Nik & Jay lukkede haterne ned: Det var en gave!

Popduoen tog fusen på anmeldere og festivalgæster på Northside. Nu er de klar til at indtage endnu en af landets største festivalscener.

Nik & Jay er midt i en større sommerturné, der lørdag bringer dem forbi Tinderbox i Odense. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

OBS! Enkelte videoer er blevet fjernet, da DR ikke længere har rettigheder til at vise dem på dr.dk.

De gav kritikerne tørt på og skabte den allerstørste fest på hele Northside-festivalen tidligere på måneden.

Og lørdag aften er Niclas Petersen og Jannik Thomsen – aka Nik & Jay – så klar til at levere endnu en førsteklasses fest, når de går på scenen til Tinderbox i Odense.

- Vi har fået festivalens måske bedste spilletidspunkt, lige midt i den danske sommers blå timer, hvor der først er lyst, men så begynder at blive mørkt under showet. Det er et tidspunkt, vi ynder at ramme, siger Niclas 'Nik' Petersen.

- Der ligger noget nogenlunde stille og roligt musik inden os, så når vi kommer på, skal den bare have et ordentligt John Faxe-spark, siger han.

Modbeviste kritikere på Northside

Lørdagens koncert tegner altså ikke til at blive kontroversiel på samme måde, som deres optræden på Northside i år var det.

Forud for de to hitmageres koncert var festivalen blevet kraftigt kritiseret for at booke Nik & Jay. Men da duoen først gik på scenen, gav de kritikerne tørt på.

Den kritik bekymrede dog ikke Nik & Jay, inden de gik på scenen, fortæller de nu.

- Vi så sådan på det, at de, der booker til en festival, ved, hvad de laver. Så når de valgte at sætte os der, så var der en grund til det. Vi tog imod den gave, og vi gjorde vores ting. Det var vildt fedt, og vi holder meget af Aarhus, ligesom Aarhus holder af os. Så der var masser af kærlighed, siger Niclas 'Nik' Petersen og bliver suppleret af Jannik 'Jay' Thomsen:

- Men det er stadig utroligt, hvordan folk kan blive overraskede hver gang, vi kommer. Vi vil nok for evigt have stemplet som 'champagnedrenge' på os. Lige meget hvor mange sange som 'Linje H' eller 'Alien', vi laver, så er det tit de der 'champagne-sange', der fylder. Det gør os ikke noget, vi synes, de sange er fantastiske.

- Og vi har da talt om, at vi godt kunne se os selv optræde med en talk og nogle sange på Heartland og samtidig være hovednavn på Vig Festival. Det er en gave, at vi kan være så mange forskellige steder, siger han.

Kalder ikke på Roskilde

Ét af de steder, som Nik & Jay endnu har til gode at optræde på, er Roskilde Festival.

For fem år siden gæstede de godt nok en Marie Key-koncert på Arena-scenen, men de har endnu ikke selv stået på plakaten.

Så er det et naturligt næste skridt, når nu både Northside og Tinderbox bliver klaret i år?

- Det spørgsmål har vi efterhånden fået rigtig mange gange, siger Niclas 'Nik' Thomsen.

- Det er som om, det er et flueben, der mangler at blive sat i folks bevidsthed. Men det er jo ikke op til os, om vi kommer til at optræde på Roskilde. Der sidder nogle udvalg og bestemmer det, og der alt muligt politik bag det også, så det må folk ordne. Vi må se på det, hvis tilbuddet en dag kommer. Det er ikke noget, vi kalder på.

Nik & Jay optræder på Tinderbox' Blå Scene lørdag aften kl. 21.35.

Facebook
Twitter