kan være med.

Iørefaldende og dansabel

Björk: 'Big Time Sensuality'

Björk indtager en særlig plads i populærmusikken. Hun har ikke rygsækken fuld af deciderede hitsingler, men hun er stor nok til at stå øverst på plakaten til årets NorthSide-festival i Aarhus.

Hendes brede appel skyldes blandt andet hendes sans for iørefaldende harmonier, der bygger bro mellem hendes melodiske og mere eksperimenterende sider.

Voksen-debuten ’Debut’ fra 1993 blev skabt i en periode, hvor hun tilbragte meget tid i London og sugede tendenser, genrer og udtryk fra den engelske metropols klubscene til sig.

Det resulterede i nogen af hendes mest udadvendte og dansegulvsorienterede numre, ikke mindst den euforiske ’Big Time Sensuality’, hvor den house- og acid-inspirerede produktion går hånd i hånd med et vanedannende omkvæd.

Lyt også til: 'It's Oh So Quiet' og 'I Miss You'.

Elektroniske grænsebryder

Björk: 'Hunter'

De fleste forbinder nok Björk med hendes karakteristiske vokal, men en lige så stor del af hendes musikalske virke har været at skubbet den elektroniske musik i nye retninger.

Ofte i samarbejde med eksperimenterende producernavne, som Matmos, Nellee Hooper, Arca og danske Thomas Knak, men altid med hende som primusmotor og styret af hendes egen kunstneriske vision.

På hovedværket ’Homogenic’ (1997) ulmer stemningsfulde beats konstant under vokal og strygere som tektoniske plader, der ekkoer af Islands barske natur – ikke mindst på åbningsnummeret ’Hunter’.

Lydsiden på eksempelvis ’Post’ (1995), ’Volta’ (2007) og ’Biophilia’ (2011) er mere legende, men med samme dobbelthed mellem det organiske og maskinelle.

Den røde tråd er hendes nysgerrige, uforudsigelige og konstant udfordrende tilgang.

Lyt også til: 'Army Of Me' og 'Crystalline'.

Visionær komponist

Björk: 'Isobel'

Et centralt element i Björks kompositioner er strygerne, der giver mange af hendes bedste numre – ikke mindst hymner som ’Isobel’, ’Hyperballad’ og ’Joga’ – det sidste himmelstræbende løft.

Også her inviterer hun tit sparringspartnere ind, ofte klassiske komponister, men med hende som den styrende, kunstneriske kraft.

Brugen af klassiske instrumenter som violin, cello og pauker er med til at forankre hendes sangskrivning i en historisk tradition, som hun samtidig spiller bold op ad ved at kombinere den med de mest moderne produktionsformer.

Det er i dette brydningsfelt – mellem nyt og gammelt, tradition og modernitet – at hendes mest tidløse sange er opstået.

Lyt også til:'Jóga' og 'Hyper-ballad'

Intime bekendelser

Björk: 'Cocoon'

Hvis stemmen er sjælens spejl, giver Björks særegen og udtryksfulde vokal – inklusiv hendes iørefaldende islandske betoning af de engelsksprogede tekster – et spejlblankt billede af hendes indre liv.

Så simpelt er regnestykket naturligvis ikke, men hun er en kunstner, der giver meget af sig selv, både når stemmen svingersig fra det teatralske og ekspressive til det skrøbelige og intime, og hvis man kaster et blik på teksterne.

Mest markant på ’Vespertine’ fra 2001, der zoomer ind på en spirende forelskelse, både åndeligt og kropsligt, inspireret af hendes på daværende tidspunkt dugfriske forhold til den amerikanske kunstner Matthew Barney – ’Cocoon’ er lyden af bløde lagner, tilbageholdt åndedræt og symbiotisk hengivelse.

Modpolen er 2015’s ’Vulnicura’, en følelsesflosset, gribende og hudløs bearbejdning af skilsmissen fra samme Barney.

Lyt også til: 'The Gate' og 'Black Lake'

Konceptmageren: ’Where Is the Line’

Björk: 'Where Is The Line'

Igennem hele karrieren har Björk skiftet udtryk fra album til album, ofte styret af en overordnet idé, vision eller et koncept.

Tematisk præger det som sagt ’Vespertine’ og ’Vulnicura’, og i samme boldgade er ’Biophilia’ fra 2011, et ambitiøst album/multimedieprojekt om forholdet mellem natur og teknologi med tilhørende app og dokumentarfilm med den ikoniske britiske natur-tv-vært Richard Attenborough(!).

’Medúlla’ (2004) går mere konkret til værks og afsøger stemmens udtryksmidler ved hjælp af komplekse arrangementer med blandt andet kor, strubesang og human beatbox.

Mest radikalt og underholdende på den konstant knopskydende ’Where Is the Line’, med hjælp fra af den excentriske vokalist Mike Patton (kendt fra Faith No More, Mr. Bungle, Tomahawk m.m.).

Lyt også til: 'Cosmogony' og 'Pleasure Is All Mine'

(Denne artikel er en genudgivelse. Den oprindelige artikel udkom i forbindelse med Björks album 'Utopia' i december 2017)