Superstjerner går sammen på scenen på ny festival i København

Der bliver skruet op for alternative koncerter, når festivalen Haven for anden gang løber af stablen.

Publikum til Haven Festival på Refshaleøen i København kan i år blandt andet forvente at se Arcade Fire (tv og th), samt medlemmer af bandet The National (i.m.) på scenen. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh og Ida Guldbæk Arentsen © (c) Ritzau Scanpix)

Haven Festival vil ikke ligne andre festivaler.

Derfor forsøger den københavnske festival i år at bryde med de traditionelle koncerter i håb om at give publikum nogle andre oplevelser end normalt. Derfor har festivalen valgt at skrue op for koncerter, hvor forskellige kunstnere fra forskellige bands går sammen på scenen.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Haven Festival, der finder sted på Refshaleøen i København den 10. og 11. august.

Mange af de optrædende artister har sagt ja til at kaste sig ud i nye konstellationer, hvor der ikke er lavet en set-liste på forhånd, som kunsterne ellers er vant til, fortæller festivalen.

Det gælder blandt andet medlemmer fra Arcade Fire, Big Thief, The National, Kevin Morby og Selma Judith, som altså kommer til at spille sammen på kryds og tværs.

- Vi vil gerne være en festival, der udfordrer og eksperimenterer med det traditionelle, iscenesatte koncertformat, og den normale festivalstruktur. En festival, der opfordrer til samarbejde blandt musikerne fra de forskellige band. Det fungerede rigtig godt sidste år, så i år har vi udviklet det yderligere, siger Aaron Dessner, der er guitarist i The National og medgrundlægger af festivalen.

Sidste år inviterede The National for eksempel den islandske kunstner Ragnar Kjartansson med på scenen for at hjælpe det amerikanske band med at spille Kim Larsens sang 'De smukke unge mennesker’.

De fleste arrangementer er hemmelige

Det er dog ikke kun musikerne på festivalen, der kommer til at arbejde sammen på kryds og tværs. Festivalens kokke involveres også i musikken, ligesom musikerne hjælper til med eksempelvis ølbrygning, lyder det i pressemeddelsen.

Men flere af de mange begivenheder har festivalen dog valgt at holde hemmelige. Kun de ovennævnte kunstnernavne, der spiller sammen, er blevet offentliggjort.

Men hvem, der spiller sammen med hvem og hvornår, vides endnu ikke.

- Et af grundkoncepterne med Haven er, at vi gerne vil overraske vores gæster og give dem uventede oplevelser. Derfor laver vi ikke en offentlig spilleplan for vores collaboration-koncerter, ligesom vi ikke fortæller om, hvem der kommer til at spille sammen, før det sker, siger Sigurd Hartkorn Plaetner, talsmand og pressechef for Haven Festival, i pressemeddelelsen.

Hvad der ellers kommer til at finde sted, kan man finde ud af, når Haven bliver afholdt den 10. og 11. august.

I år har festivalen valgt at skære i antallet af gæster på grund af klager over for lange køer sidste år. Der vil være plads til omkring 10.000 gæster i stedet for 16.000 - foruden de cirka 3.000 frivillige samt optrædende musikere. Haven Festival vil ikke oplyse, hvor mange billetter, der er blevet solgt.

Facebook
Twitter