Nervøs festivalleder: 'Det er næsten ikke til at holde ud'

De danske festivaler frygter corona-aflysninger, der vil få konsekvenser for både festivalerne selv og lokalsamfundene.

Jelling Musikfestival er blevet holdt hver sommer de sidste 33 år. (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

Normalt er det regnvejr, festivalleder Lars Charlie Mortensen er mest bekymret for.

Men det siger sig selv, at den slags småbekymringer i de her dage er trængt i baggrunden af nervøsiteten for, at hans elskede Jelling Musikfestival i år slet ikke bliver til noget.

- Sommeren plejer at begynde med Jelling. Det har den gjort i 33 år, og det er næsten ikke til at holde ud, hvis det ikke skal være sådan i år, siger Lars Charlie Mortensen, der har stået i spidsen for festivalen i alle de år, den har eksisteret.

Lokalsamfundet vil mærke det

Coronaepidemien har allerede aflyst eller udsat de første festivaler. Det gælder for eksempel den aarhusianske Spot Festival, der skulle have været afholdt den første weekend i maj. Men også den københavnske gadefestival Distortion er udsat. Jelling ligger først i slutningen af maj, hvilket giver dem lidt mere tid at løbe på.

- Vi arbejder stadig frem i mod festivalen, men vi følger selvfølgelig myndighedernes udmeldinger. Det vigtigste er jo at bekæmpe den her sygdom bedst muligt, og koster det en festival, så er det sådan, det er. Men der er da en masse følelser i det, siger Lars Charlie Mortensen.

- Vi er en non profit-organisation, og det betyder, at hvis Jelling bliver aflyst, så får vi ikke et overskud, som vi kan dele ud til velgørende formål. Så kulturlivet i vores lokalsamfund kommer også til at mærke det, siger han.

Lars Charlie Mortensen har stået i spidsen for Jelling Musikfestival i 33 år.

Selv om Jelling Musikfestival endnu ikke har opgivet håbet om festival til planlagt tid, arbejder de sideløbende på muligheden for at flytte festivalen, men det er heller ikke helt uden problemer. For som Lars Charlie Mortensen siger, bliver mange kulturbegivenheder lige nu udskudt til september, og der er måske også grænser for, hvor mange festivaler og koncerter der kan afholdes på en enkelt måned.

I Dansk Live, der er interesseorganisatin for festivalerne, frygter man, at aflysninger vil få alvorlige konsekvenser.

- Hvis de er nødt til at aflyse, så ender nogen af dem et sted, hvor de ikke kan rejse sig igen, og hvor de ikke kan gennemføre en festival næste år, siger sekretariatschef Esben Marcher.

Is i maven

Landets største - Roskilde Festival - forholder sig lige nu også i venteposition. Også selv om en af de andre mastodonter - den britiske festival Glastonbury - allerede har aflyst.

- Glastonbury er en meget stor festival, som samler alle deres frivillige og medarbejdere tre måneder, før deres festival går i gang. Der er vi anderledes stillet. Vi samler først folk 14 dage, før selve festivalen, og det er der længere tid til, forklarer talskvinde Christina Bilde.

100.000 har købt billet, hvor længe kan I trække den?

- Vi er meget opmærksomme på den situation, vi står i. Det er vigtigt for os at lytte til myndighederne, og derfra se, hvad vi skal gøre, siger hun.

Christina Bilde mener også, at Roskilde Festival har et ansvar for ikke at aflyse for tidligt, fordi det får konsekvenser for mange andre end festivalen selv.

- Der er mange små kulturleverandører, som er afhængig af vores festival. Vi skal være opmærksomme på, at når vi træffer vores beslutninger, så påvirker vi også vores omverden, som vi er en del af. Lige nu er der heldigvis lang tid til, siger hun.