Populært Aarhus-band blev hyldet af verdensstjerne – men så trak de stikket

Danske Liss tog en pause, netop som de blev rost til skyerne i udlandet. Nu er de tilbage.

- Aaaaj, vi nåede det ikke, siger en fyr i hvid hættetrøje skuffet.

Han har sammen med sin ven stået helt oppe ved hegnet foran scenen og sunget med på alle sangene under koncerten med Liss på den københavnske festival Distortion. Men nu er bandet forsvundet om bag teltdugen.

- Vi har fulgt dem lige siden, de spillede til P3 Guld i 2015, så vi ville gerne have taget et billede med dem, lyder det skuffet fra de to.

Heldigvis vender bandets bassist, Villads Tyrrestrup, tilbage, og han tager de to fans med om bag teltdugen for at introducere dem for resten af bandet. Så er lykken i hus, kan man se i øjnene på fansene.

Den slags øjeblikke er på ingen måde nye for de 22-24-årige medlemmer af aarhusianske Liss, der allerede fra deres første single, 'Try', blev kastet ud i en storm af rosende ord fra fans, anmeldere og musikmedier – og hypen nåede langt uden for Danmarks grænser.

Der blev blev både sunget med på debutsinglen 'Try' og den helt nye 'Reputation' i teltet, hvor Liss spillede fredag aften under Distortion. (Foto: Hedda Rysstad © dr)

Da verdensstjernen Pharrell spillede danskernes anden single, 'Always', i sit radioprogram i 2015, stak det yderligere af. Det var virkelig en skør oplevelse, fortæller guitarist Vilhelm Strange:

- Jeg kan huske, at der ikke var nogen af os, der vidste, hvordan han havde fået den, for det var demoen, han spillede, så det var ikke engang den endelige version.

- Min første reaktion var: 'Nej, for helvede, den er jo ikke færdig'. Men så tænkte jeg: 'Aj, okay, det er jo Pharrell – det er da ret sindssygt', supplerer forsanger Søren Holm, da dr.dk møder halvdelen af bandet lige før deres comeback-koncert i København.

Hør Liss' seneste single, 'Reputation', mens du læser videre:

Tilbage med ny musik efter tre års tavshed

Selvom Liss allerede fra starten blev skudt ud af hype-kanonen og fik fans i udlandet, har de fire venner ikke udgivet musik i tre år.

Men deres fans har bestemt ikke glemt gruppen i løbet af pausen.

Det stod klart under fredagens koncert på Distortions Urban-teltscene, hvor der blev danset igennem og skrålet med på både de gamle og helt nye singler, 'Reputation' og 'Talk To Me'.

Forsanger Søren Holm fik under koncerten flere gange øjenkontakt med de glade fans på forreste række og smilede til dem, når han så, hvordan de sang flittigt med. (Foto: Hedda Rysstad © dr)

- Man ser jo tit, at et nummer er hot i et halvt år, og så dør det. Men vores sange har holdt sig på et stabilt leje, og folk hører det stadig. Det er fantastisk, og viser jo, at vi har lavet noget, der holder, siger Vilhelm Strange.

Da Liss for en måned siden vendte hjem til barndomsbyen Aarhus under årets Spot Festival, var der så mange, der ville se bandet, at vagter til sidst måtte lukke dørene foran den lange kø af mennesker, der håbede at komme med.

Søren Holm er overrasket over opbakningen, og selvom det var en koncert i Musikhusets Store Sal med siddepladser, så rejste publikum sig op fra første nummer, fortæller forsangeren:

- Det var fuldstændig vanvittigt og virkelig fedt. Jeg tror, det er en af de sjoveste koncerter, vi har haft. Der var bare mega meget kærlighed.

Inden Liss gik på scenen fredag aften var der dømt fælles-krammer og hop på stedet uden for teltet. (Foto: Hedda Rysstad © dr)

Hypen blev bare for meget

Måske tænker du nu: Jamen, hvorfor trækker man sig overhovedet tilbage, netop når verden ligger for ens fødder? Det var heller ikke meningen, erkender Liss, men det hele blev ligesom bare for meget i 2016, lyder det korte svar.

Tidlige morgener i lufthavne, utallige telefoninterviews med udenlandske journalister og hyppige koncerter rundt i verden blev hverdag.

- Der var så mange ting på én gang. Vi var i gang med at lave opfølgeren til vores første ep, samtidig med at vi var ude at spille rigtig meget. Det skete så meget rundt om os, lægger Vilhelm Strange ud og tilføjer:

- Derudover var vi også alle sammen lige flyttet hjemmefra og rykket til København. Så oveni det skulle vi også lære at være voksne på en eller anden måde.

Under koncerten strømmede der hele tiden nye mennesker til, og mange af dem begyndte – så snart de var inde under teltdugen – at danse eller vippe med hovedet i takt til musikken. (Foto: Hedda Rysstad © dr)

Desuden kendte de fire gutter faktisk ikke hinanden særligt godt, da de begyndte at lave musik sammen og skabte Liss. Så kvartetten var knap nok blevet tætte venner, da de stod med en engelsk pladekontrakt i hænderne, og verden begyndte at hive i dem allerede efter den første single.

Hør deres debutsingle 'Try' her:

- Når der er så travlt, er der jo ikke altid plads til at være ked af det eller sige, hvordan man virkelig har det. Sådan nogle basale ting, du ved. Så det er også sådan noget, vi har arbejdet meget med i pausen, siger Søren Holm.

- Der var så meget, der ikke var blevet talt om, så der var mange ting, der havde hobet sig op, tilføjer Vilhelm Strange.

Men nu er de landet et godt sted, fortæller de to Liss-musikere. Venskaberne er vokset, de har lært at producere alt deres musik selv, og nu glæder de sig til at dele de nye sange med publikum.

- Det var en svær beslutning at tage en pause, men jeg tror, at vi alle er rigtig glade for, at vi gjorde det, siger Vilhelm Strange.

Liss optræder på Northside den 7. juni og udgiver 18. juni deres anden ep, 'Second', som de selv har produceret.

Liss laver alt deres musik selv, men indimellem får de hjælp af musikeren Yangze, der også var med på tangenter under bandets koncert på Distortion. (Foto: Hedda Rysstad © dr)
Facebook
Twitter