Syge mordfantasier og sjove tilsvininger: 5 numre fra dengang Eminem ejede verden

P3s musikredaktør varmer op til Eminems Orange-koncert onsdag med et tilbageblik på de fem største Eminem-numre.

Eminem er blandt de bedst sælgende kunstnere nogensinde med et samlet salg på over 220 millioner enheder. (Foto: JUMANA EL HELOUEH © Scanpix)

Onsdag aften skrives der hiphop-historie på Roskilde Festival, når Eminem træder op på Orange Scene til sin første danske koncert nogensinde.

Det er stort. Den 45-årige amerikaner er ikke bare en af alletiders bedste rappere, han er også blandt de bedst sælgende kunstnere nogensinde med et samlet salg på over 220 millioner enheder.

Han har to gange tidligere skuffet sine mange danske fans med aflyste koncerter. Første gang i 1999 i Store Vega, anden gang da han i 2005 aflyste hele den verdensturné, der skulle have bragt ham forbi Parken.

Men nu skulle den altså være god nok. De seneste par dage har han spillet koncerter i både Norge og Sverige, og meget skal gå galt, hvis ikke vi endelig får ham at se på Orange onsdag aften.

Og hvad har vi så at se frem til? Det er ingen tvivl om, at han kunstnerisk toppede tilbage i de fem urørlige år fra 1999-2004, hvor han satte verden på den anden ende med sine tre første album. Siden har han sjældent ramt samme høje niveau og gennemslagskraft.

Til gengæld har hiphoppen i den grad bidt sig fast som tidens foretrukne lyd blandt den nye generation af Roskilde-gæster. Og snakker vi hiphop-historie bliver det ikke meget større end Eminem.

Her er fem klassiske Eminem-numre, der viser hvorfor:

'My Name Is' (1999)

(© Reuters/Ritzau Scanpix)

Sangen og musikvideoen, der introducerede verden til Eminem og hans fucked up alter ego Slim Shady. Allerede fra de første linjer, har han os på krogen: 'Hi kids, do you like violence? Wanna see me stick nine inch nails through each one of my eyelids?' (Hej unger, kan I lide vold? Vil du se mig stikke et 23 cm langt søm gennem begge mine øjenlåg?, red.)

Her taler han direkte til en ungdomsgeneration opflasket på voldelig zapper-tv og hjernedød celebrity-kultur. Og får samtidig iscenesat sig selv som popkulturens flabede joker-skikkelse, der er blevet sendt af mentoren Dr. Dre for at pisse verden af.

Tonen er sarkastisk, men man fornemmer også en vrede under overfladen - nogle personlige dæmoner - der siden skulle komme til at fylde meget mere.

'97’ Bonnie and Clyde' (1999)

(© Reuters/Ritzau Scanpix)

Hvor 'My Name Is' introducerede os til 'den sjove Eminem', viste han på '‘97 Bonnie & Clyde' sig fra sin mest kontroversielle, og ja, syge side.

Sangen udspiller sig som en uhyggeligt livlig scene fra en film, hvor Eminem kører ud til vandet for at dumpe liget af sin døde eks-kone Kim med deres fælles baby-datter Hallie siddende på forsædet.

Rappen er henvendt til datteren komplet med nuttet baby-sprog og pludren i baggrunden: 'Mama said she wants to show how far she can float / And don't worry about that little boo-boo on her throat / It's just a little scratch – it don't hurt'.

Sangen viser, hvordan Eminem var en mester i at sløre grænser. Mellem virkelighed og fiktion, humor og alvor, oprigtighed og sarkasme.

Mente han, hvad han sagde? Kunne man tage hans ord for gode varer? Var han virkelig så fucked up, som han gav udtryk for? Var han virkelig homofob og kvindehader, eller trollede han os bare? Den usikkerhed, gråzonerne, mestrede han til perfektion.

'The Real Slim Shady' (2000)

(© Reuters/Ritzau Scanpix)

Singlen,der sendte ham op i poppens stratosfære og launchede hans hovedværk 'The Marshall Mathers LP'.

Alt det, der fungerede på 'Hi My Name Is' fik lige et nøk op på den her. Mere catchy, vildere rim-skemaer, grovere og sjovere tilsvininger af hele det tv-transmitterede celebrity-cirkus, han var blevet en del af.

Det her var rap om alt det, der foregik på tv, og hans legioner af fans elskede ham for at tage pis på det hele.

Alle havde - med god grund - en holdning til Eminem, kritikken haglede ned fra højre og venstre, men Eminem svarede igen ved at udstille alle de bekymrede og fordømmende stemmers hykleri på den mest overlegne måde.

'Stan (feat. Dido)' (2000)

(© Reuters/Ritzau Scanpix)

Eminems store masterclass i rap som historiefortælling. Sangens to første vers er udformet som breve skrevet til Eminem fra den sygeligt besatte fan, Stan, der som nummeret skrider frem bliver mere og mere frustreret og sindssyg.

I det tredje vers hører vi en beruset Stan indtale en sidste besked til Eminem, mens han kører med sin gravide kæreste bagbundet i bilen, der til sidst kører ud over en bro. Naturligvis med klar reference til Eminems fiktive voldsfantasi på '97’ Bonnie & Clyde'.

Det er svært at få øje på andre rappere, der på så overbevisende måde bruger den slags selvrefererende greb og stort tænkte iscenesættelser. Og samtidig får det hele til at køre som en horrorfilm på den indre film-projektor.

5. 'Lose Yourself' (2002)'

(© Reuters/Ritzau Scanpix)

Kæmper banger fra hit-filmen '8 Mile', der var kraftigt inspireret af Eminems egen opvækst og erfaring med freestyle battle-rap i det hårde kvarter omkring 8 Mile Road i Detroit.

Egentlig en lidt atypisk Eminem-sang fra perioden. Der er ikke så mange svinkeærinder, ikke noget fjol, satire eller forsøg på at være kontroversiel.

Bare en opvisning i adrenalinpumpende rap og flow med en opbyggelig pointe om, at man kan opnå hvad som helst, hvis bare man lægger nok kræfter i det og griber chancen, når den byder sig til.

Facebook
Twitter