Popsensation satte ild under Roskilde: 'Det var fuldkommen sindssygt'

Dua Lipa leverede lørdag et brag af en popfest på Orange Scene.

Det var en veloplagt Dua Lipa, der lørdag indtog Orange Scene på Roskilde Festival. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Ritzau Scanpix)

Der var både store følelser og hårdtslående hitbaskere på menuen, da popsensationen Dua Lipa lørdag bød op til fest på årets Roskilde Festival.

Hun er blot 22 år gammel, men den britiske skønhed kan allerede prale af et hitkartotek, der kan gøre de fleste andre popstjerner på hendes alder misundelige.

Som årets helt store pop-hovednavn var barren sat højt for Dua Lipa, men publikum blev bestemt ikke skuffede, da stjernefrøet indtog Orange Scene akkompagneret af dansere, liveband og et potpourri af melodiske popsange.

Med sig på scenen havde Dua Lipa to bagdansere. (Foto: © Martin Fält, Dr)

- Det var fucking nice. Der var rigtig god stemning blandt publikum, og Dua havde vildt god energi på scenen, lød det fra 19-årige Kecia Hansen, der så koncerten sammen med veninden Mathilde Olsen.

Veninderne var særligt imponeret over Dua Lipas tempofyldte sceneshow.

- Hendes energiniveau var fuldkommen sindssygt. At hun stadigvæk kunne synge og have den energi kørende i en hel koncert, det var vildt, lød det fra Mathilde Olsen.

Folkeskoleveninderne Mathilde Olsen (tv.) og Kecia Hansen. (Foto: © Christian Ellegaard, dr)

Megahit satte ild under publikum

På Dua Lipas musikalske cv er der endnu kun én plade at finde - den selvbetitlede debut fra sidste år - men til gengæld har hun allerede hittet stort rundt omkring i verden.

Nyeste skud på hit-stammen er Calvin Harris-nummeret 'One Kiss', som også havde fundet vej til Lipas Roskilde-setliste.

Hør 'One Kiss' her, mens du læser videre.

0:00

Kæmpehittet og eks-kæreste (p)opsangen 'New Rules', der lukkede og slukkede lørdagens koncert, fik for alvor de tusindvis af Roskilde-publikummer til at kridte danskeskoene – og trods en halvsløv start, var det til sidst ikke til at mærke, at størstedelen af publikum efterhånden har tilbragt over en uge uden sammenhængende søvn på en diæt af fadøl og urinstøv.

22-årige Dua Lipa storhittede sidste sommer med nummeret 'New Rules'. (Foto: © Martin Fält, Dr)

For vennerne Kristoffer Appel og Yasmin Thomsen var netop afslutningsbraget med ’New Rules’ også aftenens helt store højdepunkt.

- Alle hoppede og dansede rundt, mens vi skreg med på alle reglerne for kvinder, når man slår op med lorte-mænd. Det var fucking sejt, lød det fra 28-årige Yasmin Thomsen.

Hop selv med til 'New Rules' her.

0:00

- Det er jo hendes største hit og den sang, som flest mennesker kender, så at se alle hoppe med og gå amok, det gav virkelig et high, sagde 28-årige Kristoffer Appel, for hvem Dua Lipa var den kunstner, han havde glædet sig allermest til på årets Roskilde Festival.

En energisk sexbombe

Selvom forventningerne var tårnhøje, overraskede den unge popkomet vennerne positivt.

- Det kom bag på mig, hvor god hun var til at bevæge sig. Hun var jo en energisk sex-bombe. Orange Scene er jo kæmpestor, og hun spurtede bare frem og tilbage. Det er jeg virkelig imponeret over, sagde Kristoffer Appel.

Vennerne Yasmin Thomsen og Kristoffer Appel har været på Roskilde Festival sammen siden 2007. (Foto: © Christian Ellegaard)

Og selvom hun blot er 22 år og fortsat et nyt bekendtskab på stjernehimlen, så var der hos venneparet ingen tvivl om, at Dua Lipa sagtens kunne spille den ikoniske orange teltdug op – men det kan blive endnu bedre, mener Kristoffer Appel.

- Jeg synes, hun gjorde det så godt, og hendes musik er genial. Jeg ved ikke, om de numre, hun har nu, er stærke nok til at bære en hel koncert på Orange, men jeg tror, at hvis vi giver hende nogle år, og hun kommer tilbage til Roskilde… så tror jeg, det kan blive virkelig stort.