Kæmpe 90'er-ikon spolede tiden tilbage: 'Der var en blegfed bølge af lemmer i takt'

Rapperen Nas leverede en hitparade, da han fredag aften optrådte på Northside Festival i Aarhus.

Nas optrådte fredag i aftensolen på Northside Festival i Aarhus. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

- Jeg faldt lige ned fra stolen!!!

- HVOR ER DET ALT FOR VILDT!

- DER kom mit hovednavn!

Begejstringen var stor på de sociale medier, da Northside tilbage i februar kunne præsentere den legendariske amerikanske rapper Nas som et af hovednavnene på årets festival.

Den 45-årige rapper fra Queens i New York er kendt for kæmpehits som 'I Can' og 'N.Y. State of Mind', hvor sidstnævnte er fra debutalbummet fra 1994, 'Illmatic', der er bredt anerkendt som et af de bedste hiphop-album nogensinde.

Hør Nas med 'N.Y. State of Mind' her:

Hans legende-status satte konfrencier Pelle Peter Jensen, som til daglig er vært på P3, også streg under, da han introducerede Nas fredag aften.

- Han har skrevet sig ind i historien som en af de største og bedste ikoner inden for hiphop. Det her bliver sindssygt, råbte Pelle Peter Jensen fra scenen, før Nas gik på sammen med en dj og en trommeslager, der også agerede såkaldt hypeman, så han færdiggjorde rapperens rim og forsøgte at få publikum op at køre.

Og publikums hænder var da også oppe fra start i den bagende aftensol i Aarhus, hvor rapperen i løbet af den time, han var på scenen, umiddelbart havde planlagt at fyre så mange hits af som muligt fra sin indtil videre 12 album lange karriere.

Således var det for eksempel kun omkring halvandet minut af hittet 'I Can', publikum fik lov at høre, før han gik videre til næste nummer.

Nas har været nomineret til hele 13 Grammy Awards, senest i 2013, men har dog aldrig fået lov at gå hjem med statuetten. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

En blegfed bølge af lemmer

De forholdsvis korte hits var dog ikke noget, der generede de dedikerede fans, der var mødt op til koncerten med Nas.

For 27-årige Niels Jul Hornsberg, der havde købt billet til Northside Festival, efter Nas blev tilføjet til programmet, levede showet op til alle forventningerne.

- Det er fedt, når raplegenderne spiller i Danmark. Der var en blegfed bølge af lemmer, der bare gik i takt til noget musik, der slet ikke er møntet på os. Men vi kan føle flowet og føle beskeden i musikken. Der er noget inde i en, der går amok til 'N.Y. State of Mind', selvom man ikke kan forholde sig til teksten. Man synes bare, den er fed, siger Niels Jul Hornsberg om koncerten.

Og forventningerne var da også bygget op gennem mange år, da han har hørt Nas, siden han var helt lille.

- Jeg hørte Nas på min storebrors kassettebånd, da jeg var yngre, og jeg havde glædet mig til at se, om det var noget, jeg stadig synes var fedt og kunne flowe lidt med på, siger Niels Jul Hornsberg, som altså ikke havde en finger at sætte på rapperens koncert.

- Da Nas blev smidt på programmet, tænkte jeg: 'Så køber jeg spontant en billet', siger 27-årige Niels Jul Hornsberg. (Foto: Jakob Bach Svith © dr)

Hør Nas med 'I Can' her:

Elsemarie Tjerrild og Mia Viberg på 24 år synes også, at 45-årige Nas levede op til de høje forvetninger, der var til torsdagens koncert.

- Jeg havde glædet mig rigtig meget. Det med at være et 90'er-barn og skulle opleve en af dem, man er vokset op med, var virkelig fedt, siger Mia Viberg.

Udover 90'erne trak Nas også tråde til 80'erne, da han undervejs i koncerten fik publikum til at klappe med på Eurythmics-hittet 'Sweet Dreams (Are Made of This)', før han elegant gik over i sin egen sang, 'Sweet Dreams'.

Elsemarie Tjerrild mener dog, at der godt kunne være blevet gjort lidt mere ud af sceneshowet.

Hun kunne for eksempel godt have tænkt sig, at der havde været nogle dansere med Nas på scenen, men er samtidig meget imponeret over rapperens energi og fremtoning under koncerten.

- Han ser virkelig ung og spændstig ud. Det er meget imponerende, vil jeg sige.

Mia Viberg (tv.) og Elsemarie Tjerrild manglede et lidt bedre sceneshow til koncerten med Nas, men var ellers meget tilfredse. (Foto: Jakob Bach Svith © dr)