Van(d)vittigt nøgen-ræs på Smukfest: Lokale helte fejede alle modstandere af banen

Vinderne af det traditionsrige nøgenkano-ræs blev fredag fundet i Skanderborg.

Ingen dansk musikfestival uden et nøgenløb. Sådan er det også på Smukfest, hvor det traditionsrige nøgenkano-ræs, kaldet 'Caspers Kanoræs', igen i år fandt sted på campingområdet KærligHeden.

De fire nøgne par, som igen i år kun bestod af mænd, kæmpede om to partout-billetter til næste års Smukfest - og æren, naturligvis.

For at få fat i de eftertragtede billetter skulle parrene først bunde en øl hver, løbe få meter for at samle et telt og tage det samlede telt med på en kanotur.

Tilbage på land skulle parrene så løbe en runde blandt de mange begejstrede tilskuere, inden de som sidste disciplin skulle bunde en Underberg.

Hellere brække sig end trække sig

Vinderne af nøgenkano-ræset blev de lokale Skanderborg-helte Kristoffer Drejer og Niklas Winther Rasmussen, der i suveræn stil fejede konkurrenterne af banen.

Det er anden gang, at 24-årige Kristoffer Drejer vinder konkurrencen, og hans sejrsopskrift er såre simpel:

- Det gælder om at arbejde mega hårdt og passe sin træning med at drikke en masse bajere, grinte han, inden han blev suppleret af Niklas Winther Rasmussen:

- Vi skal fejre sejren med endnu flere øl. Hellere brække sig end trække sig.

Se billederne fra 'Caspers Kanoræs' herunder.

  • De otte deltagere varmer her op til 'Caspers Kanoræs'. Som du måske kan gætte, er kanoræset opkaldt efter scenen fra 'Klovn The Movie', hvor Casper Christensen flygter fra Smukfest efter at have dummet sig noget så gevaldigt. (Foto: Betina Garcia © dr)
    1 / 11
  • De otte deltagere blev delt ind i fire hold - alle fire hold var rene mandehold. (Foto: Betina Garcia © dr)
    2 / 11
  • Holdene blev præsenteret foran de mange hundrede publikummer, som var kommet for at se noget mandehud. Her takker en af deltagerne for klapsalverne ved at lave 'ormen' helt nøgen. (Foto: Betina Garcia © dr)
    3 / 11
  • I første disciplin gjaldt det om at bunde en bajer så hurtigt som muligt som hold, inden man kunne løbe videre. (Foto: Betina Garcia © dr)
    4 / 11
  • Det helt store udskilningsløb kom, da holdene skulle samle et telt. Allerede her fik de senere vindere, Kristoffer og Niklas, et kæmpestort forspring, som aldrig blev indhentet. (Foto: Betina Garcia © dr)
    5 / 11
  • Det opstillede telt skulle fragtes med i kanoen, og det var ikke en disciplin, alle hold mestrede lige godt. (Foto: Betina Garcia © dr)
    6 / 11
  • Det gik helt galt for hold fire, der bestod af Torkild og Rasmus, som kæntrede i kanoen flere gange undervejs. (Foto: Betina Garcia © dr)
    7 / 11
  • De to vindere af billetter til næste års Smukfest har faktisk slet ikke brug for præmien. - Jeg arbejder herude, så jeg har slet ikke brug for billetten næste år. Ingen af os behøver den faktisk. Jeg er her bare for æren, sagde Kristoffer Drejer (tv.). (Foto: Betina Garcia © dr)
    8 / 11
  • Da tre af holdene havde gennemført, lå det sidste hold stadig i vandet og kæmpede. Men lynhurtigt kom de andre deltagere dem til undsætning og fik dem sikkert i mål. (Foto: Betina Garcia © dr)
    9 / 11
  • Deltagerne skulle løbe en runde blandt publikum, inden de alle skulle bunde en Underberg som afslutning på ræset. (Foto: Betina Garcia © dr)
    10 / 11
  • Skuespilleren Julie Ølgaard og komikeren Mark Le Fevre (midten) styrede slagets gang, mens frivillige sørgede for, at alle havde en god oplevelse på KærligHeden fredag eftermiddag. (Foto: Betina Garcia © dr)
    11 / 11
Facebook
Twitter