'Vi er meget rutinerede i at lave damer': Her er festivalgæsternes bedste scoretricks

Væk er campingområde og opvarmningsdage, men det er ikke udelukket at finde en sommerflirt på festival-alternativerne.

24-årige Maria og vennerne Laurits og Vilhelm på 18 havde ærmet fuld af scoretricks på Musik i Lejet-alternativet Sommersol. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

Lyse og lune nætter, høje promiller, flirtende blikke, diskosnav og en hed tur i Harald Nyborg-teltet.

Festivalpladsen plejer at være singlernes mekka. Men i år er jo som bekendt lidt anderledes.

Musikken spiller igen, men alting er stadig ikke helt, som det plejer. Væk er campingområder, opvarmningsdage og muligheden for at bevæge sig rundt mellem mange tusinde potentielle sommerflirts.

Nu har vi endagsarrangementer, pladsen er delt op i sektioner, og festen har et fast sluttidspunkt.

Så med andre ord: Scoreforholdene er ikke helt så gunstige som normalt.

Alligevel var mange af ingredienserne til jagten på en ny sommerflirt på plads, da Sommersol - corona-alternativet til Musik i Lejet - blev skudt i gang i denne uge.

Den nordsjællandske strand i Tisvilde danner nemlig i disse dage ramme om en oplagt mulighed for at prøve sine scoretricks af efter lang tids pause fra spontane scoringer.

Og Sommersol er ikke sommerens eneste festival-alternativ. Så hvis du håber at møde dit næste crush ude på et af dem, kan det måske betale sig at læse med her.

Vi har bedt festivalgæsterne på Sommersol om at dele deres bedste festival-scoretricks.

Clara, 19, Sofie, 19 og Ella, 19: Husk scorelighteren

De tre veninder Clara (tv.), Sofie (i midten) og Ella (th.) var onsdag taget til Sommersol for at skyde festivalsommeren i gang. Og de havde flere kreative scoretricks i ærmet. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

De tre veninder Clara Kaul, Sofie Lund og Ella Brammer på 19 år er enige om, om man altid skal have en scorelighter. Den virker hver gang.

Ja, selvom du ikke selv ryger, kan det være smart at købe en lighter, inden du skal på festival, så du kan hjælpe til, når andres rygetrang melder sig.

Og ellers er rådet fra Sofie at sætte gang i lege og arrangementer.

- Der var faktisk nogle drenge, der kom over og spurgte os, om vi ville spille petanque og spille om øl - men vi blev nødt til at sige nej, fordi de var for gode, fortæller hun og siger ellers, at det bare handler om at være åben.

Og åbenhed havde Clara, da hun var på festival for et par år siden - og det virkede.

- Jeg var på Roskilde, og så måtte jeg komme foran i køen, hvis jeg kyssede ham, der stod foran mig, fortæller hun om dengang, hun scorede på festival.

- Alle på festivaler er bare friske, siger de nærmest i kor, selvom det er noget lidt andet i år.

Alligevel er de enige om, at folk er meget åbne, og de har oplevet flere festivalgæster, der er kommet over og har sagt uanmeldt hej.

Jonathan, 26 og Gustav, 28: Komplimenter og øjenkontakt

Venneparret Jonathan og Gustav har et par scoretricks i ærmet, selvom de normalt selv bliver scoret. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

Venneparret Jonathan Palmlund på 26 år og Gustav Brushøj på 28 er enige om, at man kommer langt med god charme og øjenkontakt, når man skal score på festivaler.

- En god øjenkontakt kan altid noget, siger Gustav.

- Og intim dans er også vigtig, siger Jonathan og fortsætter:

- Det er jo en mere intim festival, end vi plejer. Og der er færre mennesker end normalt, så mulighederne for at score er jo skrumpet - men der er stadig mulighed for at finde en.

- Komlimenter er altid en god idé, som for eksempel at sige til en kvinde: "Hold kæft, hvor har du smukke øjne", siger Gustav.

Men i virkeligheden er det oftest dem selv, der bliver scoret, tilføjer de.

- Vi står og venter lidt, får det smarte blik på, solbriller og det flotte smil. Så kører vi, siger Jonathan til slut, inden vennerne skal videre til koncert.

Maria, 24: Giv en drink og få et nummer

Maria Dreyer har set frem til at komme tilbage på noget, der minder om en festival. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

- Hvis man vil score, skal man have god udstråling, være sig selv og være åben. Så kommer fyrene eller pigerne automatisk hen til dig, siger 24-årige Maria Dreyer, da dr.dk møder hende på festivalpladsen.

Har man ikke tålmodighed til at stå og vente på, at folk kommer hen til en, har hun også andre tips klar.

- Hvis man står til en koncert, så går man hen og danser lidt op ad dem, giver dem en drink og spørger, om de ikke vil med ud og snakke på tomandshånd, så man får en bedre fornemmelse af, hvem de er.

Hun påpeger dog, at denne festivals scoreomstændigheder er lidt anderledes, end hun er vant til.

- Normalt når jeg er på Roskilde, så har jeg et telt for mig selv, og så skriver man lidt rundt eller hygger med nogle mennesker, og så rykker man ind i teltet. Det er lidt sværere her, fordi man ikke har et privat sted.

Men det er der også mulige løsninger på.

