Jonas på 13 er vild med næsten 40 år gammelt rockband: Mine venner synes jeg er lidt mærkelig

D.A.D bragte rocken til Grøn Koncert i Esbjerg, og selv dem, der ikke engang var født i bandets storhedstid var med.

D.A.D spillede torsdag aften på Grøn Koncert i Esbjerg. Forrest stod Jonas Bang på 13 år. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Der var dømt svedigt langt hår, basguitarer forklædt i alle afskygninger og masser af rockmusik, da D.A.D torsdag aften gik på scenen under Grøn Koncert i Esbjerg.

Men selvom D.A.D har været i gang i 36 år, så var det ikke kun dem over de 30, der stod forrest ved scenen.

Blandt dem, der headbangede til klassikere som 'Sleeping My Day Away' og D.A.D's nye nummer, 'The Real Man', som der har haft verdenspremiere under Grøn Koncert, var Jonas Bang på 13 år.

Jonas Bang er fra Esbjerg. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Han lyttede første gang til D.A.D, da han som seksårig sad bag i sin mors og fars Mazda, husker han.

Moderne musik er lidt for let

- Først tror jeg, jeg tænkte, det var noget mærkeligt musik. Men så for nogle år siden begyndte jeg at lytte meget til det igen. Mine forældre lytter meget til D.A.D og rock, så jeg har også hørt det meget, siger han.

For ham er det der moderne musik ikke det bedste.

- Det er for let. Jeg synes, det, som D.A.D laver, er mere unikt.

Derfor har han allerede været til flere rockkoncerter med blandt andet Iron Maiden, hvor de andre publikummer også skæver lidt mærkeligt til ham, når de ser en 13-årig helt oppe foran.

(Foto: Kasper Månsson © dr)

Men hans smag for pigtråd fra før 00’erne er også noget, hans venner ikke helt forstår.

- Mine venner synes, det er lidt mærkeligt, men de er ved at have vænnet sig til, at det er sådan noget musik, jeg lytter til.

Hvad synes du, var det fedeste ved koncerten?

- De er underholdende, og så er 'Bad Craziness' bare altid god, siger Jonas Bang fra Esbjerg.

Rasmus Jørn Rasmussen er 24 år og bor i Bramming. (Foto: Kasper Månsson © dr)

D.A.D kan altid få publikum til at holde en fest

Rasmus Jørn Rasmussen på 24 var taget fra Bramming for at se D.A.D-koncerten. Første gang, han lærte D.A.D at kende, var i sin kammerats bil i 2011.

- Vi kom tilfældigvis til at lytte til 'Evil Twin' i bilen, og så blev jeg nødt til at vide, hvem det var. Og så endte det med, at vi lyttede til hele albummet.

D.A.D er heller ikke et band, som mange af hans venner lytter til, men for Rasmus Jørn Rasmussen kan D.A.D noget særligt.

(Foto: Kasper Månsson © dr)

- Når de giver koncert, er det superfedt, og de har en mega god energi, og der er god interaktion mellem bandet og publikum. Musikken er god, og hvis publikum ikke kan finde ud af at starte en fest, så starter D.A.D festen for dem, siger han og fortæller om Jesper Binzers tur ned blandt nogle af de bagerste og lidt mere sløve publikummer under koncerten.

D.A.D gæster sammen med bl.a. Aqua, Phlake, Suspekt og Lukas Graham Odense fredag, Næstved lørdag og Valby søndag, hvor årets Grøn Koncert holder sommerens sidste koncerter.

Facebook
Twitter