Korthåret sangerinde blev ramt af fordomme: 'Jeg blev spurgt, om jeg var ved at skifte køn'

Popsanger og queer-ikon Christine and the Queens spiller onsdag på Roskilde Festival.

Man siger, at kært barn har mange navne.

Og selvom det er en sproglig kliché, vi efterhånden oftest oplever i konfirmationstaler og på køleskabsmagneter, så passer netop dét ordsprog godt på den franske sangerinde, Héloïse Letissier.

Héloïse er hendes fødenavn, men siden 2011 har den 31-årige sangerinde gået under kunstnernavnet Christine and the Queens. Altså indtil hun sidste år cuttede 16 bogstaver af navneskiltet og adopterede kælenavnet Chris, som også blev titlen på hendes anmelderroste andet album.

Herhjemme er den Roskilde-aktuelle sangerinde mest kendt for radiohittet 'Tilted', og for en del er sangerinden nok stadig et relativt ubeskrevet blad. Men den franske elektro-dronning har i den grad noget at byde på.

Således blev hendes seneste plade, 'Chris', kåret til intet mindre end det bedste album i hele 2018 af den britiske avis The Guardian, mens singlen 'Girlfriend' blev udråbt til årets bedste sang samme år af magasinet Time.

Hør hittet 'Tilted' fra 2016 her, mens du læser videre:

Kollegaer som Madonna, Lorde og Elton John har allerede givet Christine and the Queens deres blåstempling, og det samme gør radiovært på P3, Fie Neergaard.

- Christine and the Queens laver melodisk popmusik, som kører på de her elektroniske dyder, som vi kender det fra en artist som Robyn. Samtidig har hun noget på hjerte og ofte et helt klart budskab i sine tekster, som på ret charmerende vis ikke altid er lige til at høre, fordi de er gemt bag en meget tyk fransk accent, fortæller hun om sangerinden, der både laver sange på engelsk og fransk.

Britiske drag queens blev vendepunkt

Nogle siger, at det var et knust hjerte, der i 2010 sendte Héloïse Letissier til London, mens andre mener, at det var konsekvensen af, at Christine var blevet smidt ud af en dramaskole hjemme i Frankrig og havde brug for at stikke af fra det hele. Måske var det bare begge dele.

I London begyndte franskmanden at opsøge byens pulserende drag queen-scene, hvor hun blev betaget af den energi og 'tag mig, som jeg er'-attitude, nattens dronninger besad.

- Historien går på, at hun bliver så inspireret af de her drag queens, at det er i dét øjeblik, hun beslutter sig for at kaste sig ud i forsøge at leve af musikken. Det er jo ret risky business, for den slags går sjældent godt for de fleste. Men de her drags og deres energi giver hende så meget blod på tanden, at hun tænker: 'Hey, det kan jeg fandme godt', fortæller Fie Neergaard.

Året efter udgav sangerinden sin første ep 'Miséricorde' og begyndte at spille koncerter flankeret af et band af drag queens - deraf navnet Christine and the Queens.

Christine and the Queens, som hun tog sig ud i starten af sin karriere. Her ses hun på scenen i 2012 under en koncert i Berlin. (Foto: Frank Hoensch © 2012 Frank Hoensch)

Udvisker de klassiske kønsopfattelser

Lige siden har sangerinden både lyrisk og visuelt forsøgt at udviske grænserne mellem det maskuline og feminine gennem sin musik.

Grænser, som blev endnu mere udtværede, da sangerinden sidste år, under tilblivelsen af sin nye scenepersona Chris, klippede sit brune hår helt kort - et træk, der fik stor opmærksomhed i hjemlandet Frankrig.

- Jeg er blevet spurgt så mange gange, om jeg var i gang med at skifte køn. Men jeg kan godt både være Chris og være en kvinde. Det er som om, der kun er én måde at være feminin, sagde sangerinden tidligere i år til TimeOut.

Og netop derfor ønsker sangerinden gennem sin musik og sceneshows - der er en blanding af musik, teater og dans - at sætte fokus på emner som køn, stereotyper og seksualitet og sætte spørgsmålstegn ved de klassiske kønsopfattelser og kønsroller.

Hør hittet 'Girlfriend' fra 2018 her, mens du læser videre:

- Hun har tidligere fortalt, hvordan hun er ret træt af, at hun får nogle kommentarer, som hun ikke ville have fået, hvis hun var mand. Sådan noget med, at hvis hun står på scenen og har svedplamager på sit tøj, så bliver det kommenteret, mens det nok ikke var noget en mand skulle høre for, siger Fie Neergaard og fortsætter:

- Det forsøger hun blandt andet at gøre op med med Chris-personaen, hvor hun forsøger at tegne et portræt af en lidt mere kønsneutral karakter, der ikke passer ind i den traditionelle forstand af køn som værende mand og kvinde.

Christine and the Qeens udgav sidste år pladen 'Chris' og debutterede samtidig et mere maskulint look. (Foto: PR)

Queer-ikon vil ikke blot reduceres til sin seksualitet

Sangerinden, der definerer sig selv som panseksuel - en person, der kan blive forelsket i alle mennesker uanset kønsopfattelse -, er flere gange blevet hyldet som et forbillede for LGBT- og queer-personer.

Men selvom køn og seksualitet fylder meget i hendes musik, kan hun til tider være bange for, om hun blot bliver reduceret til at være 'hende der den panseksuelle sangerinde'.

- Nogle gange bliver queer-fænomenet opfattet i et ret kapitalistisk perspektiv. Når jeg ser en artikel med titlen 'Ti queer-artister, du skal holde øje med', tænker jeg: 'Dér blev det rent faktisk reduceret (til kun at handle om seksualitet) igen', når alt, du vil, egentlig bare er at udtrykke din frihed, forklarede sangerinden til TimeOut.

Christine and the Queens spillede sin første koncert på dansk jord i 2014, hvor hun gæstede DR Koncerthuset i København, og onsdag aften indtager den franske sangerinde så Danmark, når hun giver koncert på årets Roskilde Festival.

En koncert, der er værd at holde øje med, mener Fie Neergaard.

- Det bliver en kæmpe mangfoldighedsfest, og uanset om at man kender til hendes musik eller ej, så tror jeg, det bliver svært ikke at blive revet med, spår radioværten.

Christine and the Queens er kendt for sine koncerter, der ofte er én stor blanding af musik, dans og teater. (Foto: Scott Dudelson © 2019 Scott Dudelson)
Facebook
Twitter