Se listen: Her er alle navnene til årets Grøn Koncert

Det bliver alt fra Kesi til Kato, som spiller, når Grøn-koncerterne rejser rundt i landet til sommer.

Dizzy Mizz Lizzy er sidste navn på plakaten til årets Grøn-koncerter. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Om det er dansk rock, pop eller rap, der får dine arme i vejret, så skal de otte navne på årets Grøn-plakat nok sørge for, at du får en fest.

Seneste og sidste navn, der netop er tilføjet plakaten, er rockmastodonterne Dizzy Mizz Lizzy, der i år fejrer 25 års jubilæet for deres debutalbum. I en pressemeddelelse lover de 'fuld smadder' og måske endda nogle helt nye numre:

Her er det fulde overblik over årets Grøn-kunstnere:

1

Til dig, der vil rocke med

Det bliver første år, at Saveus spiller på Grøn. Her ses de til deres koncert på Bøgescenen på Smukfest i 2018. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Saveus

2018 var året med mange imponerende 'første gang'-oplevelser for det danske band Saveus med Martin Hedegaard i spidsen. Første koncert på Orange Scene på Roskilde Festival, første koncert på Bøgescenerne på Smukfest – og udgivelsen af bandets første album, 'Neuro', var blandt højdepunkterne.

I år er det så første gang, de rammer Grøn-scenen. Det gør de med stor sandsynlighed med hits som 'Everchanging', 'Time Can Heal a Man' og ikke mindst gennembrudshittet 'Levitate Me'.

Carpark North

De aarhusianske medlemmer i rockbandet Carpark North er langt fra grønne, når det kommer til at stå på en festivalscene. Og slet ikke Grøns scene. Det bliver faktisk femte år, at bandet skal sørge for at sætte gang i publikum med deres electrorock.

Det prisvindende rockband med Lau Højen i front fik for alvor hul igennem med hittet 'Transparent & Glasslike' fra 2003. I år fejrer bandet 20 års jubilæum.

Dizzy Mizz Lizzy

Siden offentliggørelsen af deres genforening i 2009, som egentlig blev udmeldt som værende midlertidig, har bandmedlemmerne Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen slidt tourbussens dæk tynde samt udgivet deres tredje album, 'Forward in Reverse', undervejs.

Ligesom for Saveus bliver det første gang, at Dizzy Mizz Lizzy gæster den omrejsende musikfestival Grøn. Det bliver dog femte gang, at forsanger Tim Christensen indtager scenen, da han tidligere har stået der som soloartist.

2

Til dig, der vil danse med

I marts offentliggjorde popgruppen Alphabeat, at de efter seks års pause atter ville samle bandet. Deres første koncerter bliver på årets Grøn, før de i efteråret inviterer til egne koncerter. (Foto: Tom McKenzie)

Alphabeat

Med det popsprudlende dansehit 'Fascination' bragede Alphabeat igennem på playlister og dansegulve i både Danmark og England i 2006. Efter knap seks års pause, hvor forsanger Stine Bramsen stod på egne ben som solist, fortsætter festen nu for bandet fra Silkeborg.

Grøn bliver første gang, du kan opleve bandet efter deres genforening.

Kesi

I 2014 havde Oliver Kesi 'ikke sovet i et år', som han sang i hittet 'Søvnløs', der gjorde rapperen Kesi til en musiker med hits, de fleste danskere kunne synge med på.

Senest har han fået os til at synge og danse med på numre som 'Kom over' og 'Mamacita'. Sidstnævnte skulle selv Kronprins Frederik efter sigende danse med på, blev det afsløret i forbindelse med udgivelsen af biografen 'Under bjælken' i 2018.

Kato

Dj og producer Kato hopper for tredje gang ombord på musikkaravanen, når han skal få festen til at koge på Grøn. Setlisten kommer ikke til at mangle stjernespækkede hits, da Kato har udgivet musik med blandt andre Mads Langer, Snoop Dog, Hailee Steinfield og Brandon Beal. Sidstnævnte er allerede afsløret som medoptrædende, når Kato indtager Grøn denne sommer.

3

Til dig, der vil synge med

Gymnasievennerne Emil Goll, Alexander Malone og Joachim Dencker har siden særligt hittet 'Deja vu' haft stor succes med bandet Scarlet Pleasure. (© Copenhagen Music)

Scarlet Pleasure

Du kan være sikker på, at der vil blive både sunget og danset med, når de tre medlemmer i Scarlet Pleasure får temperaturen til stige med deres popmusik, de selv har kaldt for liderlig flødepop.

Kæmpehittet 'Deja vu', der i 2017 for alvor fik det københavnske band plantet i folks øregange, har i dag over 16 millioner afspilninger på Spotify og flere prismodtagelser i bagagen. Du kan i øvrigt følge bandets vej mod toppen i Danmark i DR3-serien 'Vi er Scarlet Pleasure' og deres drømme om udenlandsk succes i 'Scarlet Pleasure: Verden venter'.

Anne, Sanne og Lis

Alphabeat og Dizzy Mizz Lizzy er ikke de eneste genforenede bands på plakaten i år. Også trioen Anne, Sanne og Lis sørger for at sætte gang i festen.

Hvad man kan forvente af den fest, er dog svært at forudse. Trioen starter nemlig først deres store arenaturné i midten af maj. Men mon ikke der bliver disket op med hits efter hits fra alle tre kvinders imponerende bagkataloger.

Facebook
Twitter