- Enten kan man jo få et nummer eller en Instagram eller bare kysse lidt. Men hvis man er frisk, kan man gå ud og bolle på toiletterne, siger hun.

- Jeg tror, de fleste piger er sådan: "Hot girl summer, so let's fucking go!". Jeg føler, de fleste er åbne og glade.

Laurits, 18 og Vilhelm, 18: Sommerhus er et must

Vilhelm (tv.) og Laurits (th.) er taget med drengevennerne i sommerhus i Tisvilde og er klar til at fyre alle deres bedste scoretricks af ved stranden, hvor festivalen afholdes. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

For vennerne Laurits Nørrelund og Vilhelm Thieden på 18 er området, Sommersol afholdes på, langt fra nyt. De plejer nemlig at være på Musik i Lejet, hvor de efter eget udsagn har scoret flere gange.

- Vi er meget rutinerede i at lave damer på Musik i Lejet, siger Laurits, som forsikrer om, at venneparret kender alle tips og tricks.

- Vi kommer ind med det frækkeste outfit og siger: "Hvad så?" Så lægger man lige moves, sludrer lidt, og så er den der. Og så er vi begge dobbeltvaccineret, det er også vigtigt, fortsætter han.

Scoretaktikken er dog ikke helt lagt endnu, da dr.dk møder dem, men de har dog nogle gamle tricks i ærmet.

- Altså, først og fremmest skal du jo have et sommerhus, ellers går den ikke. Du kan ikke finde en flirt og så tage toget hjem til Herlev, siger Vilhelm.

Men det har vennerne allerede tænkt på. De bor i et sommerhus med en gruppe venner, og de har klare aftaler om værelsesfordelingen, hvis heldet er med dem.

- Der er ikke helt nok værelser, så os boys sover sammen. Men hvis man har en dame med hjem, så tager de andre sofaen. Det respekterer man altid, siger Vilhelm.

Til sidst afslører de en "sikker vinder", når det gælder scoringer på en normal udgave af Musik i Lejet.

- Man skal tage en flirt med ned på stranden, se solnedgang og se de flotte bølger. Nik og Jay, en lille møsser. Hele molevitten, siger Vilhelm, mens man næsten kan høre duoens megahit 'Mod solnedgangen' spille.

Olivia, 23 og Frederikke, 23: Billede-finten

Olivia (tv.) og Frederikke (th.) er med veninderne på festival. De synes, det er lidt af en udfordring at spotte potentielle flirts, fordi folk er mere tilbageholdende, end de plejer. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

Veninderne Olivia Geest og Frederikke Tholstrup på 23 er ikke i tvivl, da dr.dk spørger til deres bedste scoretricks.

- Man skal danse og være med på musikken, det er vigtigt, siger de.

Og så har de også et andet smart trick i ærmet, hvis man vil have fyrenes opmærksomhed.

- Man kan spørge: "Ej, vil du ikke lige tage et billede af os?" eller "Har jeg ikke set dig før?", siger Olivia.

Sommersol er den første festival, de har været på i to år, og derfor har forventningerne været høje op til.

- Jeg har helt sikkert gjort mig flere tanker om, hvordan det nu er, man scorer. Og også ekstra tanker om, hvordan jeg ser ud, siger Olivia og fortæller, at hun førhen bare har taget et eller andet på, men i dag har tænkt ekstra meget over, hvilket festival-outfit hun skulle vælge.

Men de to veninder mener at have bemærket noget, som nok gør scoremulighederne en del sværere.

- Folk er lidt mere generte. De andre år har folk været bedre til at komme hen og sige hej. Nu holder folk sig mere til dem, de er sammen med, siger Frederikke.

Claus, 57 og Lars, 53: Nemt at falde i snak

Claus (tv.) og Lars (th.) er taget på festival for at nyde sommeren og den gode stemning. De er begge afsat, men det betyder ikke, at de helt har glemt scoretricksene fra 80'erne. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © DR)

57-årige Claus Andersen og Lars Glad på 53 har allerede scoret dem, de skal. Mens deres kærester er hjemme, er de to taget på festival sammen for at nyde stemningen og den gode musik.

I starten af 80'erne var deres festivalstorhedstid, og der indrømmer de, at de da har scoret et par gange.

Claus husker tydeligt "todagesreglen":

- Et godt tip er at score på en af de første dage. Så ved man, folk har været i bad, og at man muligvis var den første, griner han og fortæller videre:

- Dengang jeg gik på festival, var der ikke de samme bademuligheder, så der gik ofte en hel uge, før man kunne komme hjem i bad igen. Det var virkelig noget, man tænkte over dengang.

Men han siger også, at hvis der var gået 5-6 dage, så var man måske så stiv, at man så igennem fingre med det.

De er enige om, at der generelt en helt speciel vibe på en festival - og den er også til stede på Sommersol, mener de.

- Det er tydeligt at mærke, at folk er mere frie og tilgængelige. Man falder nemmere i snak med folk, end man gør normalt, siger Lars.

- Jeg husker især fra min festivaltid, at folk var mere løsslupne. Hvis der var en, der smilede, gik man over og holdt om hende og dansede sammen. Det var ikke så kompliceret. Folk er taget afsted for at hygge sig og have det bedst muligt. Vi måler og vejer ikke hinanden på samme måde, afslutter Claus.

Facebook
Twitter