OBS! Videoer i denne artikel kan ikke længere afspilles, da DR ikke længere har rettigheder til at vise dem på dr.dk.
Siden 2012 har Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jensen spillet op til amok-fest i bøgeskoven på Smukfest.
Hvert år har de to P3-værter som en anden tryllekunstner-duo hevet alverdens gæster op af hatten, der har taget fusen på publikum.
Om det har været Medina, L.O.C. eller den hollandske musiker Lil' Kleine har publikum kvitteret med jubelscener og vilde dansetrin.
Og derfor var det også det tunge skyts, værterne endnu engang havde fundet frem til at skabe en magisk nattefest på Stjernescenen på årets festival.
Foruden Pattesutter og Johnson bød de to værter nemlig velkommen til den finske dj Darude, der omkring årtusindeskiftet lagde verden ned med hits som 'Sandstorm' og 'Feel the Beat'.
Spørger man Pelle Peter Jensen, er Darude den perfekte gæst, hvis man vil overraske publikum efter seks års Lågsus-koncerter på Smukfest.
- Vi vi altid gerne have noget med, som ingen nogensinde kunne gætte, vi havde med. Og 'Sandstorm' er, hvis ikke top ét, så top tre over episke rave-numre i verden. Så vi ville lave noget ekstraordinært og gik i tænkeboks og endte med at kontakte ham. Men vi fik først mailen om, at han sagde ja i sidste uge, siger han og fortsætter:
- Han var selv vildt glad og vildt sød, og heldigvis spillede han også mere end bare 'Sandstorm'. Det ville også være at underminere, at han har lavet andre fede ting. Han spillede 12 minutter, og første nummer var lige så vildt som det sidste. Så det var fedt, han kom.
Se hvordan det gik til, da publikum gik amok til 'Sandstorm' i videoen øverst i artiklen.
Løvernes dronning
Foruden Darude overraskede Lågsus-drengene også de fremmødte med en gæsteoptræden af ingen ringere end Lise Dandanell, der sang 'En verden af liv' fra Disney-klassikeren 'Løvernes Konge'.
Sangen er en af Pelle Peter Jensens og Nicholas Kawamuras yndlingssange, og de har tit spillet en remix-udgave af den i deres radioprogram.
Derfor var det passende, at sangen skulle lukke deres koncert i år, mener Pelle Peter Jensen.
- Der går ikke et halvt sekund af den sang, før man genkender den. Og vi vil gerne lave noget andet end at hive alle top ti-navnene ind. Man har lige brugt en hel time på at gejle folk op, så det er sjovere at sende dem af sted med en følelse af kærlighed, hvor du bare har lyst til at kramme en eller anden. Og det har det nummer. Og Lise Dandanell var på, lige fra vi kontaktede hende, siger Pelle Peter Jensen stolt.
Det er desuden første gang, Lise Dandanell har optrådt med 'En verden af liv', som hun indspillede for over tyve år siden til 'Løvernes Konge'-soundtracket.
Se hendes optræden til Lågsus-koncerten i videoen her.