Popkomet 'kamp-brækkede' sig få dage inden stor koncert: 'I skal ikke lade, som om I ikke også har gjort det'

Sangerinden Clara var i topform på Smukfest trods et par hårde dage på festivalens campingplads.

Popkometen Clara optrådte lørdag på Smukfest. (Foto: GONZALES PHOTO KIM MATTHÄI LELA © Ritzau Scanpix)

Næsten hele ugen har publikum på dette års Smukfest stået i vand til anklerne, men det har ikke afholdt de sommerkåde gæster fra at fortsætte festen på festivalen, som slutter søndag.

Der er blevet hygget, danset og drukket til den store guldmedalje - og det gælder også for det 18-årige sangtalent Clara, der under sin festivalkoncert afslørede, at også hun havde festet igennem på festivalens campingområde.

Vildt gik det også for sig, da Christopher holdt lørdagsfest på Bøgescenerne og lagde festivalens øvrige scener øde hen - med en helt særlig gæst blandt publikum.

Se nogle af Smukfests højdepunkter herunder.

1

Clara 'kamp-brækkede' sig få dage inden koncertbrag

Det er ikke en overdrivelse at sige, at den 18-årige popkomet Clara er gået all in på Smukfest i år.

Udover at levere et brag af en eftermiddagskoncert lørdag afslørede hun nemlig, at hun har boet på campingarealet KærligHeden, hvor hun har festet igennem i løbet af ugen - og kæmpet med tømmermænd og hæshed ligesom mange andre festivalgæster.

- Nogen vil mene, det er modigt og dristigt. Andre, at det er fucking dumt. Men nu står jeg her og synger, på trods af at jeg har kamp-brækket mig ude på festivalen! I skal ikke lade, som om I ikke også har gjort det, grinede sangerinden, som var på Smukfest - både som artist og gæst - for allerførste gang.

Hun takkede publikum for at dukke op til koncerten klokken 14 på trods af de 'ulækkert mange tømmermænd', hun forestillede sig, at de havde.

Den udfordring, det kan være for en upcoming kunstner at spille publikum op på en regnvåd eftermiddag på festival, tog Clara i stiv arm. Og selvom publikumsmængden ikke var overvældende fra start, kom der løbende flere til - måske hjulpet på vej til P3-Teltet af et skybrud.

Og de fremmødte var da også yderst dedikerede. Så dedikerede, at Clara flere gange måtte stoppe kort op i sin sang for at smile og grine af overvældelse, når der blev sunget højlydt med.

- Shit, mand. Jeg er ved at græde. Mit hjerte hamrer. Al den kærlighed, I sender herop - jeg mærker den! Så tak for den, lød det taknemmeligt fra scenen.

Se Clara optræde med singlen 'Crazy', som udkom tidligere i år, og som fik publikum til at synge lystigt med, i videoen ovenfor.

2

Stolt far efter Christopher-koncert: 'Måske det største for ham lige nu'

Solen begyndte endelig at vise sig mellem skyer og bøgetræer hen på eftermiddagen lørdag, mens pladsen foran Smukfests største scene, Bøgescenerne, blev fyldt op.

Og fra dét øjeblik én af festivalens helt store navne, Christopher, sprang ud på scenen, havde han publikum i sin hule hånd.

Blandt det store fremmøde til eftermiddagens koncert var nogle helt særlige gæster: Christophers familie var kommet til Skanderborg for at se ham optræde, og det var en stolt far, der sang med på og dansede til sin søns hits.

- Med så mange mennesker er den her koncert måske det største for ham lige nu herhjemme. Det er vildt, sagde Christophers far, Gert Nissen.

  • Christophers far, Gert Nissen, var meget imponeret over sin søns optræden på dette års Smukfest. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • Christopher var et af lørdagens hovednavne. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Sangeren hoppede og dansede løs på scenen i sådan et tempo, at hans T-shirt hurtigt blev gennemvædet af sved. (Foto: Betina Garcia © Dr)
  • Der var godt gang i publikum, da Christopher leverede hit efter hit på Bøgescenerne. (Foto: Betina Garcia © dr)
1 / 4

Der var lagt op til en sand popfest, hvor sange som 'Bad', 'Told You So' og 'I Won't Let You Down' fik publikum til at feste med hænderne i vejret i solen. Og det satte et smil på læben hos Gert Nissen.

