Northside Festival 2018

Puk Damsgårds favorit-band synger om sex, politik og tabuer - nu spiller de i Danmark

De har fået forbud mod at spille i Egypten. Lørdag indtager det kontroversielle bandet Mashrou' Leila festivalen Northside.

Bandet Mashrou' Leila passer fint ind i Northsides musikprogram med deres elektroniske rytmer og dragende indiepop.

Men det er de færreste navne på festivalens plakat, der ligesom Mashrou' Leila har oplevet, at deres fans bliver arresteret for at vifte med regnbueflag, eller at der bliver set skævt til bandets frontmand.

Mashrou' Leila – med den homoseksuelle forsanger Hamed Sinno i front – er nemlig kontroversielle i deres eget hjemland Libanon på grund af deres musik og tekster, der sætter fokus på en række mellemøstlige tabuer.

I eftermiddag træder det kontroversielle band ind på Northsides grønne scene.

Vestligt indiepop på arabisk

Denne første danske koncert med bandet gad DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård godt have nydt i solen sammen med aarhusianerne.

- Jeg synes, de har en rigtig spændende og eksperimenterende lyd, der kombinerer noget vestligt indiepop med arabisk. Forsanger Hamed Sinno har en fantastiske stemmer, og så er de fremragende live, siger Puk Damsgård og tilføjer:

- I en mellemøstlig kontekst kan de tage en masse diskussioner noget længere med deres sange, hvor de synger åbent om samfundsstrukturer, politik, normer og tabuer som seksualitet.

Lyt til deres sang 'Fasateen', mens du læser videre:

Bandlyst i Egypten på grund af regnbueflag

Deres åbenhed har skaffet dem mange unge fans i Mellemøsten, hvor det ikke er hverdagskost at høre folk tale om for eksempel homoseksualitet - og seksualitet i det hele taget. Men det har også skaffet bandet modstand.

Under en koncert i Egypten viftede nogle fans blandt publikum for eksempel med et regnbueflag – det blev ikke vel modtaget af politiet, der anholdte de pågældende fans.

Og de egyptiske myndigheder har nu forbudt Mashrou' Leila at spille flere koncerter i landet.

Til gengæld har bandet spillet mange andre steder i Mellemøsten samt været på turne i både Europa og USA.

Mashrou' Leila under en koncert i hjemlandet Libanon sidste år. (Foto: JAMAL SAIDI © Scanpix)

Puk Damsgård har oplevet bandet live tre gange og har tilmed interviewet og fulgt gruppen sidste år i forbindelse med en ’Horisont’-udsendelse om at være homoseksuel i Mellemøsten.

Og Hamed Sinno bliver ved med tage imod publikums regnbueflage på scenen. Det oplevede hun selv under tv-optagelserne.

- Vi så dem blandt andet spille i en lille meget traditionel, kristen landsby i Libanon, hvor forsangeren fik et regnbueflag op på scenen, som han bandt på sit mikrofonstativ sammen med et libanesisk flag.

Er Hamed Sinno et forbillede i Mellemøsten?

- Det er han helt sikkert for nogen. Han er jo – modsat mange andre andre homoseksuelle i dette område – ikke 'straight looking, straight acting'(at opføre sig heteroseksuelt, red.), siger Puk Damsgård.

Håber at give fans et fællesskab

Selvom det ifølge Hamed Sinno er blevet nemmere at være homoseksuel i Libanon, så er flertallet stadig imod, at man viser sin seksualitet offentligt.

I en rundspørge fra 2016 svarede over 77 procent af libaneserne, at de ikke ville bryde sig om at have en homoseksuel nabo.

- Mange homoseksuelle i Libanon – og i resten af Mellemøsten – springer ikke ud. Mændene får sig en kvindelige kæreste og kvinderne en mandlig, for det er bare nemmere. Så begrebet 'straight looking, straight acting' taler man meget om hernede, fortæller Puk Damsgård.

Men Hamed Sinno og bandet Mashrou' Leila skjuler ikke, hvem de er, og derfor bliver regnbueflag med sikkerhed også modtaget med kyshånd på Northside i dag.

Selv håber Hamed Sinno da også, at han kan gøre en forskel for dem, der føler sig alene grunde deres seksualitet.

- Hvis der er noget, jeg håber at kunne give videre til mine lyttere, så er det en følelse af fællesskab, fortalte Hamed Sinno i ’Horisont’-udsendelsen sidste år.

Facebook
Twitter