Årets Smukfest i Skanderborg er ramt af så kraftig regn, at store dele af festivalområderne nærmest er druknet i vand.
Adskillige telte er oversvømmet, og regnen har betydet, at både fredagens koncert med Laid Back og denne formiddags direkte udsendelse af radioprogrammet "Mads og Monopolet" måtte afbrydes. Desuden viser billeder fra området, at der nærmest flyder en flod af regn gennem bøgeskoven.
Men der er mere og kraftig regn på vej, oplyser DMI.
- Vores bud er, at der kan falde alt mellem 10 og 40 millimeter i dag, fordi bygerne er meget lokale. Om de kraftige byger rammer midt på Skanderborg Festival eller går udenom, er ikke til at sige. Bygerne kan indeholde både torden, hagl og kraftige vindstød, siger DMI's vagthavende meteorolog, Jesper Eriksen, til Ritzau.
Ingen koncerter i fare - endnu
Festivalens sikkerhedschef, Thomas Rydahl, oplyser, at man fra festivalens side er i kontakt med DMI hver time, og som det ser ud nu, er lørdagens koncerter ikke i fare for afbrydelse eller aflysning. Blandt andre skal et af årets hovednavne, den tidligere Oasis-forsanger Liam Gallagher, spille på Bøgescenen.
- Men vi hører, der kan komme torden, og det skal vi holde øje med. Tordenvejr og scenekonstruktioner fungerer jo ikke så godt sammen. Men kommer der skybrud og står vinden forkert, så ryger der vand ind på scenen, og det går ikke, siger Thomas Rydahl til Ritzau.
God stemning og masser af træflis
Trods regnen er der god stemning, fortæller journalist i DR Christina Rasmussen.
- Der er ret høj stemning, og da det stod ned i stænger, blev der sunget "Bamses regnvejrssang" og "Gem et lille smil til det bli'r gråvejr". De, der havde fem centimeter vand inde i deres telte, var trætte af det i et øjeblik, men tog det godt og med et smil, siger Christina Rasmussen, der selv fik dele af sit telt oversvømmet (se videoen øverst i artiklen).
Hun har set folk forlade campingpladsen med deres tasker, men om det skyldes det dårlige vejr eller træthed vides ikke.
Ifølge Christina Rasmussen er det nogle meget intense byger, der rammer festivalen, men kort tid efter kan solen skinne igen, og så kan folk igen stå i shorts og T-shirts. Trods de store "regnfloder" kommer der hurtigt styr på vandet, og der bliver spredt træflis.
- Der er mudret, men man går ikke rundt i mudder op til knæene.
Og skulle regnen komme tilbage og fortsætte aftenen med, så bliver hun og vennerne. Der venter nemlig både Nephew, Liam Gallagher og Saveus.
- Nej, vi tager ikke hjem. Pyt med regnen, lyder det.