- Det er bare sindssygt at opleve den stemning og fornemme, at folk synger med på hans sange og klapper med og bare er på. Og at han gør det så godt, som han gør til koncerten. Så det var bare en vanvittig oplevelse.

Se Christopher optræde med 'Bad' i videoen ovenfor.

3

Smukt eller for småt? Kim Larsen-hyldest deler vandene

  • Mindelunden for Kim Larsen er udsmykket med de ikoniske linjer fra klassikeren 'Om lidt'. (Foto: Christian Ellegaard © dr)
  • Indersiden af den lille, overdækkede gangpassage er pyntet med billeder fra Kim Larsens mange koncerter på Smukfest. (Foto: Christian Ellegaard © dr)
1 / 2

Smukfest har i år valgt at hylde sangeren Kim Larsen, der døde sidste år, 72 år gammel. På festivalpladsen har man opsat en lille gangpassage - eller 'mindelund' -, hvor festivalens gæster kan mindes den afdøde troubadour.

Larsen nåede gennem sin lange karriere at optræde på festivalen flere gange, og i mindelunden hyldes hans Smukfest-historik med billeder og lyd fra hans koncerter på festivalen.

På ydersiden er passagen prydet med en lang række af Kim Larsens kendte pladecovers og en håndfuld af hatten sixpence, som var Kim Larsens faste hovedbeklædning.

To af dem, der havde lagt vejen forbi mindesmærket, var veninderne Amanda Normann og Rebecca Gatting. De syntes begge, at det er på sin plads, at festivalen hylder Kim Larsen.

- Det var meget smukt. Det er godt, at man laver noget til ære for ham, for han var jo en stor del af den danske kulturskat, mente 19-årige Amanda Normann, mens hendes veninde var lidt skuffet over størrelsen på mindesmærket.

Veninderne Amanda Normann (tv.) og Rebecca Gatting, begge 19, var en tur forbi mindesmærket for Kim Larsen på dette års Smukfest. (Foto: Christian Ellegaard © dr)

- Jeg synes, at når det er så småt, så bliver det næsten at gøre lidt grin med ham. Når man læser, at man kan gå igennem en mindelund til ære for Kim Larsen, havde jeg nok forventet noget lidt vildere end det her. Men der er ingen tvivl om, at der ligger nogle rigtig gode tanker bag, og jeg synes, selve idéen med at hylde Kim Larsen er fin, lød det fra 19-årige Rebecca Gatting.

De nåede begge at opleve Kim Larsens Smukfest-koncert sidste år, der skulle blive sangerens sidste på festivalen.

- Den var helt vild. Han gjorde det så godt, og det var en virkelig fed oplevelse at få med sig, særligt når han så gik bort få måneder senere. Det var rigtig stort at opleve, lød det fra Rebecca Gatting.

4

Iris Gold satte gang i 'rumpetstafet'

- Jeg er ligeglad med, hvilken størrelse den har. Small, medium, large. Rund, brun, hvid eller gul med prikker på. Jeg vil bare gerne se jer ryste jeres motherfucking booty!

Sådan lød det lørdag middag fra en aldeles travl dame, danske Iris Gold, som i øjeblikket stormer frem på scenerne i både ind- og udland.

Hun har for nylig spillet for den franske præsident og måtte desuden rykke sin koncert på Smukfest fra fredag til lørdag på grund af et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

Guitaristen i det legendariske 80'er-band Eurythmics, Dave Stewart, havde nemlig inviteret Iris Gold til at gæste ham på scenen til en koncert med Eurythmics' største hits under Meltdown Festival i London fredag.

Men lørdag middag var Iris Gold altså klar på scenen i Skanderborgs bøgeskov, hvor hun, på trods af sit stramme skema, virkede aldeles veloplagt. Og det smittede af på de formiddagsfriske festivalgæster, der var mødt op på den regnvåde plads foran Stjernescenen.

Se Iris Gold spille 'Wow' live på Smukfest i videoen herover.

Facebook
Twitter