Slut med gadefesterne, som du kender dem: Distortion indfører betalingszoner

Festivalens gadefester er blevet for store. Det går ikke længere, lyder det fra Distortions direktør.

Den københavnske festival adskiller nu de helt store fester og de mindre bastunge gadefester med såkaldte musikzoner, som kræver entrébillet. (Foto: Wilfred Gachau © Scanpix)

Hvis man er en af dem, der allerede har skrevet "dakkedak" i kalenderen 3. og 4. juni, så er det nu, man skal læse godt med.

Festivalen Distortion har nemlig netop annonceret store ændringer, der vedrører deres yderst velbesøgte gadefester i Københavns brokvarterer.

I år vil festivalen nemlig flytte de både elskede og hadede gadefesters store musikscener til lukkede områder i udkanten af henholdsvis Nørrebro og Vesterbro under navnet 'Distortion X'.

Og det bliver ikke gratis at komme ind. En billet til Nørrebros musikzone med fire store scener vil koste 160 kroner, mens man skal betale 180 kroner for en billet til seks scener på Vesterbro.

Indtægterne skal gå til at sikre et stærkere musikprogram, gratis arrangementer uden for betalingsområderne og endnu flere toiletter.

Det er altså ikke helt slut med Distortions gratis gadefester. Men de bliver meget mindre. Og er man en af dem, der i løbet af festivalens historie har udviklet en afhængighed af svedende folkemængder, høj bas, lunkne dåseøl og en duft af urin midt i byen, så er musikzonerne ens bedste mulighed for at få mere af det.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Distortion siden sin spæde start i 1998 har vokset sig kæmpestor. Til glæde for mange, men også til gene for nogle af byens beboere, som er trætte af støj og tis i deres gårde, porte og gader.

Og festivalen har da også flere gange fået gult kort af Københavns Kommune - men har altså fået lov at fortsætte ufortrødent.

Distortion slutter som vanligt af med to festivaldage på Refshaleøen, 'Distortion Ø', hvor blandt andre den sydkoreanske dj og producer Peggy Gou spiller. Lyt til 'Starry Night' her:

0:00

Slut med ukontrollerbare gadefester

Men nu skal det være slut med de kæmpestore, ukontrollerbare gadefester, som finder sted i festivalens første to dage, mener Distortions direktør, Thomas Fleurquin.

Allerede sidste år gav han udtryk for, at folkene bag Distortion selv var trætte af den hektiske stemning under gadefesterne.

Dr.dk har taget en snak med Thomas Fleurquin om festivalens nye tiltag.

Hej Thomas, hvorfor indfører I musikzoner, som koster entré, under gadefesterne?

- Det er, fordi gadefesterne under Distortion de sidste fire-fem år har udviklet sig til en decideret musikfestival. Og det var ikke vores intention med dem, da vi startede gadefesterne. Vi ville have nogle små scener med et par hundrede gæster, langbordsmiddage, gøgl og gadehygge.

- Men der er sket det, at de aktører, der vil lave lokale events i gadefest-dagene, er begyndt at lave større og større scener på gaden. Og så har vi kunnet se, at vores publikum har hungret efter mere af det. De samler sig omkring de store scener, så der har været flere tusinder på et sted. Men nu kan det være nok. Vi vil samle de store scener i musikzoner, så dem, der gerne vil gå helt amok, kan gøre det på et aflukket område. Og så kan vi få pladsen tilbage til gadehyggen og de små gadefester.

- Og så får vi økonomi til for eksempel at stille flere toiletter op, både i gaderne og musikzonerne. Den store udfordring er urin, fordi folk glemmer, at de er i et brokvarter, hvor børn skal op i børnehave næste morgen. De opfører sig, som om de fester på en græsmark. Så vi skal bare have nogle forhold, så folk ikke er i tvivl om, hvor man går amok, og hvor der er hygge.

De helt store gadefester er folkene bag Distortion selv ved at være trætte af. - Det clasher med vores oprindelige koncept, siger Thomas Fleurquin. Her spiller Kesi på Nørrebro under Distortion i 2016. (Foto: Per Lange © Scanpix)

Okay, men hvordan vil I forhindre, at folk samler sig i store mængder til gadefesterne?

- De aktører, som arrangerer fester under Distortion, får ikke lov at sætte store anlæg op. Så må de bruge et par paller til at lave en scene. Og så må vi se, hvor mange der egentlig har lyst til at hygge sig på gaden, og hvor mange der har lyst til at gå amok. Så må vi skrue på fordelingen med tiden. Men vi vil ikke smadre hyggen og den gode karma, for det er grunden til, at Distortion overhovedet findes.

- Vi har set, at store aktører inden for musikbranchen, som for eksempel Red Bull og Sony, har udnyttet platformen til at lave store events og fester. Og det er fantastisk med de store artister, som har skabt nogle kæmpe oplevelser, men det clasher med vores oprindelige koncept. Så nu adskiller vi det.

Hvordan tror du, jeres publikum, som tydeligvis er glade for gadefesterne, som de har været i de senere år, vil tage imod det?

- Vi er ret sikre på, at alle bliver glade for ordningen, for så kan alle få det, de vil have. Vi har jo også et publikum, som synes, det er blevet for vildt. Og personligt, som festivalgæst og festentusiast, syntes jeg ikke, det var særligt hyggeligt på Nørrebro i 2019. Jeg tror, stemningen bliver bedre for dem, der vil have gadehygge, og dem, der vil give den gas, kan give den endnu mere gas.

- Vi har eksperimenteret med musikzoner de seneste år, blandt andet på Rådhuspladsen, hvor man skulle købe gadearmbånd for at få adgang. Men det var først-til-mølle, så det er klart, at når der er plads til 6.000, og vi har solgt næsten 22.000 gadearmbånd, så bliver der kaos. Jeg tror, folk vil synes, det er dejligt at have en billet, som garanterer dem adgang.

Tror du ikke, mange vil savne gadefesterne, som de var?

- Den, der kommer til at savne dem allermest, er nok mig. Men på den anden side går det ikke længere, når vi er 70.000. Det var sjovt, da vi var 700. På et tidspunkt må vi jo blive voksne, og det er vi blevet langsomt de sidste par år, og nu er der ikke nogen vej udenom.

- Jeg tror stadig, der kommer til at opstå nogle vilde ting i sidegaderne. Der kommer til at være mere plads til spontane happenings, når den store masse, som vil have høj bas, går over til musikzonerne.

Tak for det, Thomas, og god festival.

  • Her kommer scenerne til at blive fordelt under Distortion X på Blegdamsvej på Nørrebro. (© Distortion)
  • Sådan kommer scenerne til at ligge under Distortion X i Ingerlevsgade på Vesterbro. (© Distortion)
1 / 2
Facebook
Twitter