Roskilde Festival 2018

Klassisk musik stryger ind på festivalerne: Folk går helt amok når vi spiller

Musikalske samarbejder mellem klassiske og rytmiske musikere langt fra et særsyn på danske musikfestivaler.

Tivolis Symfoniorkester (Copenhagen Phil) spillede på Roskilde i 2008 - og tilbage i 90'erne gæstede også blandt andet DRs Underholdsningsorkester festivalen. I det hele taget er der mange festivaler, der har klassisk musik i den ene eller anden form på plakaten mellem de mere rytmiske musiknavne. (Foto: BJARKE ØRSTED © sCANPIX)

6 rappere, 6 klassiske sangere, en DJ og et klassisk musikensemble.

Det er ingredienserne i 'Operap', der er et musikalsk koncept skabt af CPH Opera Festival, der lørdag kan opleves på Roskilde Festival.

Dermed får festivalpublikummet på den sidste dag et ordentligt skud opera. Og det er langt fra første gang, det sker.

Klassiske musikere og orkestre står nemlig på de store musikfestivalers plakater den ene gang efter den anden.

Helhjertet fusion af rap og klassisk

Journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen har været med til at konceptualisere ideen bag Operap.

På sin Facebookprofil skriver Skyum-Nielsen, at kombinationen af rap og klassisk musik ramte noget i ham, da han som 10-årig i 1988 hørte DJ Peyk og DJ Jan fra hiphop-gruppen MC Einar sample Vivaldis 'De Fire Årstider'.

- Kombinationen af dansk rap og klassiske genialiteter har jeg efterlyst lige siden, og de internationale forsøg, der har været, har ikke virket voldsomt helhjertede eller gensidigt respektfulde, skriver han.

Forud for koncerten på Roskilde er der blevet lavet en video, hvor rapper Kasper Spez og tenor Adam Riis fremføre en version af Carl Nielsens 'Sænk kun dit hoved du blomst':

Artiklen fortsætter under videoen.

Koncerten på Roskilde Festival kommer til at fungere som en mindre generalprøve, inden Operap opføres igen til august i København i forbindelse med CPH Opera Festival.

Festivalgæster møder musikken med et åbent sind

Roskilde Festival er langt fra den eneste festival, der i år har klassiske musikere på scenen.

Aarhus Symfoniorkester er efterhånden blevet fast navn på plakaten for Smukfest i Skanderborg. Og da metalfestivalen Copenhell i slutningen af juni løb af stablen på Refshaleøen i København, var Aarhus-symfonikerne på scenen i en koncert med musik fra film, tv-serier, computerspil - og en suite af den norske komponist Grieg.

Jonathan Borksand spiller tuba i Aarhus Symfoniorkester, og han var med på scenen under Copenhell, hvilket han beskriver som en meget speciel oplevelse.

Den klassiske koncert udviklede sig endda så heftigt, at der blev lavet circle pit, hvor 100-200 mennesker hoppede rundt i ekstatisk takt til musikken.

- Det gik helt amok. Vi spillede foran 20.000 mennesker. Jeg har selv været på mange festivaler, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at stå på scenen og mærke energien fra så mange mennesker, fortalte han forleden til Festivalsommer på P2.

Du kan se et uddrag fra Aarhus Symfoniorkesters besøg på Copenhell her:

Når den klassiske musik fungerer på musikfestivaler, skyldes det ifølge Jonathan Borksand publikummet.

- Festivalgæster er musikglade mennesker, der møder musikken med et åbent sind.

Popmusik på strygernes præmisser

Den danske strygergruppe 'Who Killed Bambi' har nærmest gjort det til deres specialitet at spille sammen med rytmiske musikere som Teitur og Oh Land.

Så da indierock-crooneren Father John Misty i juni i år gæstede Northside, blev de hyret til at spille med ham. En ære, der sidste år iøvrigt tilfaldt Copenhagen Phil, da den "tågede far" spillede på Roskilde Festival.

Who Killed Bambi begyndte med at stille op for artister, der gerne ville have strygere med, sådan som Father John Misty har brug for på sin turné.

Artiklen fortsætter nedenfor:

- Det har vi gjort rigtig rigtig meget, og for os har det været sindssygt vigtigt at bygge bro og skabe forståelse musikere imellem, siger Mette Dahl Kristensen fra Who Killed Bambi.

På et tidspunkt besluttede gruppen sig dog for at "vende bøtten", så de selv inviterer rytmiske musikere ind i deres univers af strygere:

- For os er musik universel og behøver ikke blive delt op i genrer. Vi er nysgerrige som musikere, og vi ser altid frem til et nyt samarbejde, siger hun.

- Det er popmusik på vores instrumenters principper, og det er så spændende at dykke ned i hvordan vi bibeholder en artists lyd og feeling uden et gængs backingband.

Facebook
Twitter