Smukfest holder fast: 'Der kommer til at være proppet med glade gæster'

Det ser sort ud for mange danske festivaler, men hos Smukfest er der optimisme.

De danske musikfestivaler mærker igen i år konsekvenserne af den igangværende coronapandemi. Smukfest er håbefulde. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Havde du sat snuden op efter ølkåd fællessang og tæt dans i et svedigt menneskehav på sommerens musikfestivaler, bliver du måske skuffet.

Distortion har allerede aflyst, og i dag var der flere dårlige nyheder. Der er nemlig lange udsigter til festivaler, som vi kender dem, i år.

Det står klart, efter sløret i dag blev løftet for de anbefalinger for musikfestivaler og andre store arrangementer, som en særlig ekspertgruppe har arbejdet på de sidste par uger.

I anbefalingerne lyder det blandt andet, at der bør sættes et loft på maksimalt 10.000 gæster, samt at der skal fremvises coronapas, og at overnatning ikke bliver mulig.

Det er dog i sidste ende op til et politisk flertal, hvorvidt man vil følge anbefalingerne fra eksperterne.

Men hvad kommer de nye anbefalinger konkret til at betyde for sommerens festivaler?

Her er reaktionerne fra en række af Danmarks største musikfestivaler.

Smukfest

Hos Smukfest er man mere optimistiske. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

Mens du nok ikke skal gøre dig forhåbninger om at høre musik på hverken Roskilde Festival eller Northside i år, ser det anderledes lyst ud for Smukfest, der afholdes den 4.-8. august.

- Vi kommer til at holde festival i år, slår festivalens talsmand, Søren Eskildsen, fast.

- Vi har planlagt forsigtigt hele vejen, som vi er blevet bedt om, og vi har også kompetencerne til at skabe et godt og sikkert arrangement. Og hvis restriktioner bortfalder 1. august, som man regner med, så kan vi godt gennemføre, siger han.

Ifølge de nye anbefalinger kan eventuelle restriktioner frafalde, når alle danskere over 16 år er tilbudt en coronavaccine.

- Vi tror, det er vigtigt for hele branchen, at vi får skabt et fuld skala-arrangement hurtigst muligt, der kan vise vejen frem. Og som det ser ud nu, er alle restriktioner bortfaldet, når vi skal afholde festival. Så vi regner med, at der kan være proppet med glade festivalgæster foran Bøgescenerne til august, hvis politikerne giver os lov til det.

Han understreger dog, at man selvfølgelig afventer, at der bliver taget en endelig politisk beslutning på baggrund af anbefalingerne.

Roskilde Festival

Den ikoniske orange teltdug bliver højst sandsynligt heller ikke luftet i år. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Ritzau Scanpix)

Hos landets største festival, Roskilde Festival, tror man ikke umiddelbart på, at det bliver muligt at afholde sommerens festival, der efter planen finder sted fra den 26. juni til den 3. juli.

- Jeg har ud fra ekspertgruppens anbefalinger meget svært ved at tro på, at vi kan samle tusinder af mennesker på Roskilde Festival i slutningen af juni, siger Signe Lopdrup, der er administrerende direktør for Roskilde Festival-gruppen, i en skriftlig udtalelse til DR.

- Jeg kan ikke se nogen anden konklusion, end at der fortsat vil være restriktioner. Restriktioner som betyder, at det ikke kan lade sig gøre at afholde Roskilde Festival.

- Tanken om en kommende aflysning er virkelig trist, men det er efterhånden svært at se nogen anden udvej.

Roskilde Festival har tidligere afvist tanken om at afholde en nedskaleret udgave af festivalen, der normalt gæstes af omkring 130.000 festivalgængere.

Jelling Musikfestival

Jelling tror ikke på festival i år, men håber på alternative arrangementer. (Foto: Lasse Lagoni)

Efter planen skal Jelling Musikfestival løbe af stablen om bare 26 dage, men festivalleder Lars Charlie Mortensen anerkender, at det ser sort ud for dette års festival.

- Hvis politikerne lytter til ekspertgruppen, så bliver vi aflyst. Og det er så det. Vi må erkende, at vi ikke kan nå det, siger han.

- Vi har dog haft tanker om alternative arrangementer, men vi skal finde ud af, om det kan lade sig gøre. Men jeg vil sige, at de folk, som har købt billet til Jelling Festival i år, skal beholde dem. Det er en god investering, fordi der kommer en festival i 2022 i fuld skala, lyder det håbefuldt fra festivallederen.

Lars Charlie Mortensen er dog ikke tilfreds med forløbet omkring ekspertgruppens anbefalinger.

- Det skulle være gået hurtigere. Jeg blev lidt skuffet over, at vi ikke var med i den første genåbningsplan. Det handler om en masse mennesker. En masse publikummer, frivillige, leverandører og artister, som det går udover.

- På den anden side anerkender vi, at det er utrolig komplekst at lave sådan en plan.

Heartland

Heartland Festival mener ikke, at det er realistisk at gennemføre festivalen med ekspertgruppens anbefalinger. (Foto: Thomas Rousing © Fotograf Thomas Rousing)

Hos fynske Heartland Festival, der efter planen skulle være afholdt fra den 27. til den 29. maj, tror man ikke på, at årets festival bliver til noget.

- Med dagens anbefalinger fra ekspertgruppen må vi konstatere, at det ser umuligt ud at gennemføre årets Heartland Festival, udtaler direktør Ulrik Ørum-Pedersen på festivalens hjemmeside.

- Vi afventer stadig regeringens endelige retningslinjer, så vi hurtigst muligt kan skabe klarhed for vores gæster, medarbejdere, samarbejdspartnere og kunstnere.

Northside og Tinderbox

Det selvlysende pariserhjul er blevet varetegnet for fynske Tinderbox. Om hjulet kommer i omdrejninger denne sommer er fortsat uvist. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hos festivalkoncernen Down the Drain, der blandt andet står bag Northside og Tinderbox, frygter man også, at man bliver nødsaget til at aflyse.

- Vi kigger frem mod en potentiel aflysning af vores festivaler Northside og Tinderbox, siger administrerende direktør Brian Nielsen.

- Vi kan hverken bruge sektionering eller maksimalt 10.000 publikummer til noget. Vores festivaler samler mellem 35.000-45.000 hver, og det ville være umuligt at tænke sektionering ind, da man går fra scene til scene, når man er på Northside eller Tinderbox. Vi er alt for kompleks en størrelse, til at det kan lade sig gøre, siger han og tilføjer:

- Nu afventer vi, hvad politikerne beslutter. De har vedtaget en fin kompensationsordning, men det er en forudsætning, at der forelægger nogle restriktioner, for at man kan søge om dispensation. Vi er nødt til at have en udmelding, før vi eksempelvis kan gå ud og aflyse officielt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk