Pludselig gik strømmen - og så stormede folk til: 10 festivalgæster fortæller om deres fedeste oplevelser

Festivalpublikummet er blevet sluppet løs i Nibe. Her er deres bedste festivalminder.

Torsdag åbnede den alternative udgave af Nibe Festival, Lyden af Nibe. (Foto: ASTRID DALUM © DR)

Basarmene pumpede i takt, og der blev skålet flittigt i kolde fadøl, mens solen skinnede.

Selvom det var med inddelte sektioner og færre blandt publikum end normalt, lignede det en ægte festival, da Lyden af Nibe i denne uge blev skudt i gang, komplet med shotsrør, burgere og toiletvogne - og selvfølgelig masser af musik.

Og det virkede, som om både artister og publikum var helt ekstatiske over endelig at blive sluppet løs igen.

- Efter ikke at have spillet i to år, kunne jeg ikke have bedt om en bedre og sødere velkomst, lød det blandt andet fra sangeren Clara, som var en af de første navne på scenen.

- Hold kæft, hvor er det fedt at være ude og spille igen, sagde en begejstret Magtens Korridorer-forsanger Johan Olsen.

  • Lyden af Nibe byder på flere store og mellemstore danske navne - fra Scarlet Pleasure til TV2 - over de i alt fire dage, festivalen kører. Torsdag var Clara en af de første artister på scenen. (Foto: ASTRID DALUM © DR)
  • Foran scenen festede publikum igennem til Lyden af Nibe. (Foto: ASTRID DALUM © DR)
  • Magtens Korridorer var torsdagens tredje navn. (Foto: ASTRID DALUM © DR)
  • Publikum sendte masser af kærlighed i retning mod scenen - her til Magtens Korridorer. (Foto: ASTRID DALUM © DR)
  • Publikummet i Nibe var begejstrede for igen at kunne opleve den danske festivalstemning. (Foto: ASTRID DALUM © DR)
1 / 5

Lyden af Nibe er bare en blandt en hel stribe af tilpassede, nedskalerede versioner af de tætpakkede musikalske krammefester, vi plejer at valfarte til sommeren igennem.

2021 bliver således ikke en helt almindelig festivalsommer. Men det bliver ikke desto mindre en festivalsommer - i modsætning til den forsømte af slagsen sidste år.

At dømme ud fra de glade ansigter, der mødte dr.dk til åbningen af den i alt fire dage lange nordjyske festival, har festivalfølelsen virkelig været savnet.

Vi bad publikum grave nogle af deres allerbedste festivalminder frem fra den søde tid, før vi skulle holde afstand og spritte hænder.

Emilie, 26 år

(Foto: ASTRID DALUM © DR)

- Eminem på Roskilde for tre år siden er et af mine bedste minder. Der var bare vildt fed stemning, og viben var helt elektrisk. Folk gav den megameget gas. Alle rappede med og kastede håndtegn, det var vildt fedt.

Nanna, 26 år

(Foto: ASTRID DALUM © DR)

- Jeg har flere gode festivalminder. MØ på Roskilde i 2019 var for eksempel virkelig, virkelig godt. Jeg kommer især for musikken. Det er det der med gode venner, fadøl og virkelig høj musik, der bare banger ud. Det er bare fedt at komme ud og høre noget musik, mærke følelsen og være sammen igen.

Astrid, 25 år

(Foto: ASTRID DALUM © DR)

- Jeg er nødt til at nævne De Glade Sømænd på Nibe Festival i 2012, tror jeg nok. Det var en fuldstændig vanvittig koncert. Og det er sådan noget, Nibe kan. Det var klokken to om natten, og der var en helt, helt vanvittig stemning.

- Jeg havde mistet alle mine venner, men jeg fik så mange nye venner. Det var helt fantastisk, selvom jeg kun gik i niende klasse. Nu går jeg på Roskilde, men det er bare det større, og der har man brug for at være det ældre, synes jeg. Det kan man vokse til, men Nibe kan noget helt andet. Det er et skønt sted.

Amalie, 27 år

(Foto: ASTRID DALUM © DR)

- Det er virkelig lang tid siden, jeg har været på festival. Det var, da jeg var 16 år, hvor jeg var på Roskilde og hørte Gorillaz. Det var megafedt. Festival for mig er meget det her med den gode stemning og det gode fællesskab. Man hygger, man danser til musikken og slår sig bare lidt løs, kommer væk fra hverdagen.

Nikolaj, 25 år og Mathias, 25 år

Nikolaj (tv.) og Mathias (th.). (Foto: ASTRID DALUM © DR)

NIKOLAJ: - Vi er fra Nibe og har været her i mange år. Det er et sted, vi altid vender tilbage til og samles omkring. Det er svært at pege på et højdepunkt, for det er bare altid godt hernede. Men vi var inde og høre Magtens Korridorer nu her, og der var bare vildt god stemning.

MATHIAS: - Selvom vi har været her i mange år, har vi faktisk aldrig fået en festivalburger før. Det er faktisk vores debut nu her.

- Vi har altid et hyggeligt arrangement med at bo hjemme hos nogle forældre, så dér plejer vi at spise, og så plejer vi bare at gå op og høre koncerterne. Så det her er mere festival-agtigt, end vi plejer. Men nu går vi efter hele festivaloplevelsen.

Jakob, 36 år

(Foto: ASTRID DALUM © DR)

- Jeg tror, mit bedste minde er en Dodo & The Dodos-koncert her på Nibe Festival en lørdag klokken 12 for seks-syv år siden, måske lidt mere. Mig og min kammerat og en flok på 10-12 stykker gik op for at høre dem. Og det endte med, at forsangeren hilste ned til os, fordi hun kunne se, vi havde en fest, mens alle andre stod og hang, fordi det var tidligt på dagen.

Kim, 36 år

(Foto: ASTRID DALUM © DR)

- Mit absolut bedste minde var en Saveus-koncert for nok to år siden på Smukfest. Strømmen gik, og bandet endte med at gå af før tid, men det var alligevel en virkelig mindeværdig koncert - mest af alt fordi jeg placerede mig selv på en skråning med en masse kander alkohol. Og da strømmen gik, kom folk op til mig og festede.

Kara, 27 år og Marie, 25 år

Marie (tv.) og Kara (th.). (Foto: ASTRID DALUM © DR)

KARA: - Min veninde og jeg var på Roskilde for nogle år siden, og vi var blevet alt for fulde, mens vi ventede på Bon Iver. Da vi havde ventet i lang tid, besluttede vi os for at finde nogle burgere, og så skred vi fra den plads, vi havde. Vi fandt nogle burgere, og så kunne vi pludselig høre Bon Iver i baggrunden - men så blev vi enige om, at den her burger var meget bedre end Bon Iver.

- Det er lidt en typisk festival-ting, tror jeg, at man har nogle planer, men så bliver man nødt til at følge stemningen. Og dér var det lige burgerstemningen, vi gik efter.

MARIE: - Et sindssygt festivalminde for mig var da jeg var til Nibe Festival som 15-årig for at høre Michael Falch med min far. Jeg er opvokset med hans musik. Som lille lærte jeg alle hans sange. Og da jeg stod helt foran scenen og kunne synge med på alle hans sange, blev han helt imponeret og rakte ud efter mig - og det var så fedt. Jeg ville ønske, det var i dag, han skulle spille her.

Lyden af Nibe løber til og med søndag den 4. juli.

Facebook
Twitter