Optrådte nøgen til prisfest: Nu indtager dansk sangerinde Northside på et afbud

Danske Lydmor erstatter Susanne Sundfør, der skulle have spillet i morgen aften.

I morgen aften kan du opleve danske Lydmor på Northside, der erstatter norske Susanne Sundfør. (Foto: Lydmor og Peter Kirkegaard Jonas Svendsen og Mathias Bak © Gaffa)

Lydmor overraskede i starten af året på scenen til Gaffa-Prisen, hvor hun optrådte nøgen for 'at lave lidt larm'.

Hun har desuden turneret med Sort Sol, hvor hun synger med på numrene 'Like A Trance Like…' og 'A Stroke Of Midnight'.

Nu er hun pludselig blevet en del af årets Northside-program, fordi norske Susanne Sundfør er blevet nødt til at aflyse sin optræden i morgen aften.

Det skyldes, ifølge Susanne Sundførs management, ”uforudsete omstændigheder".

Heldigvis fandt man hurtigt en erstatning i den danske sanger og musiker Jenny Rossander, der optræder under navnet Lydmor.

- Det var med meget kort varsel, og derfor er vi meget glade for, at Lydmor har sagt ja til at træde til i morgen. Hun er egentlig på vej til Rusland for at give koncert, men alligevel har hun kunnet finde tid til at spille hos os, hvilket vi er utroligt taknemmelige over, siger talsmand for Northside, John Fogde.

- Har man set Lydmor live for nylig, så ved man, at vi har fundet en erstatning med en unik grad af indlevelse, der helt sikkert kommer til at levere en fantastisk koncert, mener han.

Facebook
Twitter