Storrygende Johnny Madsens opsang til ungdommen: Lev nu jeres liv, for helvede!

Ryg, drik og lad være med at høre på de gamle idioter, er rocklegendens budskab til de unge.

Johnny Madsen har levet et liv i røg og damp - bogstaveligt talt. Den storrygende troubadour har gennem sit 67-årige liv oplevet mangt og meget, og han har en klar besked til den danske ungdom.

- Ungdommen skal være ungdommen, for fanden. Drikke spiritus, ryge smøger og lade være med at lytte til sundhedsmyndighederne, lyder opsangen da DR møder Madsen i hans godt tilrøgede skurvogn på Jelling Musikfestival.

- Gå til den, drenge og piger! Lad nu være med at leve op til de idioter, der siger, hvordan I skal leve jeres liv. Lev det nu selv, for helvede.

Johnny Madsen, der har fast været inventar i den musikbranche siden slutningen af halvfjerdserne, lever selv sit liv efter en klar devise.

- Jeg lever i nuet. Hvis jeg vidste, hvad jeg skulle i morgen, så ville jeg kede mig ihjel. Lev jeres liv, som var det sidste dag i dag - og bliv ved med det.

Du kan se hele Johnny Madsens opsang til ungdommen i videoen øverst i artiklen.

'Rygning er sgu ikke usundt'

Johnny Madsen er kendt sin bramfri facon og sin forkærlighed for både alkohol og cigaretrøg. Han er godt træt af folk, der prøver at diktere, hvordan andre mennesker skal leve deres liv.

- Det, der optager mig, er alle de forbandede bureaukrater, der vil have folk til at leve på en bestemt måde. 'Rygning er usundt'. Rygning er sgu ikke usundt. Og at drikke er heller ikke usundt, proklamerer Madsen i direkte modstrid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, der fraråder alle former for rygning og kalder rygning 'den enkeltfaktor, der har den største negative indflydelse på danskernes helbred'.

Men Johnny Madsen er ligeglad med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Det er ikke til at holde ud at høre på politikere og deres moral. For Guds skyld, lad være med at lytte til dem, for de aner ikke, hvad de taler om. Lev nu jeres liv, for helvede. Lad være med at høre på alle de gamle idioter - og det gælder også mig, siger Madsen med et grin.

Der var fulgt hus da Johnny Madsen leverede både musik og bramfri anekdoter fra scenen på Jelling Musikfestival. (Foto: Martin Fält © Dr)

Shampoo-succes kom bag på Johnny Madsen

I 2017 lancerede den folkekære og bramfri sanger sin egen shampoo, der med taglinen 'til træt og viljeløst hår' tog Danmark med storm.

Op mod 25.000 flasker blev der solgt af den famøse shampoo, men Johnny Madsen har ikke planer om at udvide sit skønhedsimperium.

- Shampooen blev udsolgt ret hurtigt, og det kom da bag på Jeanett (Madsens art director og kvinden bag shampooen, red.), men jeg er ikke med i det projekt længere. Hvis nogle vil køre den videre, så er det fint med mig, men jeg skal ikke tjene mine penge på shampoo, lyder det fra Johnny Madsen.

Rygter i musikbranchen har sviret om et eventuelt samarbejde med Dalton-kumpanen Lars Lilholt om en Lars Lilholt-rynkecreme. Ifølge Johnny Madsen er der dog ikke hold i rygterne.

- Ved du hvad? Der findes ikke den rynkecreme i hele verden, der kan rette Lars' rynker ud, siger han og afviser dermed, at en ungdomseliksir på tube er på vej fra hans hånd.

Lars Lilholt selv er dog omvendt positivt stemt over for cremeprojektet trods Madsens skepsis.

- Måske har han ret, men jeg tror, nu at det kunne blive en stor succes med sådan en creme, siger Lars Lilholt og løfter samtidigt sløret for endnu et muligt erhvervsprojekt, der også involverer det tredje medlem af Dalton, sangeren Allan Olsen.

- Johnny og jeg har snakket om sammen at lave en Allan Olsen-lykkepille - for han er sgu altid så sur.

Facebook
Twitter