Musiklegende på cykel og selfie
Skotsk-amerikanske David Byrne gav fredag midnat en anmelderrost koncert på Arena-scenen, der er Roskildes næststørste.
Men den tidligere Talking Heads-forsanger viste sig, i modsætning til de fleste store musikere, også ude på festivalpladsen.
Her kom han trækkende med en cykel (!) på vej over for at høre den danske musiker og kunstner HVAD optræde på en af de helt små scener.
dr.dks Nicolai Holle fik lov til at tage den selfie med sit store idol, som du kan se øverst.
Ren røv at trutte i
Et forfriskende og rensende bad er ikke noget, de fleste forbinder med Roskilde Festival.
Der er da sikkert også en del gæster, der ikke engang når at få rengjort sig én enkelt gang i løbet af festivalen.
Men det har Camp Balladebad forsøgt at lave om på under den hede festival.
Hver dag under festivalen har man kunnet komme forbi til et iskoldt bad under den svalende bruser til tonerne af 'S.O.A.P. Is In the Air'.
Efter det kolde gys har alle gæster fået et kram, et klistermærke og et Fernet Branca-shot, de kunne varme sig ved.
Et ægte Roskilde-øjeblik
Den danske højhuspoet C.V. Jørgensen spiller på stort set alt, hvad der kalder sig en festival denne sommer.
Men alligevel var der noget særligt over koncerten på Arena lørdag eftermiddag.
Både ældre og helt unge C.V.-fans flokkedes for at høre stemmen bag en perlerække af nyklassikere i den danske sangskat - og selv synge med i sommersolen eller teltdugens skygge.
'Et ægte Roskilde-øjeblik', kalder Politikens anmelder det. Og ønsker sig nogle nye sange fra C.V.s hånd. Det er vi flere, de mener, ville være på sin plads.
Fredeligere festival end sidste år
Til sammenligning med sidste års festival har årets udgave været en fredelig en af slagsen.
Antallet af anmeldelser af tyverier og og voldssager lå nemlig lavere i år. Men helt from var dette års alligevel ikke.
Udover en kedelig sag om en falsk politibetjent, der klippede publikums armbånd, var ordensmagten også vaks ved havelågen fredag morgen.
To mænd og en kvinde udviste mistænkelig adfærd ved at gå ind i et par telte og komme ud igen kort efter med favnen fuld af diverse varer.
Det viste sig, at den ulydige trio havde hugget øl, vodka og chips til en værdi af cirka 500 kroner.
De tre uvorne gæster nægtede sig skyldige, men vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Peter Sommer giver overraskelse til publikum
Peter Sommer stod for den danske lørdagsunderholdning på orange scene i den varme juli-sol.
Men publikum fik sig en overraskelse, da Peter Sommer hen mod slutningen trak en kanin op ad sin hat.
Han inviterede nemlig ingen ringere end Søren Huss ind på scenen til at spille med på nummeret 'Sang til Bo'.
Denne artikel har tidligere indeholdt en video, der ikke længere er tilgængelig på grund af rettighedsaftalen med kunstneren.