Anmeldere og publikum i svime: Svensk verdensstjerne leverer magtdemonstration på Roskilde

Robyn havde publikum i sin hule hånd, da hun natten til lørdag gjorde comeback på Roskilde Festivals største scene.

Natten til lørdag gjorde svenske Robyn et længe ventet comeback på Roskilde Festivals Orange Scene. Det gjorde hun med et stærkt budskab, mener flere blandt publikum. (Foto: Betina Garcia © dr)

Der er festivalkoncerter, som man går til og glemmer igen bagefter.

Og så er der festivalkoncerter, der går over i historien.

Natten til lørdag gav den stadigt sprællevende, svenske pop-legende Robyn en af de sidstnævnte.

Det er der bred enighed om blandt publikum og anmeldere, der står i kø for at drysse stjerner ud over den svenske verdensstjerne.

Lyt til 'Call Your Girlfriend', mens du læser videre:

- Der er ikke noget loft over Robyn længere. Der er ikke noget, der hæmmer hende, ikke noget, der ligger uden for hendes rækkevidde. Ikke noget, der ikke er muligt, lyder det eksempelvis i Politikens anmeldelse, der kalder det 'den bedste popkoncert nogensinde på Orange Scene'.

Avisen giver Robyn seks ud af seks hjerter og konkluderer, at hun 'efterlod os både tummelumske af glæde, lettede og samtidig med en stribe af længsel ned over kinden. Det er popmusikkens bedste trick. Og Robyn udførte det til perfektion.'

Også Ekstra Bladet er ualmindeligt begejstret for vores svenske nabo, som bliver belønnet med fem af seks stjerner.

- Robyn har hele pakken. Hun synger som en hvid soulstjerne. Hun har emotionel dybde. Hun bevæger sig som en drøm.

Anmelderen ærgrer sig over slutningen, som han ikke mente var det store klimaks, det kunne have været. Men må alligevel lægge sig fladt ned for den svenske pop-regent:

- Skønhedspletterne ændrede ikke på, at Robyn regerede over Roskilde som Skandinaviens uopnåelige popdronning.

Overvældet af hendes stærke nærvær

Også Gaffa giver Robyns koncert fem stjerner, som de roser for at 'ramme Roskilde lige i solar plexus', mens Soundvenue i sin ligeledes femstjernede anmeldelse måtte overgive sig til Robyns imponerende evne til at stykke en fuldendt koncert sammen.

- Det ene øjeblik var hjertet ved at boble over af umiddelbar feststemning, og det næste blev man overvældet af Robyns æstetiske sans og hendes stærke nærvær, skriver de.

Robyn selv nød tydeligvis også at være tilbage på Roskilde Festival efter ni års pause:

- I er helt fantastiske - også omme bagerst på pladsen! Jeg ved, I er her for at se en masse andre kunstnere, men jeg er glad for, at I er kommet her i aften, lød det blandt andet fra hende på scenen.

Se billeder fra koncerten i galleriet herunder:

  • Robyn spillede på Orange Scene natten til lørdag. Hun gik på scenen en time efter midnat. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Den 40-årige svenske popdiva tog os både gennem sine absolut største hits og en god portion sange fra sidste års 'Honey'. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Især outfittet med de strategisk placerede pailletter tiltrak sig opmærksomhed. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Det var en veloplagt Robyn, der spredte sin energi på Roskilde Festival, natten til lørdag. Koncerten varede omkring halvanden time. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Da Robyn fyrede op for 'Dacing On My Own' en times tid inde i koncerten, kvitterede publikum med taktfaste hop, tramp og klap. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Robyn spillede sidste gang på Roskilde Festival i 2010. Dengang foregik koncerten på Arena-scenen. I år var hun rykket til Orange Scene. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Robyn fyldte 40 år i juni. (Foto: Betina Garcia © dr)
1 / 7

Efter koncerten var det især et af Robyns afslørende outfits, en cremefarvet top med pailletter strategisk placeret på hvert bryst, og stærke, selvstændige udtryk noget, der gik rent hjem hos publium.

'Hun markerer sig som kvinde'

Louise Lau Justesen gæstede Roskilde Festival for første gang siden år 2000 - udelukkende for at høre Robyn. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

Louise Lau Justesen har ikke været på Roskilde Festival siden 2000, men havde købt en endagsbillet i år for at kunne høre den svenske popdiva, der viste sig at være alt det, hun havde 'ventet på, drømt om og håbet på'.

- Hun leverede den fest, som jeg forventede. Der er bare en kæmpe empowerment i hendes beats.

Og også Robyns visuelle udtryk får ros med på vejen.

- Hendes outfits er meget provokerende, ville nogen sige - de er i hvert fald meget kvindelige. Hun markerer sig stærkt som kvinde og viser, at kvinder kan gøre det hele selv. Det er så sejt at stå som kvinde til sådan en koncert og vide, at hun har gjort det her i mere end 20 år.

Lyt til 'Dancing On My Own', mens du læser videre:

'Lidt for rutineagtigt'

Alex Randrup Thomassen på 29 havde set frem til Robyn-koncerten hele ugen. Den levede dog - trods Alex' glade udtryk - ikke helt op til hans forventninger. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

Alex Randrup Thomassen har været på Roskilde Festival siden opvarmningsdagene og havde set frem til Robyn som sit absolutte festival-højdepunkt.

- Når man har været her en hel uge, så har man jo opbygget en forventning om, at Robyn ville komme hjem. Men det her var en koncert, hun ligeså godt kunne have spillet i London eller New York.

- Det blev lidt for rutineagtigt for mig. Der er ingen tvivl om, at alle er med og har en god fest, når hun spiller de største hits. Men jeg blev ikke taget væk.

'Jeg har elsket hende, fra jeg hørte hende allerførste gang'

Vennerne Ane Rindom (30) og Ask Ulrich Petersen (29) var begejstrede efter koncerten med Robyn, som især Ane føler, hun kan spejle sig i. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

Vennerne Ane og Ask var også taget forbi Orange Scene for at høre Robyn. Og ifølge de to venner levede hun op til alle forventninger.

- Jeg synes, koncerten var fed, fordi hun tog nogle af de gamle numre og gjorde dem nye. Hun formår at genskabe sine numre og er ligesom vokset, mener Ask Ulrich Petersen, der hurtigt bliver suppleret af veninden Ane Rindom:

- Hun kønner aldrig, når hun synger, og det betyder sindssygt meget, når jeg står foran Orange Scene og lytter til hendes sange, at der ikke bliver sunget ret meget andet end 'hun'. Det er meget få kvindelige kunstnere, der ikke nævner hankøn i deres sange.

- Jeg har elsket hende, fra jeg hørte hende allerførste gang for ti år siden. Jeg stod nærmest og græd på det første lesbiske dansegulv, jeg var på, fordi hun ikke bare laver god pop, men også taler til mig som lesbisk kvinde. Det er fandeme sjældent, man møder det i en mainstream popkunstner.

Som en lille bøvs til allersidst er det værd at nævne, at det trods alt ikke var alle, der blev væltet bagover af Robyn.

BT giver således kun koncerten to stjerner og skriver, at Robyn brugte 'den første time på sine nye sange, der lagde en stor dæmper på den forventningsfulde nattefest, hvor man altså ikke er kommet for at se på kunst' og kalder koncerten for 'årets skuffelse'.

Facebook
Twitter