På krykker lige inden sit livs optræden: Ny dansk stjerne blæser publikum bagover på Smukfest

Vinderne af KarriereKanonen 2019 hedder Angående Mig, Patina og Høker.

Angående Mig (billedet) er en af KarriereKanonens tre vindere i 2019. (Foto: Betina Garcia © dr)

Det er en let nervøs men forventningsfuld stemning, der præger backstage-området på Smukfest onsdag eftermiddag.

Otte spritnye danske musiktalenter afventer nemlig offentliggørelsen af årets tre vindere af talentudviklingsforløbet og konkurrencen KarriereKanonen.

Tirsdag aften optrådte de alle på Smukfest på skift - alle med drømmen om at gå i fodsporene på tidligere vindere som The Minds of 99, Marie Key og Katinka.

Herefter skulle en jury vurdere og votere, så de de tre vindere kunne annonceres live på P3.

Og da P3-vært Pelle Peter Jensen afslørede indiepopbandet Patina som den første af årets tre vindere, begyndte glædestårerne straks at trille hos trommeslagerne og sangerne Søren Bastrup Bojsen, Gregers Møller Jensen og Mads Skov Hansen, der udgør medlemmerne i Patina.

Bandet Patina var rolige men rørte, da de blev annonceret som KarriereKanonens første vinder. (Foto: Betina Garcia © dr)

- Vi har egentlig været ret rolige omkring det hele. Vi vil bare gerne sige tak for al den gode energi, vi har fået med, lød det fra sanger og trommeslager Søren Bastrup Bojsen.

- Det betyder vildt meget for os internt. Vi er bedste venner. Det er et outcome af den tryghed, vi finder hos hinanden - det er bare så dejligt, at der er nogen, der kan mærke det, supplerede Gregers Møller Jensen.

Se Patina indtage scenen på Smukfest med singlen 'maaske':

Tømmermænd i Narnia

Laura Lilholt Andersen, som står bag Angående Mig, lignede en, der fik sig en ordentlig overraskelse, da Pelle Peter Jensen udråbte hende og hendes band som årets anden vinder af KarriereKanonen.

- Jeg er i Narnia lige nu. Det er så random, det her, lød det fra en overvældet og tømmermændsramt Laura Lilholt Andersen, der fortsatte:

- Vi har selv svært ved at sætte det, vi laver, i bås, men vi synes, vi kommer med noget nyt, ægte og ømt.

Se Angående Mig spille sangen 'Brug For' på Smukfest:

Op til finalen havde Angående Mig haft en mildest talt kaotisk uge, fortalte Laura Lilholt Andersen. Noget af bandets udstyr var gået i stykker, og Laura selv var faldet ned fra en bænk til en fest få dage inden og havde forstuvet foden.

Angående Mig blev udråbt som KarriereKanonens anden vinder. (Foto: Betina Garcia © dr)

Derfor havde bandet øvet med Laura Lilholt Andersen på krykker og planlagt, at hun skulle sidde ned og synge. Men dagen før koncerten kunne hun igen støtte på foden uden krykkerne, hvorfor de droppede det igen.

- Der havde slet ikke været tid til at være nervøs, før vi ankom. Men så var jeg også ude at skide fem gange, inden vi gik på, grinede hun og tilføjede, at modtagelsen var helt overvældende.

'Den perfekte dårlighed'

Endelig blev Høker udråbt som sidste vinder af årets KarriereKanonen: En rapgruppe fra København, som har eksisteret i under et år - og som spillede deres allerførste koncert sammen for få måneder siden.

- Vi havde overhovedet ikke regnet med det her, lød det fra gruppens producer, Simon Guttermann.

- Jeg tror, vi lå i den dårlige ende af feltet til semifinalen på Spot Festival - der ramte vi den perfekte dårlighed. Vi må have forbedret os tilpas meget siden da, siden vi står her i dag, reflekterede han med et grin.

Høker var overraskede, da de blev udråbt som KarriereKanonens tredje og sidste vinder. (Foto: Betina Garcia © dr)

Gruppens lyd er blevet beskrevet som 50 procent The Minds of 99 og 50 procent Ukendt Kunstner.

- Vi er fire drenge med forskellige baggrunde og præferencer, og det prøver vi at lave en fed blanding af, fortalte sanger og guitarist Gustav Bejder.

Se Høker spille 'Hænder' under deres finalekoncert på Smukfest:

Mærkelig og ekstrem

Ud over æren modtager vinderne af KarriereKanonen et skræddersyet talentudviklingsforløb, en koncert på Smukfest i 2020 samt airplay på P3.

Op til finalen på Smukfest har finalisterne, som gik videre efter semifinalen på Spot Festival i maj, modtaget feedback og rådgivning om deres sangskrivning, sceneoptræden, pressehåndtering og kommunikation.

Noget, man ifølge P3-vært Pelle Peter Jensen, som er en del af KarriereKanonens jury, tydeligt kunne mærke, de tre vindere havde taget til sig.

- Jeg synes, de alle tre er blevet mere sikre i deres udtryk, siden forløbet gik i gang. Det var ikke alle deltagere, der havde spillet lige mange koncerter inden, fortalte han og fortsatte:

- Det har været en stor fornøjelse at se nogle musikere, der nu tror mere på sig selv og tør gå linen lidt længere ud, end de har gjort tidligere. Det er, når du tør være mærkelig og ekstrem og gøre noget, de andre ikke gør, at du skiller dig ud.

Ifølge Pelle Peter Jensen har KarriereKanonens felt i år været præget af bands, der spiller på instrumenter, skriver på dansk og lægger stor vægt på poesi og lyrik - måske som et oprør mod den elektroniske og urbane bølge, der har domineret musikscenen i de seneste år.

- I løbet af de sidste otte år har alle fået en MacBook og lavet musik på computeren. Men nu er det, som om rocken, instrumenter og det at forme et band er det spændende og seje. Det synes jeg vi har lært i årets KarriereKanonen. Men uden at det er 80'erne, 90'erne og 00'erne om igen.

- Det er en genfortolkning af, hvordan man former et band, og hvilke lyde, man kan få det til at spille.

  • Patina var sidste KarriereKanonen-band på scenen på Smukfest tirsdag aften. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Gregers Møller Jensen, Søren Bastrup Bojsen og Mads Skov Hansen, som til sammen udgør Patina, laver al musikken sammen og skiftes til at stå i front og synge og spille trommer og percussion. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Laura Lilholt Andersen står bag kunstneraliaset Angående Mig. Sangene er er inspireret af danske singer/songwritere og hiphop. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Tirsdag aften gik Angående Mig på scenen på Smukfest med en forstuvet fod. Men det fik altså ikke nogen negativ indflydelse på hverken hendes eller bandets optræden. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Høker består af sanger og guitarist Gustav Bejder, rapper og sangskriver Emil Jelbo (billedet), producer Simon Guttermann og guitarist Sylvester Zabello. Gruppen har lavet musik sammen i et år. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Noget, Høker især har taget med sig fra KarriereKanonen-forløbet, er rådgivningen omkring deres sceneoptræden. De er blevet mere fokuserede på, hvordan de bevæger sig på scenen. (Foto: Betina Garcia © dr)
1 / 6

Se vinderne blive udråbt og deres reaktioner her:

Facebook
Twitter