Undgik bandekrig mod alle odds: I dag er Kamasi musikstjernernes bedste legekammerat

Alle de store stjerner vil arbejde med saxofonisten Kamasi Washington. For hans musik er ikke en lukket fest kun for jazzfans.

Kamasi Washington. (Foto: Martin Fält © dr)

- Hello Copenhagen, kommer det lavmælt fra den store mand klædt i løs, gul kjortel med tribalt mønster, da han går på scenen foran et halvkoldt, vindblæst publikum fredag aften på Refshaleøen i København til Haven Festival.

Den gyldne saxofon om hans hals skinner om kap med resten af messinginstrumenterne i hans otte mand store orkester.

Kamasi Washington er hans navn, og han er kommet for at spille sin spirituelle og pompøse jazzmusik på den alternative musikfestival, hvor blandingen af musik, mad og øl er i centrum.

Lyt til nummeret 'Fists of Fury', mens du læser videre:

Dog er Kamasi Washington 'the odd man out'.

Jazzmusik headliner sjældent på festivaler, hvis hovednavne er Arcade Fire og Kraftwerk.

Kamasi Washington er her, fordi han har skabt røre i, hvad jazz er for en genre, og hvor den passer ind.

Kendrick Lamar, Snoop Dogg og Ryan Adams er bare nogle af de få navne i en nærmest uendelig lang liste af prominente kunstnere, der alle har hyret Kamasi Washington til at spille med på enten album eller til liveoptrædener.

West Coast Get Down, et fusionsjazzkollektiv fra Los Angeles som Kamasi Washington er en del af, har også medlemmer som Thundercat og Miles Mosley. (Foto: Martin FŠält © Dr)

Siden hans debut-trippelalbum 'The Epic' ramte gaden i 2015, har de internationale anmeldere ikke kunnet få armene ned over Kamasi Washingtons evne til at skabe lydlandskaber, der rækker langt ud over, hvad man normalt ville kalde jazzmusik.

Kamasi Washington har ikke hvilet på laurbærerne. Siden debuten har han udgivet to ep'er og senest i år dobbeltalbummet 'Heaven and Earth'.

Valgte saxofon frem for skydevåben

Kamasi Washington har fået jazzen ind fra barnsben af.

Begge hans forældre er musikere med baggrund i jazzmusikken, som Kamasi Washington derfor også blev opfostret med.

Han er vokset op i det voldsramte og bandefyldte område Inglewood i det sydlige Los Angeles.

Kamasis far, Rickey Washington, spillede, før han blev far, med sangerinden Diana Ross og soulgruppen The Temptations, men opgav den rejsende musiker-drøm for at give Kamasi en opvækst med et tilstedeværende faderligt forbillede.

Et af de steder, hvor Rickey Washington for alvor satte ind, var ved at holde Kamasi og hans venner væk fra gaden, hvor de rivaliserende bander Bloods og Crips skød hinanden på kryds og tværs.

Rickey Washington byggede et øvelokale fyldt med instrumenter, mad og videospil for at holde Kamasi Washington og hans venner indendørs. Så børnenes forbilleder blev jazzlegenderne John Coltrane og Eric Dolphy i stedet for det bandemedlem, der så hårdest ud.

Kamasi Washington har de seneste år spillet på de store udenlandske festivaler Coachella, Primavera Sound og Glastonbury. (Foto: Martin Fält © dr)

Som 13-årig faldt Kamasi Washingtons store kærlighed på saxofonen, og med en kæmpe talentmasse som musiker, komponist og producer byggede han sten på sten en karriere op igennem 00'erne.

En dygtig strateg

Da Kamasi Washingtons magtdemonstration af et debutalbum blev udgivet i 2015, var det med det uafhængige pladeselskab Brainfeeder i ryggen. Et pladeselskab, der normalt kun udgiver elektronisk musik og instrumental hiphop.

En forretningsmæssigt smart beslutning, som ikke er gået ubemærket hen i musikbranchen.

- Han er en dygtig strateg, siger radiovært på P8 Jazz Jonas Visti.

- Det medførte, at han blev brandet i en hel anden kontekst, end andre musikere i hans boldgade normalt bliver. Og det præsenterede ham for et helt nyt publikum, hvilket gjorde at navne som Snoop Dogg, Kendrick Lamar og Flying Lotus fik øjnene op for ham og begyndte at bruge ham, fortæller Jonas Visti.

Kamasi Washingtons første store turnejob var som saxofonist for rapperen Snoop Dogg. (Foto: Martin Fält © dr)

Kamasi Washington har spillet saxofon og arrangeret musik til flere af numrene på rapperen Kendrick Lamars kritikerroste album 'To Pimp a Butterfly' og 'Damn'.

Lyt til Kendrick Lamars 'Lost' her.

Senest har han medvirket på Florence + The Machines nye album 'High as Hope'. Og det er netop Kamasi Washingtons blæsen på genrekonventionerne, der er skelsættende for, hvordan jazz bliver præsenteret for et yngre publikum.

- Han er ikke mutters alene om at ændre jazzmusiklandskabet, men han er en af dem, der gør det afsindig godt, siger radiovært Jonas Visti.

Kamasi Washington spillede på Haven Festivals andenstørste scene Mindfield med udsigt ud over Københavns Havn. (Foto: Martin Fält © dr)

Jazz i æteren

I 1978 opstod et af musikhistoriens mest succesfulde samarbejder, hvor lige netop jazzen og mere mainstream-musik mødtes og skabte en bølge af ny lyd, som stadig årtier senere har rotation i radioen.

Frontmanden i den hedengangne soulkvintet Jackson 5, Michael Jackson, var i gang med at starte sin solokarriere.

Musikproduceren Quincy Jones havde begyndt sin musikkarriere i jazzmusikken, før han endte i producerstolen.

Mødet mellem disse to musikere, der ligesom Kamasi Washington har rod i gamle afroamerikanske genrer som jazz, soul og r&b, endte med af afføde de tre meget succesfulde album 'Off the Wall', 'Thriller' og 'Bad'.

Lyden af Michael Jacksons gennembrudsalbum præsenterede musikken i en ny kontekst på en ny måde med en jazzmusiker ved roret.

Musikere som Sting, Stevie Wonder og Paul Simon har ligesom Michael Jackson alle haft succesfulde samarbejder med jazzmusikere.

Kamasi Washingtons band består udover hans far af hans barndomsvenner fra Californien. (Foto: Martin Fält © dr)

Ind fra højre

Selvom få, mere konservative stemmer i jazzmusikken holder fast i, at jazz skal forblive i jazzverdenen, så ser radiovært Jonas Visti anderledes på, hvad Kamasi Washingtons indtræden på nye scener kan føre til..

- Det er lige præcis det, jeg gerne vil se. Hvor man kan snige jazz ind fra højre og lige pludselig bare præsentere det for et publikum på en festival som Haven Festival, siger han.

Kamasi Washington står på skuldrene af sine jazzidoler.

Hans omfavnende, spirituelle jazz kan som fortiden har vist tryllebinde et nyt publikum, uden at de vidste, hvad der ramte dem.

I 75 minutter fredag aften formåede Kamasi Washington at varme en stor gruppe mennesker, og mon ikke et par af dem stod og tænkte: 'Var det jazz det dér? Det er da meget fedt!'

Facebook
Twitter