Manuel fik en skør udfordring på internettet. Nu lever han af at spille den for ellevilde fans

Tænk hvis slaverne i USA havde sunget om djævlen. Bandet Zeal & Ardor blander to vidt forskellige genrer – og med stor succes.

(Foto: Kasper Månsson © Kasper Månsson DR)

Forestil dig, at de afroamerikanske slaver i gamle dage sang om satan i stedet for Jesus i deres sjælfulde sange. Og forestil dig så, at sangene blev akkompagneret af en omgang heftig, norsk black metal.

Hvis du ikke kan forestille dig, hvordan det lyder, kan du bare lytte til bandet Zeal & Ardor. Her har den schweiziske musiker Manuel Gagneux sat de to meget forskellige genrer sammen.

Forleden spillede han sammen med sit band en velbesøgt koncert på metalfestivalen Copenhell i København, hvor der både blev skrålet med og kastet djævlehåndtegn med stor begejstring.

Hør deres første hit ’Devil Is Fine’ mens du læser videre:

0:00
Manuel Gagneux hyggede sig i 2013 med at lave ny musik ved at kombinere forskellige genrer som en leg på nettet. Men kombinationen af black metal og slavesange kunne noget særligt, og hang derfor ved. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Lyden af lænker, kor og en heftig guitar

Men hvordan finder man overhovedet på at blande to så forskelligartede genre som spirituals og metal?

Ved et tilfælde, forklarer Manuel Gagneux, der venligt og med et stort smil tager imod DR i sin skurvogn bag scenen.

- Det var egentlig bare en udfordrende leg. Jeg bad folk på internettet om at sende mig to genrer, og så skulle jeg lave en sang ud af det på 20 minutter. En dag dukkede de her to genrer op, og det syntes jeg lød virkelig interessant. Og så hang kombinationen bare ved.

Troede du dengang, at du stadig ville spille den type musik i dag?

- Nej, jeg troede egentlig kun, at jeg ville investere 20 minutter i det, og så var det bare det. Men nu er det efterhånden endt med at blive noget længere tid.

Mere præcist har Manuel Gagneux kombineret lyden af lænker, kor, en insisterende og tung guitar, blues og en til tider nærmest skrigende vokal med tekster om djævlen siden 2013.

Zeal & Ardor på Pandæmonium-scenen på Copenhell torsdag. Det er første gang, at bande besøger Danmark. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Det år lagde Manuel Gagneux den første sang ud på Soundcloud. Han dannede efterfølgende Zeal & Ardor, der tog legen med genrerne videre, udgav sin første plade, fik fans rundt i det meste af verden og har spillet på en række store festivaler.

Og lige nu er gruppen aktuel med deres andet album, ’Stranger Fruits’ – en titel, der tydeligt refererer til Billie Holidays smertefulde jazzklassiker ’Strange Fruit’ fra 1939, der handler om de racistiske lynchninger af afroamerikanere.

Hvad betyder de gamle slavesange for dig?

- De fylder mig til stadighed med følelser. Mens black metal dyrker noget vrede og isoleret tristhed, så har slavernes sange den kvalitet, at de med det samme suger dig ind. Du får lyst til at blive en del af sangene. Musikken skaber både noget isolerende og en fællesskabsfølelse for mig, siger Manuel Gagneux.

Er de slavernes sange stadig relevante i dag?

- Ja, bestemt. Særligt i disse tider, hvor det er meget vigtigt at have en kultur, der også repræsenterer de undertrykte. Og hvis vi ser på USA i dag, synes jeg da, at det ville være passende at have spirituals igen.

En del af en bølge med protestmusik

Og netop USA får senere på året besøg af Zeal & Ardor, der spiller flere steder over there i forbindelse med bandets verdensturne.

- Jeg tror, amerikanerne får en anden mening ud af mine sange. Der findes en del protestmusik for tiden og måske er vi som band en del af den bølge. Men jeg ved det ikke... det er måske lidt meget at antage, siger Manuel Gagneux og smiler forlegent.

Artiklen fortsætter under billedet.

Frontmand Manuel Gagneux læser ikke anmeldelser: - Enten bliver du knust af deres ord, eller også bliver du super arrogant. Det kan ikke ende godt, så den slags holder jeg mig fra, siger han. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Han glæder sig dog over, at folk verden over har taget så godt imod hans musik.

- Noget af det smukke ved dette projekt er, at vi har en meget bred fanbase. Der er ofte folk fra 16 til 60 år blandt publikum og det er ikke kun vrede unge mænd. Jeg tror, at musikken finder sin vej til forskellige ører, og det gør mig lykkelig, siger Manuel Gagneux.

- Vi er også heldige, for vi får både lov til at spille store metalfestivaler som Copenhell, men også pop- og indiefestivaler, for folk har ikke rigtig fundet ud af endnu, hvad vi er for et band, siger Manuel Gagneux og griner.

Hør 'Gravedigger's Chant' fra Zeal & Ardors nyeste album her:

0:00

Danske fans har ventet i et år

Cornelia Gumbrich er kæmpe fan af Zeal & Ardor og har købt billet til festivalen bare for at se bandet. (Foto: Martin Fält © dr)

En af hans største fans herhjemme er Cornelia Gumbrich, der har købt billet til Copenhell bare for at opleve Zeal & Ardor for første gang.

Hun stod klar helt oppe foran scenen inden koncerten.

- Det virkelig fede ved bandet er, at to genrer, der overhovedet ikke er associeret hinanden, mødes og skaber så utrolig mange følelser. At man overhovedet kan kombinere de to ting, synes jeg, der er noget helt magisk over, siger Cornelia Gumbrich.

De to venner Lucas Warming og Johan Walther stod også klar oppe foran scenen på Copenhell i god tid.

- Det er bare den energi, han giver – den er helt vild. Han står på scenen og råber, som om det var den sidste dag i hans liv. Det er virkelig fedt, siger Lucas Warming.

- Det er også fedt, at han har to andre sangere med foran på scenen. Det giver virkelig noget energi til musikken. Jeg har ventet i over et år på at se dem, tilføjer Johan Walther.

Lucas Warming og Johan Walther havde set mange af Zeal & Ardors musikvideoer på Youtube og glædede sig til endelig at opleve bandet live. (Foto: Martin Fält © dr)

At dømme ud fra de store klapsalver, de mange djævlehåndtegn og de jublende råb var også andre blevet fans efter Zeal & Ardors koncert på Copenhell.

Men kan vi egentlig forvente, at Manuel Gagneux bliver ved med at blande afroamerikanske spirituals med den nordiske black metal? Ikke nødvendigvis.

- Jeg vil stadig mene, at der er noget at udforske musikalsk i den genre, vi spiller. Men så snart jeg begynder at tænke, at nu er det bare endnu et album med det samme, så bliver jeg nok nødt til at komme videre musikalsk, slutter Manuel Gagneux.

FacebookTwitter