Festival

Ny generation hylder 'tudsegammel' popdigter: Han kan noget helt specielt

Fire unge fans forklarer, hvorfor de står med allerforrest, når veteranen C.V. Jørgensen spiller live.

Alberte Willemoes er en af de unge, der er faldet for C.V. Jørgensens sans for det danske sprog. Men hendes yndlingssang med den 68-årige musikpoet har hun endnu tl gode at høre live ... (Foto: Helle Arensbak og Kasper Månsson © Scanpix/DR)

Søndag eftermiddag stiller C.V. Jørgensen og band sig op på Bøgescenerne på Smukfest med en setliste af sange, der rækker 40 år tilbage i tiden.

Men det vil du formentlig ikke kunne se i ansigterne på alle blandt publikum.

Denne sommer har C.V. Jørgensen spillet på stort set alle festivaler i Danmark, og foran scenen har der hver gang stået mange, der ikke bare tilnærmelsesvis er på alder med C.V. Jørgensens bagkatalog af poetisk dansk pop-rock.

Ja, de var knap nok født, da C.V. Jørgensens seneste album 'Fraklip fra det fjerne' udkom i 2002.

Sange der taler til dit liv

C.V. Jørgensens sange som er gode at synge med på, og man kan også tænke dybere over dem, siger 16-årige Thor Keller. (Foto: Kasper Månsson © dr)

- Jeg hører ham hele tiden, hver dag, siger 16-årige Thor Keller, som vi møder på Roskilde Festival i juli måned.

Det er tredje koncert med C.V. Jørgensen, Thor er til denne sommer, efter at han har lært musikken at kende gennem sine forældre:

- Hans sange er gode at synge med på, og man kan også tænke dybere over dem, siger Thor Keller, der blandt andet er begejstret for sangen 'Byen uden midler' fra 1982:

- Den handler om ikke at passe ind i skolesystemet. Det taler rigtig meget til mig, siger Thor Keller.

Kræver Costa del Sol til de unge

Under C.V. Jørgensen-koncerten på Roskilde Festival stod 20-årige Alberte Willemoes med et skilt med teksten 'Ungdommen vil have Costa'.

Netop sangen 'Costa del Sol' i hendes vennekreds er blevet "en kultting":

- Der er gang i den, og den er fuld af ironi på den fede måde. Den er til at skråle med på, siger Alberte Willemoes om sangen fra 1980.

Der er nogle ting, man måske ikke selv lægger mærke til, som han sætter ord på og visualiserer gennem sin musik, siger Thor Griffin. (Foto: Kasper Månsson © dr)

'Costa del Sol's sarkastiske beskrivelse af en skattesnydende dansk levemand i en spansk hacienda blev dengang sådan en landeplage, at C.V. Jørgensen aldrig mere spiller den live - men det håber Alberte Willemoes altså at få lavet om på en dag...

Hendes ven Thor Griffin opdagede selv C.V. Jørgensen så sent som sidste år, men har pløjet de i alt 12 album igennem siden. Blandt favoritsangene har han 'Sæsonen er slut' og 'Det blonde danske smil':

- Jeg synes, de to numre fanger essensen af den danske sommer. Der er nogle ting, man måske ikke selv lægger mærke til, som han sætter ord på og visualiserer gennem sin musik, forklarer 19-årige Thor Griffin.

Tudsegamle og på scenen igen

Det er netop C.V. Jørgensens fintfølende sans for det danske sprog, der har har fået en ny generation til at falde for hans 40 år gamle sange. I hvert fald ifølge alle dem, vi taler med efter koncerten på Roskilde.

De kalder teksterne for "smukke", "anderledes", "fede" og "poetiske".

Mange sange har i dag ret neutrale tekster, mens C.V. Jørgensen formår at sige tingene på sin egen måde, mener Victoria Bordinggaard. (Foto: Kasper Månsson © dr)

- I mange nye sange er teksterne blevet meget neutrale. C.V. Jørgensen siger det bare, som han vil, forklarer 20-årige Victoria Bordinggaard efter koncerten på Roskilde Festival.

Hun er stødt på C.V. Jørgensen gennem nogle venner, har hørt det til fester - og indlemmet den 68-årige musikpoet i sit eget musikunivers.

Blandt andet er hun meget glad for nummeret 'Lidt til og meget mer', der var en del af soundtracket til filmen 'Mig og Charlie' fra 1978, altså 20 år før hun selv blev født.

Men musikkens alder er ikke så væsentlig, når først den kommer ind under huden. Og Victoria Bordinggaard er glad for, at C.V. Jørgensen besluttede sig for at komme ud på landevejen igen for første gang siden 2010:

- Jeg synes, det er så fedt, de stiller sig op på scenen, selvom de er tudsegamle!

C.V. Jørgensens liv og levned

  • Carsten Jørgensen med kunstner-mellemnavnet Valentin blev født 9. maj 1950 i Lyngby nord for København.

  • Han debuterede i 1974 med albummet 'En stynet strejfer' og har siden udgivet i alt 12 albums, med tiden med flere års mellemrum - og uden nyudgivelser siden 2002.

  • Albummet 'Tidens tern' (1980) er optaget i den danske kulturkanon for blandt andet at beskrive "en danskhed med samme farlige sarthed som et edderkoppespind".

  • C.V. Jørgensen er på livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond, har modtaget Steppeulvens pionerpris - og var sammen med Eik Skaløe en af de første sangskrivere, der kom med i Dansk Forfatterleksikon.

  • C.V. Jørgensen har ikke udgivet nyt materiale siden 'Fraklip fra det fjerne' i 2002. Han turnerede igen i 2010 og så dette Forår og sommer. C.V. Jørgensen spiller efter Smukfest foreløbig to koncerter mere: i Sønderborg og Horsens den 18. og 31. august.

Facebook
Twitter